Vinni Gren Bonde

Jeg savner Bornholm,
mit sande hjem.
Min familie går tilbage dertil
– for altid.

Og jeg går tilbage dertil
– igen og igen.

Energien på øen
er ikke til at tage fejl af.
Græsset er grønnere,
og havet mere blåt
– til lyst.

Solen skinner mere på Bornholm,
der er generelt mere sang.
Blandt folk, fæ og fugle.
Og de snoede veje.

Havets lyd,
bølgen mod klippen.
Svaneke bodega-folket
og Almningens tavse røst.

Rønnes fine damer,
der taler tyndt.
De larmende brosten
– som kræver gamle oldemorcykler.

Hindbærrolade med flødeskum,
søbekaffe og småkager.
Udsigt, som er taget for givet
– for evigt.

Øboens nysgerrighed,
hukommelse og historie.
Han på én gang ryster på hovedet
og imponeres.

Hyggen er en hverdagsstund,
den forlanges af den tro øbo.
Ingensteds finder jeg oprigtighed
– som blandt den bornholmske.

Tjøs mig, min ø
min sande hellige ø.
Hvo findes en duelig egn
– hendes værd står langt over perlers.

Østersøens perle,
Balkan øen min indre merle.
Du fylder så lidt på verdenskortet,
og så utroligt meget i mit univers.

På Bornholm lærte jeg Keith Jarrett at kende,
venner og sang.
Jazz og hang.
For ej at tale om Vang.

Åh, du smukke ø,
i den ubarmhjertige Østersø.
Lad mig atter på dig bo
– mit hjertes sande ro.