Vinni Gren Bonde

Jeg drømmer om at træde ind i start 50’erne.
Tørklædet bundet om håret,
indkøbsnet og Københavner mejeri.
Hov, slagteren og kolonialen skal også ha visit.

Griffenfeldsgades fliser betrædes.
Det er formiddag og mødrene handler.
Et vindue i stueetagen åbnes.
Ud sniger sig cerut-røg og spinkel klirren af kop der møder underkop.
Der er sikkert fløde i kaffen.
Samme farve som mine sko
– der klikker, når de møder Griffenfeldsgades fliser.

Det er onsdag,
så i aften skal vi på badeanstalt.
Derfor skal sengetøjet luftes.
Det er frikadelle-dag.
To til hver.
Tre til far.
Kartofler for resten.
Og smørsauce.

Sporvognen passerer.
Cykler.
Porten stinker af pis.
Den gamle fejer fortov, samme tid hver dag.

Sorte hatte. Allevegne.
Tørklæder og hårnet.
Små piger i lysblå struttende skørter
– og hvide ankelsokker.

Mejeriets kolde blanke fliser,
kolde fingre.
Osten pakkes ind til Fru Olsen.
Den unge ekspedient hopper over disken og holder gadedøren, og bukker.

Straks er jeg atter retur.
I år 2017.
Stirrer ind i stearinlysets flamme
og synes at kigge ind i evigheden.

Opvaskemaskinens muren
erindrer om det jordnære nu.
Espen Erikson Trio
lyden af det evige.

En urolig følelse uden navn,
skylles ned med vand med citron.
Godt jeg har stearinlys.
De minder mig om min egen gnist.

Jeg kigger ud af vinduet.
Kigger ind i tidsaldre.
Mærker, hvordan det var at være dér.
Men lige nu, må jeg mærke
– hvordan det er at være hér.