Vinni Gren Bonde

Det er sjovt, hvordan det der med at møde gamle relationer kan være en glæde såvel som en bet.

Af og til er det som om man forinden kunne fornemme, at et gensyn ville indtræffe lige om lidt. Man ses og tager sig tid til en kop kaffe på en fortovscafé. Der catches op, for meget er sket. Der grines, der kigges i hinandens spejle og der tænkes på det glædelige møde efterfølgende.

Den slags gensyn elsker jeg. I en årerække mødte jeg ofte en ekskæreste på den måde. Han var mange år forinden sprunget ud af skabet, og vi talte om alle de mange dejlige ting vi havde som fælles interesse – og om vore partnere og familier. Vi krammede farvel og vidste, at vi nok så hinanden igen en anden gang.

Det jeg især elsker ved den slags møder er, at der ikke ligger noget forventningspres, ikke noget: – Jamen, vi skal da også ses. Nej nej, stop! Det var ikke meningen. Vi mødtes bare. Vi skal ikke til at banke et venskab op, hvor vi besøger hinanden og spiser hakkebøffer eller ringer og tuder når livet er hårdt.

Udover min dejlige ekskæreste, så har jeg haft mange møder af den slags – også helt korte af slagen. Man møder lige én i Matas man engang arbejdede sammen med, og får en hurtig sludder. Fedt.

Men så er der også den slags møder, man helst undgår. Allerede på afstand spottes noget uudgrundeligt i den andens udtryk – og før man aner det, står man og lytter på, at man har forandret sig meget, og at personen nærmest ikke kunne kende én. – Tak for oplysningen, kom godt hjem, tænker man. Der skæves til uret og man afbryder med et: – Jeg er nødt til at smutte nu. Stop ulykken. Videre.

I mange år mødtes Morten og jeg med nogle dejlige mennesker ifb. med Roskilde Festival. Hver formiddag grillede vi og drak dåseøl, i Roskilde i en have. Herefter gik vi ind til festivalpladsen og nød dagens og nattens program. Efter fire dage på den måde gik der et helt år, før vi atter mødes på den vis. Det fungerede rigtig godt, og det lå ligesom i luften, at det bare var sådan det skulle være. Indtil Morten og jeg følte os for gamle til at deltage og byttede Roskilde Festival ud med Copenhagen Jazz Festival.

Det er faktisk vidunderligt at have relationer på den måde. Fokus er, at nyde hinanden omkring en happening. Ikke kræve noget af den anden. Sætninger som: – Det er længe siden jeg har hørt fra dig, hvordan kan det være? eksisterer ikke. At fortælle hinanden, hvordan hinanden er, vil være sort tale og uinteressant. Vi er fælles om noget andet, ikke fælles om hinanden.

Det er det jeg så godt kan lide ved mænd, eller rettere mennesker med male-brain. Som jeg elskede ved at arbejde i Nokia R&D, hvor 90% af kollegerne var mandelige ingeniører. Det var emner, man tale om. Ikke hinanden. Ikke andre. Interessen bestod i et område, ikke i at vurdere hinanden eller sig selv. Da jeg var rekrutteringskonsulent i en virksomhed bestående af 99% kvinder, var det faktisk modsat. Her blev det meget personligt. Selv chefen udbasunerede om tidligere ansattes spiseforstyrrelse, for at høste ansattes forståelse for hendes adfærd og uduelige ledelsesstil. Hun belønnede ansatte, der stak kolleger.

Når jeg ser på de veninder jeg har, så er de som ingeniørerne i Nokia. De snager ikke, bagtaler ikke, forventer ikke at vi skal dele en masse lort sammen eller huske på hinandens fødselsdage. Nej, det er emner, der optager os som vi taler om. En film, en bog, en ting der er oppe i tiden vi har holdninger til osv. Vi deler også problemer, for at få hjælp til at få anden vinkel på – ikke for at svælge og dramatisere. Hvis vi kører ud af den tangent, stopper vi hinanden. En bestemt veninde og jeg bytter simpelthen plads/ stole, når det sker. For så sker der noget med vores biokemi. Vi ryster hjernen.

Når jeg går ud i verden, kan jeg af og til glæde mig, fordi jeg fornemmer min vej vil krydses med et menneske, hvor energierne vokser. Møder jeg en af dem, der bare vil snage eller oplyse om deres manglende indsigter, er det bare at stoppe ulykken og komme videre i en fart – feje det væk, og glæde sig til det næste vejkryds.