Vinni Gren Bonde

Der findes regnorme, spoleorme og børneorme.
Og så findes der tidsorme.
Det er måske dem, der er flest af.

De smitter og er luftbårene.
Der findes ingen piller, der kan fjerne dem.
Sidder du ved siden af én med tidsorm,
er der stor chance for du bliver smittet.

– og det sker i det øjeblik du lokkes til at sige “ja”,
vel at mærke, når du faktisk mener “nej”.
Kun “nej tak”, kalender med huller og fordybelse,
er et liv uden tidsorm.

Modsat de tidsorme-ramte.
De evigt er i fuld vigør,
planlægger og er over-sociale.
Fylder weekenderne med væg-til-væg arrangementer
og har glemt, hvordan man taler med kroppen.

Det ene sociale event efter det andet,
med de samme mennesker,
sidder på de samme pladser
og taler gud-hjælpe-mig om de samme ting!

Ugen synes som én lang copy-paste af den forrige,
der er ikke engang liv i undervognen længere.
Partneren oser mere af uro end af sex.
Da tidsormen kom ind gik passionen ud.

For der er en hage ved den tidsorm,
den minder lidt om bændelorm:
Den craver efter mere og mere
i takt med den vokser sig større og større.

Efterhånden er man så frakoblet,
at forbindelsen til det egentlige er røget.
Og i stedet for at lede efter laderen,
køres der blot i endnu højere gear,
i et forsøg på at genvinde det, man ikke helt længere ved hvad er ….

Der trænes, shoppes og postes
– man keder sig og får nye tatoveringer eller læber.
“Guuud, hvor er det længe siden”
efterfulgt af lang ligegyldig snak og sammenligninger.

Har man først fået tidsorm,
er det bare om at isolere sig og (selv)behandle.

Når man først er sluppet af med ormen,
bliver man helt skræmt over at se,
hvor vanvittigt mange, der har den.
Ofte uden at ane det.