Vinni Gren Bonde

Mange fantastiske frokoster – og middage tillige – har jeg indtaget. Ikke mindst grundet mine utallige besøg i Piemonte, Italien, som selv blandt italienere står som Italiens spisekammer. Vi taler mere end 20 besøg i Piemonte til dato. Jeg har besøgt restauranter, som er anbefalet af Wine Spectator og anbefalet personligt til os af piemontesiske vinavlere og restauratører. Og vi er ingen lunde gået forgæves. Det ene sted overgår det andet, og Morten og jeg har begge vore egne favoritter som vi besøger igen og igen.

I går toppede dog alt. Tilmed på en af vore kendte perler. Jeg taler ikke den gastronomiske oplevelse. Den er skam allerede uovertruffen, og det har vi vænnet os til. Jeg hentyder derimod til den hele oplevelse i rummet, i restauranten, i går fra kl 12.30 – 17.00. For så lang er en piemontesisk frokost ofte. I sær ude på landet, i vinlandskabet.

Forrige søndag, da vi besøgte perlen, skyndte Morten sig at booke bord til ugen efter. Vi er afsted i fem uger, denne gang, og et besøg på netop dette sted en gang om ugen er vel kun passende. Indimellem skal både gengangere og nye steder udforskes.

Vi troppede op og så til vores spænding, at der i restaurantens ene rum, var dækket op til 36 kuverter ved ét langt bord, som gik fra den ene væg af rummet op til den modsatte. Et ægte italiensk frokostbord, som vi alle er blevet præsenteret for i romantiske italienske film. Disse film har jeg set til hudløshed, og de kan godt pakke sammen. De lever slet ikke op til det vi i går oplevede! Det ikke alene overgik forestillingen om den italienske frokost – det var tilmed den ægte vare.

En bus ankom, 36 mænd og kvinder indtog bordet – og stemningen. Allerede under den første antipasti begyndte den ældre herre for bordenden at synge. Med løftet glas og højt humør. De øvrige ved bordet stemte i. Så fortsatte den højrystede snak, og vi behøvede ingen lune længere at tysse på vores børn, når de blev larmende. Deres lyde druknede i selskabets festligheder. Det viste sig, at selskabet var efterkommere af piemontesiske bjerg-hjemmeværns-menige. De mødes jævnligt, og marcherer rundt og synger.

Snakken tiltog, folk rejste sig under maden og gik rundt til hinanden og skiftevis talte og sang! Ja, de blev ved med at synge. Forskellige italienske sange. Et andet selskab, på syv personer, blev inspireret og ville synge en gestus retur. På en fuldkommen uforståelig piemontesisk dialekt, så vidt mine ører rakte. Det blev modtaget med begejstring. Folk klappede – det samme gjorde vi – og alle i restauranten hilste og skålede.

Det stoppede ikke der! Under en sang, rejste en ældre kvinde fra langbordet sig, for at gå hen til mig og skåle med mig. Andre smilene damer ved hendes del af bordet løftede glasset mod mig. Jeg var rørt, ved denne invitation til deres fest, og fik tårer i øjnene. Da sangen sluttede begyndte en mand fra langbordet at synge, henvendt mod mig – de øvrige stemte i. ‘La Senora Rossa’ lød ud i rummet. Sangen, om den rødhårede kvinde.

Jeg blev paf! 36 fremmede mennesker sad og sang til mig. 36 festglade italienere. For mig !!

Men selv her havde jeg endnu ikke set, hvad der ventede mig…

En yngre mand kom hen til mig og spurgte, om jeg kendte nogle italienske sangere.  Her kunne jeg oplyse, altid til stor forbavselse for italienerne, at jeg kendte Faber (Fabrizio de André). Den største italienske folkesanger, og folkehelt. Nu død og begravet i Gennova. Et gravsted som vi naturligvis har besøgt og lagt blomster ved. Faber var poet og jeg er mere end ualmindelig stor fan. Den yngre mand med de smarte briller smilede til mig og sagde, ‘Ah, den komplekse sanger’, og jeg vidste han refererede til den lyrik Faber lagde for dagen. Han gik straks hen til en kvinde ved bordet og sladrede. Hun var den, som ledte i sang. Og straks kom hun hen og spurgte mig, hvad min yndlingssang med Faber var. Faktisk er det en sang fra et særligt album, hvor Faber synger et sprog, som ikke længere eksisterer. Det sprog, som menes at blive talt i Genova for ca. 500-600 år siden. Et sprog, som minder rigtig meget om det de lokale fiskere på Sardinien endnu taler. Af samme grund boede Faber hos disse fiskere i to år, for at lære det tilstrækkeligt til, at kunne udgive et album på sproget.

Min yndlingssang vidste jeg hun og selskabet umuligt kunne synge. Derfor valgte jeg at nævne en af de øvrige (og italiensks sprogede sange), som jeg holder vanvittigt meget af. Hun smilede til mig og vendte retur til langbordet. Så gik de ellers i gang. Der blev googlet på tablets, øvet “i smug” og snakket. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne. Men ak, så indbildsk skulle jeg dog heller ikke være, for nu blev endnu en ret serveret, og så blev der stille ved langbordet. Nu skulle der spises.

Jeg tog dog fejl! Der var jo blot tale om italieners prioritering og respekt for maden – og kokken (en 85 årig kvinde). Så snart retten var indtaget, blev der øvet endnu mere. Ca. en halv time senere kom otte-ti personer fra selskabet hen til vores bord. Morten – som sad overfor mig – rejste sig, så de kunne komme til. Hans plads blev indtaget af en fyr med ‘Carlsberg’ på hættetrøjen. De øvrige stillede sig på hver side af ham, og stod således alle front mod mig. Så gik de i gang.

‘Questo di Marinella la storia …’. De sang den sang jeg havde nævnt. De sang den hele sang. Kiggede på mig, sang til mig. Jeg græd, fordi jeg var rørt. Var dybt påvirket. Af denne gæstfrihed. Denne inkluderen og inviteren. Denne opmærksomhed og gestus henvendt til mig, som total fremmed.

Naturligvis var jeg efterfølgende flittig med kindkys, til samtlige sangere. Jeg havde bare lyst til at vise min taknemmelighed og rørthed over deres smukke initiativ. Hvor møder man den slags? Udover denne søndag, på vores perle af en restaurant, langt ude på landet i Piemontes bakker.

Fuck Noma. Jeg får unik smagsorgasme på denne piemontesiske perle – og mere til. Så meget mere til. Her er der en helhedsoplevelse og en kulturel horisont, der konstant udvider sig. Og jeg takker.