Vinni Gren Bonde

Jeg hverken kan eller vil udnævne mig selv som værende pro-Israelsk eller pro-Palæstinensisk. Til dette har jeg oplevet for meget.

I mange år har jeg kendt smukke mennesker fra begge sider af lejren. Mennesker, der alle har haft deres historie at fortælle. Deres ar. Deres hjerter. Jeg respekterer dem dybt og føler mig priviligeret over, at komme tæt på sådanne mennesker.

Naturligvis har jeg holdninger til, hvad der foregår af forfærdeligheder, politisk spil og manipulation. For det er der i høj grad meget af. Både journalister, højtuddannede og regeringer er alle udsat for manipulation i denne konflikt. Først og fremmest har jeg dog øje for, at det er mennesker der er tale om. På begge sider. Ikke fjender.

Som højgravid så jeg et program, om Palæstinensiske og Israelske jordemødre, der sammen havde åbnet en fødeklinik. De sagde: “Vi er forskellige, ja. Men vi har mere til fælles. Vi er først og fremmest kvinder og fødslen er den samme”. Tak, at der findes kvinder i konflikten, der sammen kan finde ud af det.

Jeg drømmer om en verden uden grænser. Uden menneskeskabte jerntæpper. Hvor alle, uanset geografisk eller religiøst ophav, bliver behandlet ligeværdigt. Jeg håber på – det jeg er opdraget til at tro er umuligt – at Israelere og Palæstinensere en dag vil enes og mødes i fred. At de af rene hjerter kan tilgive hverandre. Og sig selv.

Hvis ikke jeg skal tro på en bedre verden, så bliver den under ingen omstændigheder bedre. Jeg bliver nødt til at tro og håbe. Ændringen begynder med tanken. Måske er der nogen der vil sige, at jeg bare skal drømme videre. Det vil jeg gøre. For drømmen er god …