Vinni Gren Bonde

Det siges, at vi ikke kan fortryde noget vi ikke har gjort. Måske. Til gengæld kan vi så glæde os over noget vi ikke har gjort. For os herhjemme er det, at vi undlod at købe en gammel ruin i Piemonte og få den istandsat efter alle kunstens regler, sådan som mange andre danskere har valgt at gøre.

Drømmen om ruinen, der blev til et slot
Morten og jeg har har rejst i Piemonte i snart 14 år. Vi har været afsted flere gange årligt, ofte flere uger ad gangen. Syv uger som det længste. Vi har rejst med og uden børn, og har importeret vine derfra. Allerede efter få besøg, var vi tændt på idéen om at have vores ejet hus i Piemonte, som vi kunne tage ned til så ofte vi ville. Som var vores. Som vi kunne indrette præcis sådan som vi ville have det. Derfor gik vi i gang med at undersøge mulighederne, og de var mange.

I starten var det et kæmpe hus ude i bakkerne vi gik efter, som vi skulle købe og få istandsat af lokale håndværkere. Efterhånden overvejede vi, at en lejlighed i en by som Alba eller Bra ville være mere praktisk og i højere grad imødekomme vores behov. Vi drømte, talte, og undersøgte – og vi besøgte tre danske familier, for at se deres hjem og høre deres historie. Og her gik op for os, at det bestemt ikke var et hus i Piemonte vi ville have!

Hvorfor vi ikke ønskede et hus i Piemonte
1: Med et hus i Piemonte, ville alle ferier afholdes Piemonte. Vi havde jo rent faktisk også holdt ferier i Ligurien, som ligger lige under Piemonte (foruden Berlin, Åland, Irland mm). Med et dyrt istandsat hus, ville ferier til andre destinationer begrænses betragteligt. Vi kører altid til Ligurien på en smuttur en enkelt dag, når vi alligevel er i Piemonte. Bare for at få fisk og Middelhav. Det er dog ikke det samme, som en hel ferie i Ligurien. Det skulle lige tænkes ind.

2: Vi kunne ikke være sikre på, om vi var interesseret i – kun – Piemonte i al tid og evighed. Og et hus i Piemonte er ikke så let at komme af med igen. Var vi interesserede i at være forgældet i noget, vi ikke længere havde den store interesse i?

3: Piemonte er relativt stort (Jylland +), og vi bor forskellige steder, når vi er der, alt efter årstid. I hele vinterhalvåret er det bestemt ikke attraktivt at være ude i bakkerne. Der er DØDT – fuldkommen som Bornholm om vinteren. Der er en lejlighed i en by (Holbæk/ Roskilde niveau) derimod en god løsning. Der er restauranter åbne, og lejlighederne er bygget så de er varme om vinteren. Sne i Piemonte er ikke usædvanligt. De gamle huse er ikke bygget til det og alle fra Shweiz og opefter drager bort fra Piemonte slut oktober og kommer først igen ultimo marts. Jeg har set turister fra Island tænde for varmen i april, i bakkerne.

Vi har flere gange boet i noget dansker-ejet istandsat, som ikke havde gulvvarme. Tro mig, i november er det helt ulideligt og den ferie er bare ødelagt. Der skal tænkes meget over, hvordan man ønsker at bo og hvornår på året man er i Piemonte. At beslutte et huskøb, når man er der i dejlige september, ja så kan man meget let købe katten i sækken, eller bare dumme sig rigtig godt og grundigt.

4: Bekymringer! Det var danskernes største issue!

Når de var i Danmark og hørte, at der havde været storm i Piemonte, så måtte de gribe telefonen og ringe til deres kontaktpersoner (som man betaler penge for at være behjælpelige med at tænde for varmen inden man dukker op dernede mm) og spørge, om de gad at tage ud at kigge til huset for at se om alt er vel. Det gider de godt. Når de har tid.

Måske var nogle tegl røget af i stormen, eller et træ væltet ind i ruden og ødelagt det, og så har du bare lige et problem, som ikke er så ligetil at løse, og slet ikke fra Danmark. Vi taler Italien, det er ikke Danmark. Du kan ringe og bestille håndværkere og forklare alvoren, men de tager det altså meget mere med ro, end du har lyst til. Du kan tale med meget store ord, men det preller af, og du kommer sidst i køen så. Du kan fedte og please og se om det hjælper.

Du kan i det hele taget starte med at håbe på de tager telefonen, når du ringer. Heller ikke dette er givet.

Og så dukker du og familien op to måneder senere for at holde ferie og opdager, at regnvand har ødelagt gulv og møbler, i de dage, uger, …, hvor vinduespartiet endnu ikke var blevet skiftet. For der var også andre huse og skader, som disse håndværkere skulle udbedre.

Desuden taler de ikke engelsk, så du skal lære sproget. Også håndværkersproget, med alle de tekniske termer. Ja faktisk taler de piemontesisk, og det minder på ingen måde om italiensk. Italienerne selv forstår ikke ét ord af det. Men de kan godt slå over i italiensk, for din skyld. Men det er ikke givet du forstår det. Så en engelsktalende kontaktperson vil være en god idé at bruge penge på, også.

Faktisk ville jeg råde enhver, der ønsker at gøre alvor af drømmen om ruinen, at kontakte Jesper Remo. Han lever af at hjælpe danskere med at finde de unikke beliggenheder, han taler sproget og han behersker kulturen, han har netværket og han bor selv i Piemonte. Og så er han en mega rar fyr, som i øvrigt har skrevet en fantastisk bog om Piemonte.

Jesper er tidligere professionel fodboldspiller, og tilfældet vil at han har spillet sammen med min fætter Benny Gall. Jesper render vi næsten altid på, når vi er i Piemonte. Enten til markedsdag i Nizza, eller på vor to top favorit spisesteder: Del Unione i Treiso eller La Viranda. Unikke slow food restauranter.

5: Det er dyrere end du tror! Du ender med at bruge langt flere penge (og markant mere tid …) på at få en drømme ruin istandsat. Det hus du drømte om at fylde med et overflod af matchene møbler ender med at blive fyldt med Ikea møbler (og -service i køkkenet).

Vi besøgte en dansk familie, hvor kvinden var arkitekt og havde tegnet en spændende trappe fra stueetagen og ned til kælderen. Den var synlig i hele stueetagen og det så bare godt ud! Men som de sagde, havde det være dyrere end de troede og derfor måtte de ende med Ikea løsningen, selvom det ikke passede dem skide godt.

De var søde og derfor talte vi længe med dem. Det viste sig, at selvom de kun havde kendt Piemonte i samme periode som os, så kendte de ikke en brøkdel af det Piemonte vi fortalte om. For de havde jo kun været der. I deres hus. Og de omkringliggende byer. De kendte overhovedet ikke til alt det vi kunne berette, fordi vi jo boede forskellige steder fra gang til gang.

Vi har mødt danskere på restauranter, som overhovedet ikke kendte en tiendedel af de fråd spisesteder vi fablede om, for “vi spiser jo mest bare derhjemme”. De havde ikke nødvendigvis budget til at gå ud at spise hver dag, som os. De var jo egentlig bare taget hjem til huset i Piemonte, og havde måske ikke lige den slags penge med på ferien. Og det leder mig hen til det allersidste punkt:

6: For at have råd til at have hus i Piemonte, og komme ned til det jævnligt, var det bydende nødvendigt for de danske familier vi besøgte, at leje huset ud til turister. Det begød, at private ejendele som familiefotos, malerier og møbler af stor affektionsværdi og tøj, ting og mad ikke bare kunne stå fremme, som i ethvert andet hjem. Det skulle låses væk i et særskilt rum og tages frem, hver gang man selv kom derned. Så når man ankom lignede det lidt et lejet sommerhus, og ikke ens eget hjem i Piemonte. Bummer. Det gad vi ikke. Den del var vi 100% sikre på vi bare ikke ville! Skulle vi have noget i Piemonte skulle det være vores, og skulle hverken lejes eller lånes ud. Til nogen. Niks. Det var vores private hjem.


Skal det være en lejlighed i byen så?
Vi besluttede for flere år siden, at vi ikke skulle have noget hus i Piemonte. Vi taler dog jævnligt om en lejlighed i en by. Der er ikke samme bekymringer (den kan forlades og tåle at stå uden at skulle ses til) og så ville vi nøjes med en lille en, så der ikke var plads til overnattende gæster. Vores lille hule, midt i Bra.

Tanken har vi endnu, men om det bliver til noget en skønne dag ved vi ikke. For lige nu er vi begyndt at kigge mod Sardinien og vil gerne derned på ferie. Og så er det jo godt, at vi frit kan gøre det, fordi vi ikke er bundet af nogen bolig i Piemonte 🙂

Piemonte er skøn og vi anbefaler stedet til alle, som er glade for mad, vin og ro. Slow living.

Her boede vi på vores seneste Piemonte tur
Det hus vi boede i sidst vi var dernede i syv uger i september og oktober, lejet af en engelsk dame (vi har boet der flere gange). Det er en istandsat ruin, i Prunetto, ude på landet i bakkerne cirka 800 meter over havets overflade. Huset er stort med mange rum og tre badeværelser, og har et køkken der faktisk kan bruges til andet end at smøre en ostemad.

Da vi nåede ind i slut oktober – lige inden vi rejste retur til Danmark – hundefrøs vi, for der er ikke gulvvarme i dette hus. Der er et stort åben ildsted i køkken/stue og radiatorer overalt. Men uanset, hvor varmt der kan blive, så er det pisse fodkoldt. Jeg gentager: De gamle huse i Piemonte er ikke bygget til vintervejr! Vi har ikke gulvvarme i vores hus i Danmark, og det er intet problem. Men stenhuse i Piemonte er altså helt anderledes, og det er fodkoldt så man tror det er løgn! Du kan skrue op for varmen alt det du vil, men hvad hjælper det at hovedet koger, hvis fødderne er blå af kulde, helt op til knæene? Også selvom du har vinterstøvler på inden døre. Nej, det er ikke fedt.

Der bør virkelig være gulvvarme i en istandsat ruin i Piemonte. Rule number one!