Vinni Gren Bonde

Hey, må jeg godt spørge om noget?
Hvor er jeg henne?
Jeg kan ikke mærke væggene
– eller mig selv.

Jeg er faldet
– igen.
Midt mellem sofaen
og Nyhederne.

Det gik ellers lige så godt.
Men alle ved at det gode forgår,
såvel som det onde ikke består.
Min Gud er mig selv nærmest.

Jeg er den lonesome cowboy,
jeg har min hest – jeg har min stolthed.
Jeg var den stille mand på job,
der bare ikke kunne sige stop.

Hvis jeg dog bare havde …,
om jeg dog bare bare kunne …,
så skulle tilværelsen smile
og jeg atter hamrende den én i synet.

For mærke-ligheden det er mig.
Jeg er på livsens vej,
som alle de andre skæve eksistenser
med daglige abstinenser.

Hov, må jeg godt ringe til nogen?
– det plejer vi altid at gøre.
I plejer også altid at spørge.
Inden sorgens tunge dør lukkes.

Det er slet ikke så dårligt,
at sidde her igen.
Her er der ingen forventninger eller krav.
Her er slet ingenting.

Jeg er den lonesome cowboy,
jeg rider på håbets bølge.
Storme har jeg overlevet,
dog ikke mørket fordrevet.