Vinni Gren Bonde

Forleden talte jeg med en veninde om skuffede forventninger. Ingen af os kan sige os fri for at have dem. Det er måske nok en træningssag, at undgå dem. I takt med vi sænker forventningerne udebliver skuffelserne.

Emnet faldt på fester. Bryllupper, fødselsdage, konfirmationer, barnedåb, studenterfester, svendegilder, sølvbryllup osv. Listen er lang. Både listen med fester og listen med skuffelser.

Men må man ikke have forventninger? Det er vel en del af den fri vilje? Jeg mener jo. Der er bare konsekvenser ved at skrue forventningerne op. Det må man bare tage med.

Angående skuffelser, er jeg selv ingenlunde undtaget. Mortens og mit bryllup for 16 år siden, var en fantastisk dag – fra start til slut. Men fruen var skuffet, i al hemmelighed.

Skuffet over 1), at Morten aldrig havde friet rigtigt til mig. Han ringede hjem fra Finland da han var på forretningsrejse, og nævnte det nok var smart at gifte os, nu jeg var blevet gravid. At han egentlig godt ville have været nede på knæ og hele molevitten, men nu var situationen jo hvad den var, så han foreslog vi giftede os – og jeg istemte på stedet.

Jeg mente dog stadig, i smug, at han stadig sagtens kunne fri ‘rigtigt’ og gå på knæ og have en smuk ring til mig, hvad skulle fraholde ham?

Skuffet over 2), at Morten ikke holdt en bryllupstale for mig. Flere af gæsterne holdt en tale (mine forældre og hans forældre) og jeg antog som en selvfølge, at Morten da havde forberedt en tale til sin brud. Jeg var faktisk lige ved at sige til ham, inden desserten, at han nok skulle holde den snart, inden vi kom til kaffen. Men jeg besluttede mig at lade være, for jeg skulle jo ikke styre, hvad han havde planlagt.

Til vielsen i kirken sang mit daværende gospelkor. Dirigenten spurgte mig ugen efter, om det var en god bryllupstale Morten havde holdt for mig. Jeg løj og svarede: – Ja, fantastisk! For jeg var flov over sandheden.

Så, jeg løj fordi jeg var flov. Flov, fordi jeg var skuffet. Skuffet, fordi jeg havde forventninger. Forventninger, som en et led i hjernevasken fra romantiske sødsuppe film og samfundets normer.

Men må man da ikke være romantisk? Jo, det må man! Så længe den ene ikke dikterer den anden, hvad der ligger i det.

Mine reaktioner var jo interessante. Jeg var dengang skuffet over det jeg i dag har foragt for. Nemlig, samfundets normer, der fortæller os, hvordan vi skal handle i bestemte situationer.

Jeg har en holdning til mine skuffelser, at de var umodne. Vi havde en fantastisk dag, og alligevel faldt jeg i fælden. I dag er jeg et andet sted, og ville med stor sandsynlighed reagere anderledes.

Morten og jeg har talt om det her for mange år siden og griner endnu af det. For det er faktisk et godt eksempel på, hvordan vi alle er underlagt hjernevasken – det er udelukkende et spørgsmål om, hvor vi trickes.

Epilog:
For 16 år siden havde jeg ikke forventet, at Morten ville være så kærlig, omsorgsfuld og stærk, som han er. Som mand, som husbond og familiens beskytter. Det var ikke til at forudse. Jeg vågner stadig ofte om natten, fordi Morten siger: – Jeg elsker dig!

Vi ligger i ske, krammer hinanden flere gange dagligt og holder i hånd, når vi går tur – også når vi bare er ude at handle. Alt dette er meget mere værd end en oldgammel idé om, at gå på knæ og købe en ring, eller holde en formel tale om alle brudens superlativer og sjældne egenskaber.

Morten fortæller mig, alle disse ting – stadig! Fortæller at han elsker mig, hvorfor han elsker mig og nævner mine kvaliteter. Kærlig og opbyggende tale. Mere værd end en bryllupstale.

Når man tænker på, hvor mange døde ægteskaber der er derude, er jeg lykkelig for at mit er levende.