Vinni Gren Bonde

Under industrialiseringen, for 100-150 år siden, så vi hvordan industrien avlede penge og produktivitet. Det hittede.

Fabrikkernes ønsker og krav var i korte termer: Flere medarbejdere. Jo flere jo bedre, da det gav lavere lønninger – og samtidig en øget produktivitet.

Skolepligt blev indført, med henblik på at føde industrien med medarbejdere. Det – og intet andet!

Udmærket, kan man så vælge at sige. Det sørgelige er imidlertid, at folkeskolen ikke har ændret sig siden. Ikke nævneværdigt. Bevares, den er ikke nær så “sort”, som tidligere. Børn får ikke længere fysiske tæsk, men bliver så sandelig stadig holdt nede, på anden vis. Intelligentsmæssigt, kreativt, på skabertrangen og det fri sind. På den pæne måde, holdes børnene nede.

Et super vigtigt fag som ‘musik’ er næsten fuldkommen fjernet fra skemaet, i den danske folkeskole de senere år. Hér skal du finde en friskole, anden privatskole eller en Rudolf Steiner skole, før dit barn kan udtrykke musikkens sprog. Andre kreative fag er fjernet fra skemaet, i den danske folkeskole. Hvorfor? Ikke fordi man har fundet ud af, at det usundt for børnene. Ej heller overflødigt eller knapt så vigtigt som andre fag. Nej da – tværtimod! Nej, grundet penge. Ja, du læste rigtigt. Noget så fattigt som penge.

Kreative fag – som for eksempel ‘musik’ – er i følge hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen såkaldte hjernebjælkeøvelser, der i særdeleshed for drengebørn, er af afgørende vigtighed for den generelle indlæring. Hvis vi nu skal tale Excel arkets sprog om kroner, ører og enheder – som de gør oppe på kommunen – vil min påstand være, at det er for dyrt, at droppe de kreative fag. Konsekvenserne er mange og ærgerlige. En klar overvægt af drengebørn (som har en over dobbelt så tyk hjernebjælke som pigernes) kommer bagud i flere fag, fordi de ikke stimuleres med hjernebjælkeøvelses-fag. De skal nu have støttetimer, støttepædagog, lavt selvværd og uforstående forældre.

Det er grusomt, det vi byder vore børn. Herunder især vore drengebørn!

Der er mange, desværre alt for mange, rigtig kedelige ting at finde i den nuværende danske folkeskole. Læs mere om det, i et tidligere blogindlæg, her.

Det, der engang gav god mening – i en vis udstrækning – giver ikke længere mening. Skolerne underviste børn under industrialiseringen i 7 år. De små trænede soldater lærte lige nøjagtig nok til (og endelig ikke mere) at udføre et job ved maskinen på fabrikken. De fik en lorte-løn, produktionen steg og alle var glade. Sådan da…

Verden har ændret sig. Surprise !

Folkeskolen har ikke. Surprise x 2 !!

Dog tilbyder folkeskolen (pseudo-)overvejelser og valg, når lærere spørger: “Hvad vil du være, når du bliver stor?”. Jeg bliver rasende når jeg hører voksne spørge børn om noget så åndssvagt. Allerede dér – i børnehaveklassen –  ødelægger skolelærere uendeligt meget for de små skabende, livsglade og rene sjæle, ved at slå tvivl om deres identitet. Er det næste spørgsmål så: “Hvem elsker du mest, far eller mor?”. Det er sådan cirka lige så frækt, intimiderende og helt ude af proportioner.

Hvad f… bilder vi voksne os ind? Der er naturligvis kun ét rigtigt svar til så idiotisk et spørgsmål: “Hvad jeg vil være? Jeg vil da være mig, hvad ellers tumpe?” Og jo – hvis voksne spørger så dumt, er det i orden at bruge ordet “tumpe”. Eventuelt efterfulgt af et: “… men hvis du mener, hvad jeg har lyst til at lave, når jeg bliver voksen – så er det en anden snak. Noget jeg i øvrigt slet ikke kan svare dig på, endnu. Flyt dig lidt, jeg var i gang med at tegne…”.

Må jeg foreslå, at vi lader børnene vokse op, lege, skabe og derved lære.  Så vil det som lille Rikke skal beskæftige sig med, vise sig helt ad sig selv. Det kommer af sig selv. Det skal gro frem, via kreativitet. Ikke via firkanter, ensretning og holden kæft. Holden nede. Ritalin og anden ‘sluk og luk for dig selv’.

Der er spørgsmål nok, derude. Der er mere end rigeligt at skulle forholde sig til og vælge (samt fravælge) for børn i dag. Behøver vi vokse, at ødelægge livets gådefulde gaver/ talenter, ved at fratage børnene evnen til at mærke sig selv og være dem selv, så de skaber? Skal vi forlange at de skal identificere sig selv med en jobtitel? I en alder af 6 år? I en verden, hvor det børnene skal ud at lave på arbejdsmarkedet – er jobs, der slet ikke eksisterer endnu. Nej, vi skal ikke. Det er sygt. Det hverken coacher, støtter eller hjælper børnene. Det afstedkommer blot forvirring – der stadig gnaver i en alder af 55 år.

Vores børn, skal skabe (ikke besætte) de jobs, som ikke engang findes endnu. De skal tilføre sand værdi, der handler om andet end Euro.

“Vi skal sælge viden”, siger politikerne. Hvad er det egentlig helt præcis for en viden, de taler om? Det kunne jeg godt tænke mig at vide. For, hvis det bare er søm og skruer eller IT der er tale om, så er der allerede andre på planeten, der gør det langt bedre og og billigere end os.

Fremfor at skabe medarbejdere til industrien, burde folkeskolen skabe skabere, der laver noget vi endnu ikke engang kan forestilles os planeten har brug for. Måske noget, der handler om andet end fattig konsumering og overforbrug, som ødelægger planeten. Det var jo det vi voksne lærte. Og waou, hvor det lykkedes godt. Nu skal børnene rydde op efter os. Nej, det er ikke min hippie idé. Det er en nødvendighed. Det er facts. De skal redde planeten, via løsninger, der er mere intelligente end vi kan rumme, i vores forpludrede sind. Og det kræver mere og andet end bare topkarakterer fra et forældet/ det nuværende skolesystem, som i virkeligheden bare viser, at elite-eleven er godt trænet. En forpludret folkeskole. Fattig og arm.

Vi bliver nødt til at vende folkeskolen på hovedet og tænke i helt andre og nye baner. For, hvis vi gør som vi altid har gjort – får vi som vi altid har fået.