Vinni Gren Bonde

Jeg ædes op
bid for bid,
af hensynsløs usynlig sygdom.

Mit sind er forvirret
– min sjæl træt
og ved at finde hjem
tilbage til min kerne.
Mere end nogensinde før.

Jeg kigger på havet og lærer.
Vandet slår ind mod de Bornholmske klipper.
Rå natur viser mig livet
og min egen sjæl.

Jeg græder fortvivlet
og forstår ikke, hvorfor jeg igen går i opløsning.
Alt jeg ønsker – har jeg
er elsket og føler kærlighed.

Vågner med et sæt af hård urytmisk hjertebanken,
angsten gnaver, men hvorfor?
Om dagen dagen smiler og stråler jeg igen af overskud,
der dog alt for hastigt bliver brugt op.

Mit sind er forvirret
– min sjæl træt
og ved at finde hjem
tilbage til min kerne.
Mere end nogensinde før.

Ud at gå i skoven.
Vindens farver og former
viser mig barndommens dans i hjertet.
Jeg danser med,
og omfavnes af træerne og finder hjem.

Her har jeg ro
her har jeg hvile.
I hjertets dyb.

Tak, liv at du vækkede mig
og satte ind med sygdom,
for at føre mig tilbage til min sande livsbane.