Vinni Gren Bonde

Vores børn

I dag er forældreskabet ligeligt fordelt, på den måde at forstå, at både moren og faren hjælper til med børnene: Hente/ bringe, legeaftaler, lusekæmning, tandlægebesøg, deltagelse i mødre/ fædregruppe og møder på skolen.

Intet af den slags var noget fædre i min barndom deltog i. Det var kvindearbejde. Uanset, om hun var hjemmegående eller i job. Det var morens opgave, for børnene var hendes. Det var hende, der ville have dem.

De fik dem i øvrigt også en hel det tidligere end vi får dem i dag. Mine forældre var hhv. 21 og 24. Min mormor var kun 16, da hun fødte sit første barn (ud af seks børn) og hun og min morfar var sammen til de døde. Så det var ikke en ups’er. Det var en anden tid.

Manden var først og fremmest familiens overhoved og konens ægtemand, dernæst far. Opgaven bestod i at træffe beslutninger og sætte dagsordnen. Sørge for familien rent økonomisk og standsmæssigt.

Dengang tilfaldt børnene også altid moren, i tilfælde af skilsmisse. Faren rejste bort og stifede en ny familie. Selvom ikke alle børnene i den nye familie var hans biologiske børn, ja, så var han som overhovedet i denne nye familien mere far for disse børn, end for sine egne han havde forladt.

Det var gængst. Det var normen.

Børnene var morens, og hun rådede 100% over dem, indtil en evt. ny mand trådte til, som så var familiens overhovedet. Havde han børn med andre kvinder, måtte han forlade dem. Sådan var det.

Pendlerbørn med to familier

I dag er normen, i forbindelse med skilsmisse, at dele børnene mellem sig i en 7/7 ordning, og så er disse børn dømt til en barndom som pendlere. De har to familier. To sæt regler.

Måske bor de fem dage hos faren og syv hos moren. Såfremt fars ny kone har børn, der bor der fuld tid, kan farens børn, som er der i få dage ad gangen, opleves som besøgende. De må måske tilmed dele værelse, fordi de jo kun er der engang imellem, hvor imod bonusmorens børn har hver sit.

Måske er det lykkedes forældrene, at skabe harmoniske hjem, med et værelse til hvert barn og en reel hverdag, så der ikke er en følelse af, at være i vejen, på besøg, til besvær eller uønsket – men er den del af familien, og de hele tiden er savnet, når de ikke er der.

Besøg hos far og hans nye familie

I min barndom var det anderledes. Der besøgte man sin far i en weekend en gang om måneden – højst. Man sov på en opredt sofa i stuen, for hos far havde man intet værelse, for man boede jo hos sin mor. I fars ny familie var der børn, som havde hver sit værelse. Man havde dengang ingen forestilling om, at det kunne være anderledes, og følte ikke det var snyd at man ikke selv havde et værelse. Det var jo bare som det var. Man boede jo hos sin mor. Der havde man sit rigtige hjem. Lige nu besøge man bare far

Jeg ville nu alligevel vælge én base

Hånden på hjertet, så er jeg lykkelig for jeg ikke er pendlerbarn anno 2025, for sådan en tilværelse ville gøre mig forvirret, frustreret og stresset. Det var faktisk meget lettere, at jeg bare boede hos min mor, og havde en stabil base full time. Ja, det betød jeg så min far sjældnere, men jeg havde et stabilt liv, en harmonisk hverdag, hvor venner blandt naboer vidste, at jeg var hjemme og kunne lege, og jeg ikke behøvede at slæbe en kuffert med i skole på skiftedag – og alligevel havde glemt noget osv.

Og så var jeg fri for at skulle forholde mig til, at reglerne var vidt forskellige i de to familier.

Var det bedre i gamle dage?

Meget har ændret sig, på relativt få år. Det er både godt og skidt. Men det er vildt, hvor meget der er sket! Forældrerollen har ændret sig en hel del. Fædre er blevet mere feminine. Kvinder mere maskuline.

Jeg ville meget nødigt undvære mine børn, og se dem udelukkende bo hos deres far, i tilfælde af skilsmisse. Men det er jo bare en egoistisk følelse. Hvad ville være bedst for børnene? Det er dælme svært at finde ud af, så længe børnene er små. Man kan tale meget for det ene og det andet.

Mine tre bonusbørn, som i dag er voksne, boede hos os syv dage ad gangen. Da de to ældste blev 14 år, begyndte de at vælge, at de i perioder ville bo fast hos os og i andre perioder fast hos deres mor. Det fungerede rigtig godt. Men, hvis man spørger dem i dag, om de fra start ville have boet hos kun den ene forældre, så aner jeg ikke, hvad svaret ville være. Det kunne være jeg skulle spørge dem en dag.

Jeg tror sgu der var meget, der var bedre i gamle dage, og en masse der er bedre i dag.