Vinni Gren Bonde

Folk krammer hinanden allevegne, hele tiden og hvem-som-helst. Selv på arbejdspladser er folk begyndt at kramme. Jeg havde en mandlig læge, der krammede mig.

Jeg synes det har taget totalt overhånd.

Hvad er der i vejen med et godt fast håndtryk og øjenkontakt?

Et sted jeg engang arbejde, gav vi hånd og så hinanden i øjnene, inden mødet begyndte. Det kunne jeg virkelig godt lide. Det var god stil. Vi så og anerkendte hinandens tilstedeværelse. Jeg var den eneste kvinde i ledelsen, og jeg kan forestille mig hvor pinligt og kikset det ville have været, om vi i stedet begyndte møderne med at kramme.

Når jeg har krammet et andet menneske, kan jeg mærke vedkommendes issues hænge i tøjet på mig bagefter. Hvis det er et menneske med virkelig gode energier, kan jeg tilsvarende mærke dem. Det tror jeg vi alle kan. Nogle er bare mere bevidst om det end andre.

Vi krammer forskelligt. Nogle krammer klamt, hvor det er tydeligt at mærke de slet ikke har lyst. Så lad være, please! Ellers gøres der mere skade end gavn. Andre krammer ubehageligt hårdt. Andre holder hårdt om mig, med armen ovenpå mit lange hår, at de – uden at vide det – kommer til at hive ned i det, så jeg må knejse så meget med nakken, at jeg slet ikke kan kramme tilbage, men i stedet står og betragter knasterne i loftsbjælkerne.

Syd- og østeuropæerne giver i stedet kindkys (uden at kysse rigtigt, man møsser bare i luften). Det kan jeg virkelig godt lide. Så beføler og famler man ikke klodset rundt. Alligevel er det mere personligt og høfligt på én og samme gang. Det er hurtigt overstået og man står ikke og vugger fra side til side og synger “… det er bare så lææææænge siden” (bør den udtalelse i øvrigt ikke bare afgå ved døden?).

Andre gange – i meget få tilfælde – er jeg for et kram. Et dybtfølt hjerte-kram, hvor man krammer venstre-om (oftest krammer folk højre om), så de to hjerter mødes. Der skal ikke krammes hårdt, men intenst, længe og med lukkede øjne. Så energierne deles. Det er her krammet har sin skønne berettigelse, i min verden. Det er sådan jeg ynder at kramme mine to veninder. Min mand. Og mine børn. Og mine Divine Deacon venner.

Men at kramme kolleger, tidligere kolleger, klassekammerater og kajak-venner er ikke lige min kop te. Jeg synes det er stukket af med al det krammeri. Uanset, hvor dejlige disse mennesker er. For det handler slet ikke om det.

Rarámuri folket i Kobberkløften (Amerika) hilser ved at lade fingerspidserne langsomt og følsomt røre ved den andens fingrespidser. Det er en raffineret måde at hilse på. Fingernespidserne er yderst sensitive, så de opfanger mange signaler ved denne hilsen.

Det østeuropæiske/franske/italienske/Balkan-agitge kindkys tiltaler mig. For det er lige dét mere personligt end håndtrykket. Og der er folk, som jeg har lyst til at vise jeg er inderligt glad for at se. Så lander kindkysset kærkomment. Og det er let at integrere i Danmark. Rarámuri udgaven kræver en del mere introduktion (og besvær i vinterhalvåret, hvor store luffer først skal krænges af …). Vi skal kun lige et lille hop længere østpå end solskinsøen Bornholm, så er det virkelig sådan folk hilser.

Ja, jeg tror sgu jeg beslutter – lige nu – at jeg fra dags dato giver kindkys!