Vinni Gren Bonde

Som 25 årig havde jeg en veninde. Hun var egentlig en kollega, men da hun fik job i en anden virksomhed holdt vi kontakten. Hun inviterede mig hjem til middag hos hende, på en helt almindelig hverdag.

Vi fik dejlig mad, hyggede med kaffe i hendes bløde sofa og sludrede. Da klokken var 21 gabte hun og bad mig tage hjem, for hun var træt og ville godt i seng – hun var ikke en natteravn som mig.

Jeg husker, at jeg blev noget lang i hovedet, og jeg tog naturligvis hjem. Jeg, som få år forinden, var flyttet til storbyen fra Bornholm, fandt denne adfærd besynderlig. På Bornholm er man ekstrem gæstfri, bliver på besøg længe (alt andet er en fornærmelse), og man smider under ingen omstændigheder gæster ud af sit hjem – uanset hvor træt man er. Det betragtes som værende dybt uforskammet. Man gør faktisk det modsatte, holder på dem så længe, som overhovedet muligt – og nøder dem. Disker op.

På cykelturen hjem tænkte jeg, at jeg jo egentlig godt vidste, at hun elskede at stå meget tidligt op, og derfor ville hun jo nok gerne tidligt i seng. Hun var i øvrigt jyde, præstedatter og havde måske haft en opvækst, hvor man gik tidligt i seng og sov med hænderne over dynen. Hvad ved jeg. Alligevel syntes jeg det var pussigt, at et ungt menneske i midten af tyverne, gik i seng klokken 21! Det kendte jeg ingen, der gjorde.

Jeg er bestemt ingen natteravn længere, jeg går tidligt i seng. Men som 25 årig, jo – der var jeg oppe til midnat på hverdage. Ofte længere. Også selvom jeg skulle op klokken syv og på arbejde.

Lektien var god, og jeg takkede hende senere for den. For det lærte mig at bruge mere energi på at tune ind på mennesker jeg skulle være sammen med. Var de til late-night events eller en early bird. Var de til fester med mange mennesker, eller små sluttede selskaber, eller mest til bare at gå i biffen.

Jeg kunne ikke antage, at bare fordi min veninde var ung, så skulle hun være natteravn. Bare fordi jeg var!? Som om, at min måde at være på var den rette. Hvad ved vi mennesker egentlig om hinanden?

For noget tid siden meldte jeg, at jeg ikke længere vil forestå marathon-besøg i mit hjem, for det udmatter mig voldsomt. Hvis nogen (lige meget hvem) besøger os i otte-ni-10 timer, er jeg ved at kaste op, og føler mig syg næste dag. Dagen er ødelagt. Også selvom jeg ikke stresser over rengøring og laver maden på forhånd. Besøg på mere end tre-fire timer er for intenst for mig. Længere er den ikke.

Jeg kan ikke forvente, at mine relationer kan lugte, at jeg ikke orker at have besøg i 10 timer. Derfor er jeg jo nødt til at gøre opmærksom på det. Det skylder jeg både dem og mig. Kortere kaffe-besøg eller en let frokost, det er mere passende. Nothing fancy baby. Den tid er forbi, hvor jeg har behov for at forestå beundringsværdige middage, hvor gæster skal være grebet over, hvor fabelagtig jeg er, til både at holde hus, lave mad, dekorere bord, klæde mig lækkert, være værtinde, have fem hjemmeboende børn, træne fem gange om ugen og dyrke en karriere 65 km fra hjemmet, og en online uddannelse sammen med Morten som forandrings-coach hos Tony Robbins. Jeg var den perfekte værtinde!

Nu er jeg den perfekte huleboer. For det rager det mig. Jeg vil hellere læse en bog og have en æggemad 🙂

For det første er vi alle forskellige, og alle er rigtige. Men tiden er også forskellig. Vi ændrer os livet igennem. Det jeg kunne som 35 årig kan jeg overhovedet ikke mere. På så mange fronter.

Men psssst ved du hvad? Jeg gider heller ikke. Det hænger visselig sammen. Naturen er smart.

Gearskiftet kommer til enhver. Omfavn det, nyd det – og bare vær i det. Lav dig endelig ikke om!