Vinni Gren Bonde

Jeg har ikke travlt.
Der er meget jeg gerne vil nå.
Når jeg slapper af, kan jeg ligesom strække mig længere,
og så når jeg det nok.

Jeg elsker Københavnske stuelejligheder,
hvor man kan sidde med kaffen lige uden for køkkentrappen
i en solstråle
i en oase af tid …

Små lejligheder,
hyggelige gammeldags lejligheder.
Ikke de der store nye ved kanalen, i sygt beton og koldt glas.
Nej, jeg skal kunne dufte min oldemors kaffe og cigaretter.
Hun boede på Nørrebro.

Jeg elsker rød/hvid ternede køkkengardiner.
De minder mig om frihed og frikadeller.
Om et kærligt hjem.
Hvor køkkener er køkkener.
Og stuer er stuer.
Ikke som de moderne køkkener, som også er stuer.
Hvem gider at sidde i en sofa og læse – i frikadelleos?

Jeg elsker gennemsigtige blondegardiner,
der går helt ned til gulvet,
i små lyse stuer
hvor luften ligesom er douch hvid,
som i gamle guldaldermalerier.

Jeg har god tid,
og bruger af den.
Det er nemlig ikke spild,
at bare sidde og stirre ud ad vinduet.

Livet i inderbanen er ganske godt.
Jeg savner hverken Facebook eller arbejde,
mange venner eller overbevisningens tale.
Jeg vil bare have lov at være.

Cæcilie Nordbys stemme er et blødt velour-tæppe.
Tænk, at have sådan et flot hvidt hår som hendes.
Jeg savner ikke at være ung.
Jeg glæder mig til at blive gammel.

Jeg accepterer ikke mine grå hår,
jeg elsker dem!
Der er ting, jeg er blevet for gammel til.
Det nyder jeg.

Weekender uden planer,
er dem der er flest af.
Tiden skal ikke effektiviseres,
eller konstrueres.

Jeg burde støvsuge,
det tror jeg også jeg gør lidt senere.
Men lige nu har mit sind brug for at lytte til Cæcilie
og stue-urets tik-tak.

Uhm, jeg har lyst til kylling.
Og hymner, der gør mig glad.
Jeg synes faktisk det er koldt.
Om lidt tager jeg min vams på og flyder.

Lyset fra haven krøller,
på den måde det danser mellem grenene og rammer græsset.
Gad vide, hvor ofte dyrene betragter os mennesker.
Er de klar over vi er mennesker
eller er vi bare en anden slags dyr.
Er vi mennesker klar over,
at vi er en del af naturen.
At naturen ikke er et sted vi opholder os
ellers betragter på afstand,
gennem en bilrude
et togvindue.
Vi er
naturen.
Sammen med resten
af naturen.

Mine tanker krøller,
på den måde de danser på det mentale nodepapir
med mindst fire #’er i skiftevis dur og mol
i 5/8 takt.

Kom, lad os drikke varm kakao med flødeskum,
lige før solopgang
og glemme alt om at følge med.

Hvis jeg skulle synge en sang netop nu,
skulle den lyde som den svenske skov,
hvor følelsen af røde træhuse lægger sig dybt nede i underlivet
underskoven
og smage som min smålands-mosters nybagte kardemomme-boller
og dufte af våde tunge fyrnåle.
Kardemomme dufter af barndom.
Jeg lignede faktisk hende der Tjorven, da jeg var barn.
Hende fra Astrid Lindgrens “Vi på Krageøen”.

Lige nu ligner jeg Magrethe Vestager.
Det er bestemt heller ikke ringe.
Hun gør meget godt.
I en verden af virksomheder, der gør så meget dårligt.

Algoritmerne er sluppet løs
er ude af kontrol
skaber grundløse krige
og falske pandemier.

Jeg ønsker mig en verden,
hvor børn kan få lov at være børn.
Det kræver først og fremmest,
at vi voksne ved, hvor vi er på vej hen.

Jeg ønsker mig rød/hvid ternede køkkengardiner
i mit hyggelige landkøkken
her på gården
i mit hjerte.

Inde i os alle
bor en stor kunstner.
Det har vi bare glemt.
Kom, lad os drikke varm kakao med flødeskum.