Vinni Gren Bonde

Jeg træder taknemmelighedens dans
og balancerer på den usynlige line,
lister afsted på hemmelige stier
og kører ad snoede veje.

Se, der er et træ!
Det ser trist ud.
Nogen har forsømt det
eller bare glemt det.

Derhenne er der et overdrev
som ligner et underdrev.
Har nogen glemt at glemme det
og lade det være for at være?

Jeg glemte madpakken
og tiden.
Her dufter lidt af våde blade.
Jeg kan bedre dufte, når jeg er sulten.

Jeg kan bedre høre når jeg er sulten
og se …

Når øjnene er lukkede
danser jeg i Oververdenen
og mærker underlivet
underfundigt
underforstået
undervurderet

vender vrangen ud af mig Selv
fra intetheden
til Evigheden
i Altheden
i Alt Enkeltheden
til helheden

som er den virkelige
virkelighed

Jeg lukker øjnene
for bedre at kunne se.
Den, der er bange for at miste
har allerede intet.

Stilhed giver hjertero
og evner at gro.

Bag meningernes meninger er der en ensom bænk,
jeg vil sætte mig der og vente på dig.