Vinni Gren Bonde

Det er interessant, så mange fordomme jeg møder angående fænomenet Roskilde Festivallen. Vel at mærke fra folk, der aldrig har været på festivallen. Rygter om, at det er et farligt sted at være. At det er ét kæmpe nøgen-mudderbad, hvor stoffer tilbydes til højre og venstre, og hvor drukkenskab er festens formål.

Bevares, det kan svært at tro andet, eftersom aviser og TV netop formidler et sådant inferno. Godt understøttet af fotos, der taler for denne (u)rene Sodoma og Gomorra fest. Jeg har dog et ganske andet billede af Roskilde Festivallen. Et billede, som er langt mere nuanceret, end det medierne ofte tegner.

Seks gange, fordelt over tre årtier, har jeg deltaget i festivallen (fra start til slut). Paletten af positive oplevelser, er både godt fed og farverig. Jeg er ikke én gang blevet tilbudt stoffer, på festivallen. Det er jeg til gengæld blevet tilbudt i det fashionable Københavnske natteliv. På festivallen er jeg udelukkende blevet tilbudt herligheder såsom øl, billig pap-hvidvin og kind-kys i rå mængder. Fra venner, bekendte og vildt fremmede. Jeg har aldrig oplevet vrede, sure eller agressive festivalgæster.

Min oplevelse er, at folk er glade og afslappede. Ædru såvel som visne. Nogle af dem meget visne. Og så er det jo godt, at der er tale om en fest, hvor det er muligt at lægge sig i græsset og få sig en ‘morfar’. Folk bevæger sig behændigt udenom det langstrakte korpus. For alle os, der er +35, kan en ‘morfar’ være tiltrængt, selv uden indtagelse af uhæmmede mængder af alkohol. Herunder ses Morten, der, en eftermiddag, blunder foran Orange scene til koncert med rockgruppen The Roots. Ved siden af sidder jeg og fester med nogle fremmede (en far, en mor og deres teenagedatter). Festen er der for dem, som vil musikken.

Ak, jeg holder mig ikke for god. Selv jeg har taget en ‘morfar’ i ny og næ og ikke altid grundet alder, eller de mange skridt jeg har tilbagelagt i løbet af dagen. Dog vil jeg ikke komme ind på egen periodiske teenage-adfærd, men i stedet holde mig til sagens kerne: Myter og fakta om Roskilde Festivallen. Og mange myter om Roskilde Festivallen eksisterer. Nogle er sande – andre er skudt langt forbi dyreskuets kreaturhegn.

Netop desangående: Jo, der stinker af urin (nej, af pis!), langs hegnet på campingpladsen og i de opstillede hegn inde på festivalpladsen. Det er faktisk nogle gange så slemt, at en dyb indånding på det kraftigste frarådes. Hurtige, lange skridt, og det at holde vejret længe, kan i mange tilfælde være en sublim idé. Jeps, der svæver en fed hørm af cannabis under (nogle af) koncerterne. Ja, det er rigtigt, at der bliver drukket mange øl. Rigtig mange øl!! Det er tilmed korrekt at stoffer forefindes, selvom jeg ikke selv har stiftet bekendtskab med disse.

Det er også korrekt, at der afholdes klassiske koncerter, at der sælges kaffe, hjemmebag, is, varm kakao og økologiske smoothies. At der er boder med solbriller, hatte, Converse All Star og millitærjakker fra overskudslageret. Det er sandt, at der er børn, helt ned i spædbarnsstadiet, der, iført store hørebøffer, nyder festivallen i følgeskab med voksne. Dog oftest kun i dagtimerne og et passende stykke fra højttalerne. Slutteligt, er det i fuldkommen i overensstemmelse med virkeligheden, at det faktisk er muligt at få sig et varmt bad, dagligt!

Der gøres i øvrigt rent (kan gradbøjes) på toiletterne inde på festpladsen. Der er wc-papir og ofte også håndvaske eller desinficerende håndvæske. Desværre er der ofte utroligt lange køer til toiletterne. Derfor er det så yderst belejligt, at der er ophængt p-trees fantastisk mange steder, til stor glæde og gavn for de trængende mandlige gæster. Et forsøg på noget tilsvarende til kvinder er repræsenteret, i kun alt for forsvindende lille grad. Det ser jeg gerne, at der blev forsket og udviklet meget, meget mere i. Det er på ingen måde rimeligt, at det ene køn er forfordelt fremfor det andet (i det her tilfælde, mænd), i så stor (og dårlig) stil. Angående noget så naturligt og basalt, som at tisse. Det er meget lidt festival-agtigt. Her kom ligeværdigheds-forkæmperen da også op i mig: Jeg benyttede nemlig kun toiletterne, når jeg skulle noget andet end tisse. På lige fod med mændende. Hegnet var godt nok til mig og min Fi. Kan det vække den mindste smule forargelse (eller det modsatte), henviser jeg til p-tree producenten (klik her!), der har et moralsk ansvar og noget af et hængeparti, for nu at bruge en underfundig glose. Jo flere der lægger pres på, for at få udviklet p-trees til kvinder, jo mere må producenten nødvendigvis ‘føle sig klar’ til en sådan produktion. Jeg kan da kun se muligheder og styrker.

Af flere sandheder kan nævnes, at Morten engang glemte sin rygsæk foran Orange scene. Da vi, tre timer senere, returnerede, var den der endnu. Indholdet intakt. Jo, der findes gode mennesker, alle vegne. Også på Roskilde Festivallen.

Det er til gengæld helt overdrevet, at der skulle være tale om mudderbad over det hele. Selv de år, hvor der har været meget regn. Mudderet er koncentreret på nogle arealer. Festivalpladsen er enorm og medierne har valgt at filme de ekstreme scener og derefter omtalt hele festivallen som én stor mudderpøl. Det er helt ude i hampen (for nu at bruge et godt festival-udtryk). Havde det været tilfældet med alt det mudder, ville jeg i øvrigt slet ikke kunne holde ud at være der…

Spøjse typer på festivallen findes der lige så mange af som der findes myter. Gamle rock ‘n rollere, der, år efter år, tropper op i bodega-vesten, der er overplastret med armbånd fra de forgående fire årtier. Halvgamle mænd, der skifter bukserne ud med kilten og lader søndagsklokkerne få luft (billede herunder). Kvinder og mænd, der trækker stikket ud og er til stede i festival-nuet og bare tager i mod. Afslappet, afventende og afvæbnende. Ved siden af disse gamle festival-rotter, sidder 23 årige jurastuderende med sirlig tandhygiejne. Begge nyder festen, på festivallens præmisser. Her, er der plads til alle. Alle, som vil alle.

Roskilde Festivallen oser af kærlighed og glæde. Af frimodighed, tryghed og passen-på-hinanden. Af svedig rock, vildskab og atmosfærisk klaverspil. Af ro, tid og væren. Af helt unge mennesker, os midt i mellem og gamle hippier i nye klæder. Alskens typer er repræsenteret og ærer festivallen, med sin unikke farverige mosaik.

Roskilde Festivallen længe leve – side om side med myter og fakta.