Vinni Gren Bonde

Han sang solen ned
fra bjergets tinde.
Karavanen gjorde sit hold,
for at overnatte i telte, ved bål.

Lyden af stemmen fra i vest,
på et et sprog fra øst,
mildnede dagens uro
og takkede Den Almægtige.

Solen sank
hjertet sank
kvinderne redte til
og mændende udvekslede blikke.

Natten var farlig og uforudsigelig,
i ørkenens midte.
Kameler og mennesker var trætte,
og bad om beskyttelse i mørket.

Hun rakte op sin krukke,
balsam flød ned af hendes arm.
Tørklædet faldt ned, over hendes skuldre
det mørke krøllede hår dansede med vinden.

Hendes øjne bar historien om ørkenen,
hvorfor mænd både frygtede og beundrede hende.
Hun var født med al visdom i hjertet,
i dansen delte hun af den.

Tabla rytme og mændendes sang
åbnede slusen til Duen.
Slangen smøg sig op ad hendes ben,
hun trådte på den og fik magt.

Endnu hvisker ørkenvinden hendes navn,
Sarah, Sarah, ha Malika amr.
Ved solnedgang omkring bålet,
ser karavaner hende endnu danse.