Vinni Gren Bonde

Jeg har aldrig forstået spørgsmål, og alligevel synes jeg ofte jeg løber ind i det. “Hvor er du fra?”.

Det sjove er, at jeg først fik spørgsmålet da jeg var flyttet til Midtsjælland som 35 årig. Før det spurgte ingen.

Og, hvad betyder det helt nøjagtigt? Hvor jeg bor? Hvor jeg er født? Hvor jeg er vokset op?

I weekenden var vi på Bornholm, hvorfra jeg har stamtræ over 1000 år tilbage. Jeg er mere bornholmsk end Østerlars Rundkirke. Min mormor brød kæden, flyttede fra øen – dog flyttede min mor retur (med mig) og forbandt den igen, inden det var “for sent” ….

Jeg boede på Bornholm, blandt min mors store familie, fra jeg var 14-21 år. Jeg følte mig 100% bornholmsk og gør endnu. Men min far og hans familie er ærkekøbenhavnere, og jeg har tillagt mig deres Nørrebro dialekt. Da jeg boede på Bornholm “sang” jeg, og når jeg talt med de ældre slog jeg over i ærkebornholmsk. Jeg kunne læse bornholmsk. Jeg kan kan stadig.

Men sandheden er grum. Jeg er født i Ølstykke, hvor jeg aldrig følt mig hjemme, eller så meget som bare tilpas.

Som ung flyttede jeg fra øen for at uddanne mig – som så mange andre bornholmere. Jeg faldt rigtig godt til i København. Her havde jeg jo min fars familie. Og her var der jazz og frihed. Jeg elskede København og gør det endnu.

En kollega var sikker på jeg var født og opvokset på Vesterbro, for hun – som var fra Birkerød – syntes jeg var en meget Vesterbro-agtig kvinde. Jeg blev forvirret og fortalte hende om Bornholm og om Ølstykke. Og så var hun forvirret.

Da jeg var flyttet til Midtsjælland (hvor jeg aldrig havde forestillet mig jeg skulle bo, selvom her er fantastisk) havde jeg vænnet mig til at svare “nej”, når nogen spurgte om jeg var lokal. Ganske enkelt fordi jeg var vant til, at jeg altid var “den fremmede”. Og når de spurgte, hvor jeg så var fra, anede jeg ikke om jeg skulle svare Bornholm eller København. Jeg vidste dog, at jeg aldrig skulle svare Ølstykke. For der var jeg bare ikke fra, sjæleligt. Nej, jeg havde bare vænnet mig til at svare, at jeg ikke var lokal. Det tog mig 10 år på Midtsjælland, før jeg følte mig lokal. Jeg var vant til at være “den fremmede”. Og det var okay. Helt sikkert. Med mindre jeg er på Bornholm 🙂

Sjovt nok hedder min far og hans familie Gall til efternavn, hvilket netop betyder “fremmed” på skotsk gælisk. Jeg kunne ligeså godt have heddet Gall som Gren (hvilket svensk og senere bornholmsk – alle bornholmere har svensk i sig, og jeg har en hel del ….).

Anyways …. Jeg elskede at bo på Bornholm, Vesterbro, Amagerbro, Christianshavn, Islands Brygge og – de senere år – Midtsjælland, ude på landet og tre forskellige steder. Hvert sted sin charme (med undtagelse af Ølstykke …). Nå ja og så lige et halvt års tid i Israel engang… Men det er jo bare en rejse og ikke “at bo”.

I weekenden mærkede jeg en lille indre fornærmelse over, at nogle Bornholmere antog jeg var turist. Så “sang” jeg lidt, og så vidste de at jeg var intern. Mærkeligt, for når jeg handler i Ringsted synes de jeg lyder mega københavnsk, hvilket jeg har det ok med. Og samtidig driller min familie mig med, at bare jeg tænker på noget, der engang skete på Bornholm, så begynder jeg at “synge”.

Når jeg får spørgsmålet “hvor er du fra”, så aner jeg faktisk ikke hvad jeg skal svare. Måske det er mere relevant at spørge: “Hvor er du på vej hen?”. For, det er jo noget vi selv vælger, og det fortæller mere om, hvem vi i er.

Det vil jeg selv forsøge at praktisere …..

Hvor er du på vej hen?