Vinni Gren Bonde

Jeg er blevet 50 år
og er derfor cirka halvvejs i livet.
Jeg lever allerede som en gammel dame.
Og jeg nyder det!

Jeg har mine rutiner
mine remser
rim
og runder.

Børnene er blevet større
vi nyder det rolige liv
sammen
og hver for sig.

De daglige gåture går gennem skoven
ned til søen
langs søen
eller rundt om søen.

Den daglige støvsugning er i køkkenet
spisestuen
bryggerset
resten tages én gang om ugen.

Min mand er den samme,
har lidt flere hvide og grå skæghår
er blevet lidt tyndere
men tænker og taler stadig lige hurtigt.

For mig går det ikke så hurtigt mere.
Der bliver sagt hallo
inden jeg når at svare
ja, jeg kan ikke helt følge med mere, som tidligere.
Og det fede er,
at jeg er helt ligeglad!

Jeg har brug for udeliv
uden andre
være ude
i mit indre.

Andre mennesker er dejlige,
i små doser.
Jeg lever det langsomme liv,
det langsomme lever mig.

Mit hjerte slår stadig hurtigere,
når jeg tænker på min mand
når han er på forretningsrejse
og jeg savner ham, hele tiden
selvom jeg nyder tiden
alene
og med børnene
med fuglene
nede ved søen
uglen i træet i haven
som stadig taler til mig om (n)atten,
hvor jeg ligger for åbent vindue
året rundt
jeg savner ham altid
når han er ude af øje.
Og han rejser ikke engang særlig meget længere ….

Det er som om man bliver mere ét,
med årene.

Om tyve år laver jeg stadig simremad
jeg sætter over efter morgenmaden
laver frokost til os
tænder stearinlys
tænder glimtet
og jazzen.

Til den tid er min elskedes skæg helt hvidt
som mit hår
vi har tynde ben
men stærke af gåture
hjertet stærkt af simremad
og vores tålmodighed
og overbærenhed
vil være den samme
som nu
meget stor
vi vil læse lige så mange bøger
lytte til ligeså meget jazz
mindre rock
mindre country
endnu mere klassisk
ligeså meget etnisk
i sær jødisk og østeuropæisk
men allermest tavshed
lytte til hinandens vejrtrækning
og lyde som engang irriterede
som nu bare er genkendelige
og trygge
som får en lille tårer frem
ved tanken om
at den lyd en dag forstummer
ikke er mere.
Hvem dør først?

Der er dage med savn
efter sådan som det var
i min ungdom.
Flygtige savn, efter ting, som i dag ikke har min interesse.

Jeg ville købe en dum fransk hotdog
velvidende jeg nok ikke kan lide den
mere
men den smagte engang godt
i sær på vej hjem fra en bytur.

Jeg vil gå på gaden og drikke iskaffe
gå i Nota Bene og købe alt for dyre støvler,
i Wolford og købe nye netstrømper
og i Sneaky Fox for at købe en laber kjole
– akkurat som i min ungdom.

Vil gå på Pan Bar og drikke øl
danse med mænd og kvinder
uden at vide hvem der er hvem
og også være ligeglad med det,
vil smile til dem alle
tage dem med ind i mit Univers
vise dem dansens hemmelighed
– fuldstændig som da jeg var ung!

Ingen flirten
med køn
men køn flirten
med livet
– thi det bliver man aldrig for gammel til!

Jeg vil opsøge et par af mine elskere
fra ungdommens år
for at drikke en tør kop kaffe
og gå videre, i hver vor retning.

Min gang i mine Nota Bene støvler
rammer mit gamle hood.
Jeg går ind til frisøren og får vasket hår,
jeg tænder en smøg
– ligesom da jeg var ung.
Jeg ryger ikke mere
men lige i dag gør jeg.
Man må ikke ryge mere,
men lige i dag må man.

Frisøren er den samme som dengang.
Hun er fra Island
og kusine til Björk.
Hun gik i strikkeklub allerede inden det atter kom på mode,
allerede i år 2004.
Hun fortalte Björk følte sig tyk efter hun fødte,
selvom hun så bragende godt ud.
Kom hele tiden ud back stage
og spurgte om hun så OK ud, på scenen.

Björk, som er så meget sin egen
og alle dage kun har lavet det hun ville
uden hensyntagen til tidens tendenser
eller publikum
– også hun kan være usikker.

Jeg forstår Björk.
Der er en Björk i mig.

Hun ligner lidt en grønlænder.
Det er der også nordmænd der gør.
Vand forbinder land, fortalte en sociolog mig.
Grønlandske kvinder er meget smukke.

Første gang jeg hørte Björk var i ´93 med Human Behaviour,
hos Tasja i Tyrolsgade.
Det var også hende der lærte mig The The at kende
og nummeret Stronger Than Death ramte dybt i mig.

Min frisør flyttede aldrig retur til Island,
jeg flyttede aldrig retur til Vesterbro.
Men mit besøg i dag om tyve år
fuldender et korssting.
Vandringen gennem livet
gennem Vesterbrogade, Istedgade, Saxogade
Pisserenden og Frederiksberg
danner et fuldt broderi
et færdigt arbejde.

Endnu går jeg runden
i skoven
langs søen
omkring søen
og nyder livet
hér
langt væk fra byen
tæt på hjemmet
og himlen
englene
børnene
og min mand.

Et broderi har mange farver
og former.
Nogle steder er det tykt, tæt og komplekst
andre steder er det ren himmel
eller fravær – af noget
– akkurat som livet.