Vinni Gren Bonde

Jeg elsker danske mænd.

Min bonussøn på 17 år har netop været en tur i Slovenien. Han var voldsomt populær, fordi han er høj, blond og har blå øjne. Og i øvrigt taler engelsk med overbevisende UK accent, som i følge ham er noget, der er voldsomt polulært dernede.

Jeg spurgte ham til de smukke slovenske piger. Han ytrede, at de var meget forskellige, i modsætning til danske piger, som, i følge ham, allesammen linger hinanden, når man stiller dem op på række og ser dem bagfra. Snakken kom hurtigt til at handle om, hvordan folk er forskellige (tak og lov for det) og hvor mange myter der egentlig findes om national diversitet.

F.eks kunne jeg fortælle ham om en artikel jeg havde læst, hvor en kendt mandlig amerikansk skribent havde været i Danmark for første gang og havde glædet sig meget. For han havde hørt, at danske kvinder var høje, smukke og blonde. Han blev skuffet. Han syntes de ligende cola-dåser. De var fladrøvede kæmpekvinder, som var grove og maskuline.

Måske er han blevet afvist af en dansk pige? Måske har han en præference for små, mørke, lavbenede, stornumsede sydamerikanske kvinder? Hvem ved? Og, hvor er det dog uendeligt ligegyldigt. Det, som er interessant er, at vi alle render rundt med en masse ideer om hinanden, og myter hægtet på hverandre.

F.eks myten om, at italienske mænd er lækre. Vi rejser rigtig meget i Italien, og der er ingen mænd dernede, som jeg finder attraktive. Slet ikke. Det er en myte af de helt store. Ligesom den med svenske piger. Jeg kan ikke se lyset i dem. De har ferskenhud og er lyse, ak – men kedelige og klæder sig som husmødre. Og de svenske mænd er mega bøssede at se på, skabagtige, selvhøjtidelige og ret ulidelige at høre på.

[Og nej, hold nu kæft: Min ene bonusdatter er homoseksuel, min første kæreste er homo og gift med en mand på tiende år, jeg har adskillige homoseksuelle venner, og jeg har flere seksuelle eskapader bag mig med kvinder, så luk bare r.ven med det samme, hvis du skal til at lave en adfærdskorrigerende tale for mig].

Jeg har boet i Israel og må sige, at de smukkeste mænd jeg i mit liv har set, er Israelere. Det er helt sindssygt. Nej, virkelig sindssygt! Det er næsten urimeligt, så flotte de er. Jeg får ondt i nakken, når jeg er i Israel, af at glo på mænd.

Når det så er sagt, synes jeg – uden tvivl – at danske mænd er uovertrufne lækre! Der er noget ganske særligt over den danske mand.

Danske, Hollandske og Belgiske mænd er lækre. Jeg elsker høje, blåøjede, leverpostejsfarvede mænd. Med eller uden hår. Med eller uden mave. Med eller uden love-handles. Måske er det mine æggestokke, som her taler? Min genetik. Aner det ikke. At jeg som hun kan “lugte”, hvilken han-art som passer mig (nemlig en, som er mig lige), og at en f.eks skotsk søster ville gøre ditto. Og samtidig er der jo også noget, der hedder mutation. Det er en anden snak.

Når jeg så har åndet ud, kan jeg i næste åndedrag konstatere, at jeg synes en rødhåret Martin Krasnik er piv-fræk og en mørkhåret irerer virker hemmelig på den fede måde. Kort sagt synes jeg, at mænd er dejlige. Lige så dejlige, som de er forskellige.

Dog er jeg som sagt særligt begejstret for danske mænd. De har i årtier været uretfærdigt omtalt som skvat. Det kan jeg slet ikke have. Den danske mand er blød og deltagenede familiefar. Lyttende, forstående og i Islandsk sweater. Han smører madpakker, fjerner lortebleer og synger “Babulja”. Samtidig er han maskulin, egenrådig og rå alfahan, som kan lede flokken. Hvad mere har en kvinde brug for?

Jeg sender en tak til min moders generation, som har en del af æren for den nuværende danske mand. Rødstrømperne har ikke levet forgæves. I en periode tog de al maskulinitet fra manden. Dog har det fundet et mere naturligt lejde. Havde det ikke været for rødstrømperne, som kammede totalt over en periode, så havde den danske mand i dag været som på min farfars tid. Typer, som blot klappede børnene på det nykæmmede hår – når de flygtigt mødte dem ved middagsbordet – og ellers bad dem holde kæft, og i øvrigt uddelte raske tæsk.

Jeg elsker den danske mand anno 2015. Han kan overleve, for han kan både lave mad, tage sig af børnene, passe sit job og sætte det lange lys på i strategisk henseende. Han ser sin kvinde som sexobjekt, som moder, som sin Madonna, klogskab og livets ophav. Han er ikke altid bevidst om dette, men instinktivt ved han, at kvinden er hans hjerte – som han skal passe på. Uden at overbeskytte og kontrollere. For hjertet skal kunne slå frit. Og denne svære balance mesterer den danske mand rent faktisk.