Vinni Gren Bonde

Jeg forundres stadig
over mennesket
ved siden af mennesket
med mennesket.

Mennesket er forunderligt.

I mange udgaver det viser sig,
lys, mørk og alt derimellem.
Stille, lyttende
larmende, talende.

Nysgerrigt, er mennesket
i sær på andre mennesker.
Der kigges og iagttages
spejles og undres.

Der reageres
ageres
overvejes
handles.

Indimellem hinanden
indimellem hastigt
indimellem i slow motion
mennesket bevæger sig.
Der udvandres
indvandres.
Som en stor myretue.

Hvordan er det muligt,
at der findes så mange mennesker
og ikke to er ens?
Og dog er vi alle skabt i Guds billede
i Skaberens forestilling?

En forestilling det i sandhed er,
en klovneverden på ét plan
et Paradis på et andet plan
og alle går rundt og har en plan
og dem, der ikke har en plan
går rundt på et helt tredje plan.
Hvad er det for en plan?
I stedet for at planlægge
skulle man måske planrejse.
En rejse i mennesket.

Identitet og forskellighed
og alligevel gør mennesket det samme.

Myretuen fortsætter.
Særligt tydeligt i byer
og ved myldretid
alle glædes ved et genspejl.

Ensomhed
blandt de,
der sjældent finder spejle
at spejle sig i.

Eneboer
kollektiv trafik
kollektiv projicering
kollektiv psykose
kollektiv enighed
kollektiv hysteri
kollektiv glæde
kollektiv identitet
i den tit et.
At være alene.

Ene.

Mennesket
som dyr
som gud
som kosmisk væsen
som jordnær genganger.

Mennesker i flok
mennesker i brok
kreative sjæle
der har glemt, hvem de er.

Smukke
alle så smukke
så forskellige
og dog så ens
så lig
og dog så stor diversitet.
Så lige
så ulige
så mulige
så umulige
så mange
så mange mulige udgaver
så mange muligheder og gaver
så mange begavede
så mange uerkendte begavede.

Mennesket.