Vinni Gren Bonde

Når jeg skal dø,
vil jeg ikke være bange.

Jeg vil tage afsked i stille gang
– og give mig god tid.

Her vil jeg mindes mine elskede.
Og tilbringe de sidste timer sammen med dem.

Må min sidste vejrtrækning
blive til Keith Jarretts Köln Koncert,
efter jeg har lyttet til The Long Healing Prayer.
Sådan vil jeg gerne gå over på den anden side.

Dødslejet er en dør.
Jeg har ikke travlt med at gå gennem den.
Når det er tid til jeg dog nyde hvert et skridt,
mens jeg aflægger mig lag af denne verden.

Jeg glæder mig til gensynet med min farmor,
og til omsider at møde min mormor.
Min farmor kilder mig ofte i håret,
når hun vil kommunikere med mig.

Og jeg glæder mig til at se alle de andre,
og til at høre englene synge.
Se landskaber af kærlighed,
og bjerge af universer.

Når jeg skal dø vil jeg gøre mig klar til festen,
iføre mig mine røde stiletter og rød læbestift.
Tage min smukkeste kjole på
– og rede mit hår.

Jeg vil iføre mig alle min smykker
og hælde et glas rødvin op til mig selv.
Jeg vil tage herfra med stil,
knejse med nakken i ét stort smil.

Ingen kender timen eller dagen,
men jeg ved klokken lige nu er 10:50.
I sin tid ankom jeg som havfrue
og har efterfølgende fået ben at gå på.

De ben er lange og skaber jordforbindelse.
Til tider føler jeg mig som et træ.
Med dybe rødder.
Der snor sig.

Mange storme kan ruske i mig,
men jeg står alligevel fast!
Jeg kan larme og hvæse,
men jeg er ikke til at vælte.

Grene kan knække,
men denne her Gren er hel.
Når stormen er omme,
står jeg rank og kaster skygge.

Mit liv har været en øjenåbner.
Jeg tror jeg er cirka halvvejs nu.
Jeg vil gerne se tilbage på et fuldt liv,
hvor jeg har healet andres sår.

Må jeg vandre på en sti af hvide rosenblade,
og sprede vellugt fra haven hinsides.

Jeg er ikke bange for at dø.
Ej heller for at være.