Vinni Gren Bonde

Min datter på 17 er jordens største rodehoved, og alle ved, at når det flyder med tøj, makeup, bøger, slik, Cola flasker, hårtørrer, billeder, tyggegummi, tasker, brugte vatruneller, klatter med bronzer creme, kuglepenne, computer, colombianske flag og et par tusinde andre ting, så er det også komplet umuligt at gøre rent.

Jeg har bedt Clara rydde op og gøre rent på værelset 1001 gange. Lige meget hjælper det. Det er det samme hver gang. Der bliver aldrig gjort rent på det værelse og nullermændene er på størrelse med Barsebäck! Der er altid lige noget hun lige skal, og vupti, så er hun væk og i skole, til kørekort, på job eller ude med venner.

Der er med garanti andre mødre derude, der kender denne historie … Same old same old.

Så, jeg har besluttet at flytte fokus: Nu lukker jeg døren indtil Claras værelse, lukker munden og blander mig udenom. Hun rydder nok op (og gør rent), den dag hun selv er træt af rodet.

Jeg vil hellere fokusere på, at Clara er fantastisk til at administrere sin tid. Hun passer sin seng, gymnasiet, tager mange vagter på job, passer sine relationer og er sød til at komme ind til os andre i stuen for at sludre og hygge med os. Hun er en god pige, der balancerer sit liv utrolig godt. I sær hendes alder taget i betragtning.

Hvor vigtigt er det så lige, at hendes værelse er pænt og rent? Er det værd at bruge så meget energi på som mor? Er det ikke vigtigere at (lære) vise Clara, at det hun allerede gør så ufatteligt godt, har meget mere værdi?

Det samme gælder Kurt på 15. Han er faktisk god til at holde rimelig orden på sit værelse. Til gengæld er han en dreng på 15, og de har det med at glemme at gå i bad, rede seng og børste tænder. Det er jeg pænt træt af at høre mig selv, minde ham om, flere gange dagligt.

Nu har jeg fortalt ham, at jeg er stoppet med at påminde ham om den slags, han er 15 år. Jeg vil ikke repetere mig selv i et væk. Hvis han vil lugte, må han lugte. Så er der nok nogen, der lader en bemærkning falde om det en dag, og så er det måske lige netop det der skal til, før han får sig en ‘rutine’.

At have sin mor til at vogte over sig som en høg er i hvertfald ikke noget, der hjælper på ansvarsfølelsen. Desuden hjælper det slet ikke at gentage sig selv, til sidst er det jo bare et lydtapet i baggrunden. Han hører ikke, hvad der siges, han hører bare mor, der nu synger den samme sang som i går. Ny strategi: Jeg giver slip!

Jeg gider ikke være en irriterende sur mor, der minder mine børn om alle de ting, de endnu ikke har gjort. Jeg vil hellere bemærke de mange ting, de rent faktisk har gjort – ganske godt endda.