Vinni Gren Bonde

Som du måske har læst i et tidligere blogindlæg (klik her!) fra forrige mandag, var jeg til en rørende og helt igennem vaskeægte italiensk frokost, i mit elskede Piemonte. Her fik jeg en uforglemmelig oplevelse, af de varme piemontesere.

Blot en uge efter spiser vi på selvsamme restaurant. Her er et endnu større selskab, bestående af tidligere alpin hjemmeværnsfolk, gæster på restauranten. Jeg kommer i snak med en af  dem, som – udover at rose mit italienske (uh) – er overrasket over, at jeg kender til den slags hjemmeværnskompagnier med sang fra bjergene.

Fem minutter senere henter han mig. Tager mig med ind i den del af restauranten, hvor de sidder, de ca. 70 tidligere hjemmeværnsfolk. Så går de i gang. Med at synge for mig. For mig! Igen !! Alle som én skråler i full voice (italienere har kun én lydstyrke: Fuld skrue !).

Må lige tjekke i spejlet: Er jeg stadig en 22 årig smækker og ægte blondine? Nej, det er jeg bestemt ikke. Den tid er for længst passé. Jeg er en 43 årig husmor fra Danmark, med knaldrødt hennahår. Alligevel synger de for mig. Hvad er det dog ved mig, som får dem til det? Igen! Det er næsten ikke til at tro. Det er San Marzano Oliveto hjemmeværnet, som synger til mig.

Jeg ved godt, at jeg har noget med fremmede kulturer, sprog og mennesker. At jeg er tiltrukket af det – og vice versa. Men det her er da alligevel for vildt. Sidder der bare en kæmpe magnet i min mave, som suger den slags til mig? Åbenbart! Og, hvor er jeg dog glad for det. Det er den slags, som giver mening, som giver salt til livet og lys i hjertet. Jeg er taknemmelig.

Naturligvis er jeg rørt, glad og fester med. Og får da også sat en ægte bjerg-hjemmeværnshat på hovedet (Cappello Alpino), gør honnør og er optager i korpset.

Bellisimo!