Vinni Gren Bonde

Det er så dejligt at se, når mænd stadig er Mænd selvom de også er fædre. At der endnu er testosteron nok i dem, til at vælge at sige NEJ til pasta-kødsauce fredags-hygge med  klassen, fordi han ikke gider. Hellere vil køre på motorcykel eller ud at sejle. Eller være hjemme med konen, drikke rødvin og dyrke sex. Eller sove i shelter med en kammerat og drikke bajere over bålet, uden at sige noget.

Ligeså tiltalende er det, når mødre endnu er Kvinder. Kan skride hen over gulvet i høje hæle som universets midtpunkt, gøre noget ‘egoistisk’ helt for sig selv og fuldføre en sætning uden børnenes navne indgår. Kvinder, som tør stole på gaven at være kvinde, den medfødte intuition og styrken i at være sårbar. Og som ikke har travlt med at cutte husbondens nosser, bare fordi hun ikke ser et spejl af sig selv og egne holdninger, når hun kigger på ham.

Når mænd bliver for feminine og kvinder for maskuline (i en mand-kvinde relation), mister polerne kraft og tiltrækningen dør. Synet af dette er ynkeligt. To androgyne intetkøns-væsener, der lever side om side som partnere og efterhånden har samme kropsholdning og -form. Gys!

Længe leve forskelligheden. Ligestilling, ligeværdighed, dog forskellighed!