Vinni Gren Bonde

Taknemmelighed over livets små ting
kommer oftest i kølvandet på dødens store øjne.

Underfundigt er det.

At ligge på sofaen
og lytte til folk på gaden.
Stirre op på togene,
nogen mennesker ankommer
andre rejser bort.
Måske jeg skulle tage et tog nordpå en dag?

Sneen på det grå tag.
Min hånd.
Hvorfor er det interessant
at kigge på sine hænder?
Som om man får særlig visdom af det.

Følelsen af vejrtrækning
nedsynkning i tæpper
stearinlys i vindueskarme,
der råber ‘hygge’ til dem udenfor.

I dag er jeg inde i denne her krop,
jeg har en oplevelse som Rebekah.
Når jeg engang forlader denne krop,
får jeg en oplevelse af Hjemme.

Døden er smuk og lys.
Den findes egentlig ikke,
det er bare en overgang
– fra Rebekah til Hjemme.
Begge steder er gode at være,
dog ude godt Hjemme bedst.

Selvom der er bedst at være Hjemme,
er det fedt at komme lidt ud
– blive inspireret
møde andre, der gør det samme
undre sig over livets finurligheder.
Nyde maden
havet
den rød/ hvide ternede kjole
solen
sneen
månen
natten
og de lange grå dage
der kalder på hygge
på stearinlys.

Døden er smuk og enkel,
det er overgangen til den,
der kan være svær.
Måske vi skulle øve os i overgangen,
så vi er klar, når det sker.

Hvorfor lærer vi ikke det?
Hvorfor er folk bange for at dø?
Er det i virkeligheden fordi,
de ikke ved, hvad livet er?

I mavedans lærer man først trinnene
teknikkerne
til sidst øver man overgangene.
For det er dem,
der får dansen til at hænge sammen
– så det er en dans
og ikke blot en række af trin.
Overgangene
fra et trin til et andet.

Danseren med de bedste overgange
leverer den smukkeste dans.

Mennesket med den bedste overgang
får den smukkeste død.

Nåh, men det er ikke relevant med døden
– endnu.
Jeg kom bare lige til at tænke på den,
fordi overgangen dertil
får livet til at hænge sammen.