Vinni Gren Bonde

Hurtige tændstiksben.
Fregner på næsen.

En af de dage.
Bare en af disse dage.
Der er ikke noget i vejen med denne dag,
der er heller ikke noget på bedding denne dag.

Venner og uvenner
og alle dem midt i mellem.
Der er flest af dem midt i mellem.
Jeg har få venner,
og få uvenner.
Det er nu meget godt.

Jeg hev i nødbremsen
og har stirret ud i luften lige siden.
Så åbnede jeg vinduet
og fik luftforandring.

En kanelstang kan noget.
Den ændrer sig ikke.
Den har altid været på den måde,
og det bliver den ved med at være.
Selvom alting rundt omkring den ændrer sig.
Venner
uvenner
dem midt i mellem
luften.

Kanelstangen tilfører smag
en genkendelig
uforanderlig smag.
En dejlig smag,
alt efter smag
og behag.

Min far ringede lige før.
Han er træt
af livet.
Livet er måske også lidt træt
af ham.
De er ikke uvenner,
men heller ikke venner.
Måske noget midt i mellem.
Han leder måske efter nødbremsen?

Min farmor hev i klokken,
på sporvognen, hvor hun var billettør.
Klokken var det modsatte af nødbremsen.
Det var den, der signalerede,
at nu satte sporvognen i gang
igen
og kørte videre.

Klokken sætter i gang,
livet går sin gang
sin rute
sin linje
sin distance.

Nødbremsen gør et holdt.

Og så er der alt det derimellem.
Bevægelserne
de evige mangfoldige bevægelser
mellem drift og holdt.
Mellem udluftning og indestængt.
Mellem dovne fødder og hurtige tændstiksben.

Der gik to ældre kvinder forbi lige før.
Den ene var usynlig for mig,
den anden betragtede jeg.
Hendes ynde
og fine rødfarvede opsatte hår
en talje, der for længst var løbet bort
en slank skikkelse, der var blevet
– glad for livet.
Skal hun op til ostehandleren?
Er hun sådan en, der lytter til jazz?
En boglæser
eller har hun en lille kolonihave?
Hun ligner sådan én
jeg vil være veninde med,
når jeg kommer i hendes alder.

Mon jeg ligner én
hun engang var veninde med?

Hvis vi havde øjne i nakken,
ville vi opleve livet bagfra
i skyggen
– en slags omvendt living.

Måske er det det vi gør,
når vi lukker øjnene.
Selvom jeg synes jeg ser bedre,
med øjnene lukkede.
For med øjnene åbne ser jeg kun det
jeg kan se.
Med øjnene lukkede ser jeg alt det
jeg ikke kan se.

Og så er der alt det midtimellem
det vi kan se
og det vi ikke kan se
– og det er i det spænd vi forsøger at begå os.
Det er her vi hiver i klokken
og trækker i nødbremsen.

Tid til luftforandring.