Vinni Gren Bonde

En af mine kammerater (vi kalder ham Uffe) tekstede mig lige, og kommenterede på en gammel post han først fik tid til at læse nu, og den fik mig til at tænke over det, som jeg vil skrive om nu.

Uffe og jeg går way back, som venner. Der har aldrig været noget imellem os (Uffe er homovitch). Hans bedste kammerat – udover mig – er hans jævnaldrende kusine (som vi kalder Pia). De er nærmest vokset op sammen, fordi forældrene boede tæt på hinanden. De gik endda i parralelklasse. Pia har jeg mødt ved flere lejligheder og hun er både festlig, sjov og smuk. Jeg har ikke set hende i 15 år, og Uffe havde en del at fortælle om hende, og fået en del at tænke over selv.

Pia fortalte mig til en fest, da vi var 35, at hun var skuffet over sig selv og sit liv. Det var ikke blevet, som hun havde håbet. Da hun var færdig med gymnasiet ville hun tjene penge, rejse til Indien og der finde ud af, hvilken uddannelse hun skulle søge ind på. Hun var blank da hun stod med huen på og havde vitterligt ingen idé om, hvad hun ‘ville være’. Hendes forældre mente bestemt hun skulle på uni.

Pia fik job på en café lige efter studentereksamen, og fik kort efter tilbudt en lille leje-lejlighed gennem en venindes bror. Som 35 årig boede hun endnu i den, på Amagerbrogade, arbejdede stadig i caféen og var aldrig kommet Indien. Blot ferier sydpå med veninder. Hun havde aldrig søgt ind på et studie.

– Jeg ved nemlig stadig ikke, hvad jeg ‘vil være’. Tanken om at søge ind på en uddannelse skræmte mig, for jeg var bange for at droppe ud, eftersom der ikke var nogen uddannelse, som var lige mig. Det meste lød så tørt. Jobbet i caféen er ikke super godt, men heller ikke dårligt. Jeg har søde kolleger, jeg tjener nogenlunde – selvom det ikke er nogen høj løn – og jeg er faktisk glad for at bo, hvor jeg bor.

Mit svar til hende var: – Jamen, det lyder da super godt. Som en succes, i mine ører.

Pia var meget overrasket over mit svar.

Hvorfor sammenligner vi os med andre, deres liv, laden og gøren? Hvorfor lytter vi til vores forældre, lærere og kammerater. Hvad ved de om, hvad der er fedt for os? Hvorfor lader vi os presse, og hvorfor presser vi selv videre, på vores børn? Det starter allerede i børnehavn: – Hvad vil du være, når du bliver stor?

Det er det værste vi kan spørge et barn om. Det er en dræber!
1) Vi siger de ikke er noget nu – og slår derfor tvivl om deres identitet, og
2) Vi beder et barn tage stilling til, hvad barnet vil som voksen – det har barnet ingen chance for at vide.

Der er mange veje til Rom og til lykke. Det behøver ikke være den gængse. Lad børn drømme, og sluk aldrig de drømme de har. Fodr dem i stedet. Spørg, hvad de kan lide at lave. Tegne, danse, lege? Giv det næring. Lad dem blomstre. Tænk på at åbne, fremfor at lukke. At vælge, er at lukke. Lad dem drømme.

Pia gloede skeptisk på mig: – Jamen, du har da klaret dig godt Rebekah. Du havde jo jobbet i Nokia i mange år, så rekrutterede du ingeniører og nu i lufthavnen. Det lyder da lidt mere spændende end min café, kan du ikke forstå det er lidt æv, at jeg ikke tog mig sammen og fik en uddannelse? Så kunne jeg have fået et federe job.

Jeg fortalte Pia, at når hun ikke havde fundet en uddannelse hun vitterligt ønskede, skulle hun måske glemme alt om uddannelse. Fokuser ikke på det de andre engang forventede af dig (og som du derfor troede du forventede af dig selv). Fokuser på det du har: Nemlig et job du er glad for. Ja, der er også dårlige ting ved det job: Velkommen i klubben, det er der også i mit job. I alle jobs! Du har en lejlighed du er glad for og du har et godt liv og kan klare dig. Hvad er problemet? Det lyder ikke til at være dit liv, der er problemet. Det er din selv-snak, der er problemet. Og den er kommet af, at du har tilladt ‘nogen’ at fortælle dig, hvordan du bør leve og vælge og prioritere. Hvad det rigtige er at gøre.

Udover en HF eksamen fra Bornholms Gymnasium, tre merkonomfag fra Nils Brock og et utal af kurser, ja så har jeg heller ikke nogen formel uddannelse. Inden for ‘systemet’. Jeg har en række alternative uddannelser. Det er noget andet. Jeg fik ikke job på en café, men i Nokia og så tog det fart. Så læste jeg om aftenen, men tog ikke en hel uddannelse. For jeg dansede mavedans i fritiden og optrådte med det, det fyldte meget. Det skulle der være tid til, for det gjorde mig lykkelig. Jeg har ALDRIG fortrudt !! Men havde jeg kunne forudse denne karriere, planlægge med den? Nej! For det jeg lavede fandtes ikke – det er noget jeg selv har skabt.

Mine forældre var skuffede over, at jeg med den flotte studentereksamen ikke søgte ind på universitetet. Jeg gik et år på biblioteksskolen, men det var så tørt at jeg droppede ud. Mine forældre var helt perpleks: – Det gør man bare ikke! Man gennemfører! Nej, det gør man ikke, hvis man røvkeder sig.
Da de så, hvor godt jeg klarede mig, da jeg tog skeen i egen hånd og gik min vej, blev de pisse stolte!

Pia var sikker på jeg havde en can.merc eller noget, og jeg kunne da også fortælle hende, at flere af de jobs jeg havde haft, havde de søgt en ingeniør eller en can.merc, men de valgte mig. Fordi jeg havde profilen, erfaringen og kunne det de ledte efter. Jeg kunne fortælle Pia, at de dygtigste ledere jeg har mødt på min vej (med undtagelse af få) var autodidakte. Flere af dem stærkt ordblinde.

Uffe skrev til mig, at Pia har det godt og skulle hilse fra hende. Hun er 50 nu, og bor i samme lejlighed, (ingen børn, kunne ikke få børn), blev leder af caféen for over 10 år siden og har været i Indien på orlov i et år. Dernede fandt hun frem til, at hun var lykkelig i sit liv. Præcis som det allerede var. Og hun tænkte på den snak vi havde dengang. Den eneste ændring hun ville foretage var, at lære at spille sækkepibe.

Yes, hvor blev jeg glad da jeg hørte den historie. Og Uffe, som er CEO og uddannet can.polit skrev, at han røvkede sig i sit job og syntes faktisk det var ærgerligt, at han ikke valgte pædagoguddannelsen. Han har aldrig ville have børn, men havde altid drømt om at arbejde for udsatte børn. Pias historie havde fået ham til at reflektere over sit eget liv. Han valgte i sin tid can.polit studiet, fordi han vidste han ville komme ind på kvote 1, og det ville gøre hans far stolt. Nu er han snart 51 og overvejer at skifte karriere, men sidder for dyrt i det, til at kunne gå i gang med en uddannelse. Han overvejer derfor andre muligheder. For, mulighederne er der jo, det er bare om at mærke dem, se dem, gribe dem, skabe dem.

Hvor er det vigtigt vi lærer at mærke efter i os selv og vælger selv – og ikke lader far vælge for os.

PS: Det er ikke Uffe, der er på billedet herunder, men det ligner ham, bortset fra Uffe har grå hår 🙂