Vinni Gren Bonde

Det var min fars familie,
som boede på Nørrebro.
38 kvm fordelt på to værelser.
To voksne og to børn.

Ingen bad,
ingen problemer…
Badeanstalt om onsdagen
– flødekager om torsdagen.

Min oldefar var grønthandler i Istedgade,
oldemor var sort som syden, om sommeren.
Farmor gik til 10-ørers dans på Bakken,
og nægtede at danse med en tysk soldat.

Hele vejen hjem på cykel
var hun ved at tisse i bukserne af skræk.
Hun gik faktisk nok mest i kjole,
fik ros for at sige “nej” af de danske brødre.

Min oldemors far var slaver,
“en mørk slaver langt derovre fra østpå”.

Min farmor hjalp til i grønthandlen,
det var dengang ekspeditricerne havde sløjfe i håret.
Hun åd så mange gulerødder, hver dag,
at hun blev hel orange i huden.

Om natten sov hun på divanen i stuen,
hendes halv-bror Leif på en madras på gulvet.
Selvom det var småt med plads,
manglede der aldrig kaffe, cigaretter og smørrebrød.

Røgen i stuen var fed som tågen
– når der var inviteret til julefrokost i st. tv..
Min far kunne ikke engang se de voksne fra entréen,
det var jo dengang rygning ikke var farlig.

Min far elskede sin mormor,
hun kaldte ham Guggeberg.

Jeg var engang ked af,
at jeg aldrig nåede at møde min oldemor.
Den mystiske mørklødede kvinde,
fra hvem jeg har arvet mine spirituelle gaver.

Men jeg er tæt på hende i dag,
for hun kilder mig dagligt på hagen.

Til gengæld var jeg tæt på min farmor,
og er det endnu
– selvom hun for længst er gået over på den anden side.
Hun og oldemor er mine rådgivere.

Vi skal ikke være bange for at dø
eller miste
for vi ejer intet
og vi dør ikke rigtigt.

Jeg tænker ofte på st. tv.,
hvor min oldemor stod op kl. 3.30.
Når de andre vågnede kl 6,
havde hun drukket to kander kaffe – og røget en pakke smøger.

Om sommeren sad hun på en taburet i gården,
lige ude foran køkkenvinduet.
Altid i skyggen, siger min far.
Altid i solen, siger min farbror.

Min far har min oldemors næse,
og gennemsigtige blå intense øjne,
olivenfarvet hud, som ikke bleger rigtigt om vinteren
og det kommunefarvede hår.

Min farmor fik foræret en “London-kjole”,
af sin moster, som var skuespillerinde.
Hun havde den på i skole, på hverdage
“kjolen er vel ikke bedre end hende?” sagde oldemor.

Min oldemor havde at hav af søskende,
et par af dem var danserinder i Osvald Helmut film.
“Nåhh…” sagde folk, “..de kom nok frem fordi de gik i seng med Osvald”.
“Nej!”, sagde oldemor, “..de kom frem, fordi de ikke gjorde det”.

Der var meget sladder
i Guldbergsgade
i grønthandlen i Istedgade
i Evers fabrikken, hvor oldemor gjorde rent.

– hvor farmor satte pinocchiokugler i lakridssnegle.
Egentlig var hun i lære som sko-ekspeditrice.
Men hver gang, der kom kunder ind ad døren
vendte hun sig om af nysgerrighed, og blev fyret.

Der var meget misundelse,
for hos oldemor var der altid meget mad.
Under krigen manglede de intet,
selvom vinteren ’44 gjorde enhver iskold.

Tonen har alle dage været hård, i min fars familie.
Rå, ubarmhjertig – men også humoristisk og kærlig.
Altid kontant afregning,
men også åbne arme og storsind.

Jeg elsker min fars familie.
Historierne, anekdoterne og vildskaben.
Jeg nævner ikke min farfar med et ord,
for det var min farmors slægt, der var familien.

(Berettet som erindret fra mundtlige overleveringer).