Vinni Gren Bonde

Der er noget galt. Det kræver to indkomster, for at kunne leve som familie. Sådan var det altså ikke tidligere. Jeg – som er født i 1972 – husker en tid, hvor en familie kunne leve af én indkomst, en lærelønning tilmed. Den tid er forbi.

Vores levestandard er dalet. Ja, vi vader i mere lort (vi har langt flere ting) og tror vi skal på flere ferier, men kvaliteten af vores levestandard er langtfra, hvad den har været.

Vi gaber over mere ‘udenoms’. Med to indkomster render folk alligevel rundt og er bange for at miste den ene indkomst. Det var vi ikke tidligere. Heller ikke selvom familien afgang af denne ene indkomst. Vi fandt en løsning, vi fandt et nyt arbejde. Inden ugen var omme. Tiden var en anden. Man kom ind fra gaden og spurgte: – Kan I bruge én som mig? Måske skulle man et par steder hen, men så var der bid. Sendte man en jobansøgning og blev indkaldt, fik man samme dag at vide, om man havde fået jobbet.

I dag kan man skrive 200 ansøgninger før man indkaldes til 1. samtalen. Der er fire i alt, plus en test – måske to – og forløbet strækker sig over flere måneder. Det kan tage seks måneder at være i proces til én stilling. Det kan tage 1 år at finde et job. Det kan tage mere. Som almindelig kontormus. Vi taler ikke engang CEO. De bliver sikkert også hentet via logen, så det er en helt anden snak ….

Processen og livet er blevet mere komplekst. Der er meget at forholde sig til og forsikre sig imod. Folk er mere angstfulde. Alt for let træder man ved siden af, og bliver korekset. Tidligere grinede vi, når nogen trådte i spinaten. Eller sagde bare STOP. Nu har det et navn og skal indberettes. Vi bliver proppet ned i mindre og mindre kasser, etiketterne er større og større og der langt flere af dem.

Folk resignerer. Det er ikke til at få vejret eller ordet. Der hældes mere vin på, og vi kalder det livskvalitet. Måske skulle vi kalde det livsfatalitet. Vi måler hinanden ud fra, hvad vi spiser. Snart måler staten os, ud fra hvad vi handler. Hvad skal der blive af os? Og børnene, hvorfor har de alle diagnoser?

Vi gik nogle skridt i en forkert retning, på et tidspunkt. Jeg ser en fremtid, meget lys. Men meget skal ændres. Vi må erkende, at det ikke gøres fra toppen og ned. Det gøres nedefra og op.