Vinni Gren Bonde

Man skulle begynde at ryge!
Åh ja, det var da det man skulle.
Leve et liv som ryger
og være lidt henkastet
i puden
i sofaen
og leve af cigaretter og saltstænger.

Den første dag ville det være forfærdeligt,
så ville der følge to uger af ren festlighed
og slutteligt en måned med lungerne på vrangen.
Men indtil da, så ville det syde og ose af boheme-liv
og hemmelige knejper i Paris
fjer i hatten
vin om natten
musen før katten
køretur med klatten.

Høj cigarføring
intellektuel klargøring
grammofon og sovekammerøjne
snak om Sartre og Dostoevsky.

Det kunne også være man skulle begynde at bande
fanden et øre af
på alle tider
af døgnet
af året
for satan
for ind i hede hule he…
eller på bornholmsk: for fanking!

Måske man skulle gå til ballet,
i lyserødt strutskørt
og lære en svær Bournonville.
Måske det er lidt for sent.

Men så i morgen?

Her fungerer saltstænger og cigaretter godt!
Så holdes den slanke linje.
Åh, de skrå brædder,
disse tillokkende scener.
Uh, at betræde en rød løber,
ud af den blå luft,
hvor alle klapper
hvor alle ved, hvem man er
hvor man ikke aner, hvem man selv er,
men alle er, som man aner
og hvad ved aner om hvor Selv Er?

Måske man skulle give sig i kast med porcelænsmaling?
Lave serien Store Gingham i rød og hvid,
som matcher Dannebrog
og Agnes Jensens køkkengardiner.
Sælge dem i en madkurv af flet
og dele ud på bestilling, på Bakken.

Der er en forretningsmodel
i enhver slags motel.

Gad vide om man ville blive træt af saltstænger?

Vi bytter dem ud med lakrids
de søde bløde af slagsen.

På Bakken ville Martin Krasnik komme gående,
i den samme sømandstrøje han altid har på.
Han påstår stadig han er rødhåret.
Han har bestilt en madkurv med Store Gingham,
og ser på bagsiden af en tallerken,
at der står Skoller.
Han kigger op,
og ser jeg står og ryger på en lakridspibe
mens hans kone hviler sine saltstænger.

Måske man skulle begynde at digte?
Prosa, knæk og bræk.
Det ville direkte rime på vin, saltstænger og cigaretter
foruden grammofon
og måske Bournonville
hvis man ville
som han ville.

Man kunne tilmed male et digt
om den smukke dag
eller krigen og kampen
om Store Bededag
eller tanken og krampen?

Man kunne forme et digt
som Store Gingham – blot med ord.

Bliver man egentlig en Medium
af at spise Medium menuer?
For så tror jeg at jeg har gættet,
hvor kæden hoppede af, for mange?

Man bliver helt sikkert træt af lakrids!

Vi bytter det ud med æbler.
De har en dejlig syrlig friskhed
kombineret med sødhed
og hårdhed.
Bløde æbler dur ikke.
Kæder, der er hoppet af dur ikke.
Mol dur ikke.

Måske man skulle begynde at lave noget forbudt?
Noget, som kunne få os ud af denne kvælende korrekthed
denne vamle altopædede communion
korrekt tale
corporate dressing
corporate thinking
manipuleret tolerance, for at rumme intolerance
i fællesskabets navn.

Måske man skulle gøre noget frækt,
som kunne få os op af denne slumbre bølge
som siger ét
mener noget andet
vil have os til noget tredje
som om vi gik i fjerde
for syv sytten!
noget, som kan ruske i os!

Ingen tør noget mere,
kun at lege politi overfor andre.
Ingen tør cykle uden cykelhjelm
men råber gerne efter dem, som ikke gør.
Hvem tør gå på stranden uden solcreme
i vandet uden tøj?

Hvor blev livet af?
Er der nogen hjemme?
Hvor er du henne, frie vilje?
Ville nogen have din vanilje?

Hvem tør synge offentligt?
Udover Sanger Søren?
Ingen tør synge mens de cykler, selvom de har lyst.

Hvornår var det nogen erstattede livskraft med pænhed
innovation med depression
mening med påstand
videnskab med newspeak
sensualitet med kønsskifte-snak

Var det før eller efter Kim Larsen døde?
Noget af ham døde i hvert fald den dag.

Jeg er endnu ikke træt af æbler.