Vinni Gren Bonde

Vi ser ‘Sonja fra Saxogade’ i øjeblikket. Det vækker minder om en svunden tid. Både fra min barndom og de 10 år jeg boede i Saxogade. Den 40 kvm 2V’er jeg boede i var fuldkommen magen til Sonjas, blot spejlvendt. At kigge ind i stuen – eller i køkkenet – hos Sonja, er fuldkommen som at se ind i min gamle lejlighed.

Da jeg var barn var det normalt, at bo en familie med flere børn i sådan en lejlighed. Man sov og levede i lag. Til gengæld gik moren hjemme, og der var syltetøjsmadder og øjenkontakt når man kom fra skole.

Det var en anden tid. Meget har ændret sig, og ikke kun til det bedre.

I dag tror vi, at vi skal bo i kæmpe huse, have to dyre biler, på skiferie, sommerferie, mandeferie med gutterne og shoppe-ferie med veninderne, gå på café hver uge, have ny i-phone, nyt tøj, og afholde stor-konfirmationer på bryllups-niveau, afholde dimensionsfester, runde fødselsdage, kobberbryllup, juleaftner med bytte-bytte-købmand – det er kørt op og kørt af sporet. For at kunne finansiere alt dette, er man tvunget til at have to fuldtidsjobs, realkreditlån med lang løbetid og dårlig samvittighed. Vinkøleskabet tømmes hurtigere og hurtigere – for at afstresse naturligvis – og sofaen bruges til at sove på og ikke til hverken at spille brætspil med børnene ved, eller til at bolle på, når børnene er gået i seng. Man er FOR TRÆT! For træt til livet simpelthen.

Det er da lort.

Da mor gik hjemme, og hustandsindkomsten var lavere var konfirmation noget man holdt i hjemmet, for den allernærmeste familie, med håndbajere og smørrebrød. Når man var inviteret til noget, ville mor sy eller strikke noget til gave. I dag er den slags ikke værdsat. Tværtimod er det direkte frækt og pinligt, for det var jo ikke noget, der stod på ordrelisten i invitationen. ‘Nej tak, den skal byttes’. – Det kan den ikke, for den har jeg lavet til dig, og det tog tre uger – og jeg kan se den passer. Den slags er slet ikke kærkomment længere. Du skal troppe op med den gave jeg dikterer, og være statist til min fest.

Jeg spurgte for nyligt en 13 årig pige, hvad hun mest ønskede sig til jul. ‘Mere familietid’ svarede hun prompte. Jeg siger ikke at livet for Sonja var rosenrødt, for det var alt andet end det. Det var på mange måder barskt. Men hun havde tid. Hun var barn, der legede ovenpå skraldespandene i gården og gyngede med andre børn henne i ‘Skyderen’ (Skydebanehaven). Hun havde øjenkontakt med sin mor – i de lyse dagtimer tilmed – og med sine kammerater. De fandt selv på lege. De var kreative, for de var ikke bevidstløse passive zombier med i-pads i hånden, Tik Tok på hjernen, gak gak i låget.

I Norge ville man ikke bringe ‘Sonja fra Saxogade’ i TV, da man var forarget over sproget. Det er sjovt, for jeg er forarget over den manglende kontakt mellem voksne og deres børn i nutidens familier.

Hvis jeg skulle vælge, ville jeg vælge Saxogade-modellen fremfor Strandvejsvillaen. Hellere Sonjas lejlighed i Saxogade, med trange kår og etagevask i køkkenet, fremfor den store luksusvilla med 70 kvm samtalekøkken i Toscana fliser, storskærm og vinkøleskab – hvis altså det betød at jeg så kunne gå hjemme og være hos familien. At jeg kunne lave simremad i det alt for trange køkken, men have tid og overskud. Til livet, mig selv, familien, og gaden.

… til at læse i en bog, i sofaen kl 13:20. Ro til at reflektere og mærke summen fra gaden, høre det ringer ud på Oehslægersgades Skole, spille kort med Clara og åbne vinduet og råbe til Kurt på gaden: ‘Stik lige ned til mutter-fit og hent et pund kaffe til mor. Det skal skrives’.

Fuck skiferie, bil og samtlige apple-produkter der findes, hvis det kræver to fuldtidsjobs, trætte aftner og negligerede børn i fancy tøj. Til hver en tid foretrækker jeg lag-på-lag livet i Saxogade, hvor man let vælter saltskålen i køkkenet, når man svinger vaskekluden om på ryggen. Hellere det, end at vælte på arbejdet, når man svinger livet bag om dansen.