Vinni Gren Bonde

En bekendt fortalte hun netop havde været til Reunion Party i sin gymnasieklasse. Hun havde ikke set sine kammeraterne i 40 år. – Vi er fuldkommen de samme, sagde hun. Vi gled alle ind i de samme roller vi havde dengang. Det er ret sjovt at se, at vi faktisk ikke forandrer os.

Den tænkte jeg lidt over. Min påstand er dog, at det faktisk er muligt at ændre sin rolle.

Én ting er, at vi kan have samme syn på én, som vi havde for 40 år siden, fordi vi ikke har set vedkommende siden dengang og derfor kun har hukommelsen at holde os til. Noget andet er, at være sammen og – efter noget tid – faktisk være vågen overfor, at den anden vitterligt har ændret sig. Måske endda en del.

Da jeg som 14 årig flyttede med min mor og stedfar fra Sjælland til Bornholm, genopfandt jeg mig selv! Jeg kom fra en ‘streng’ privatskole og en prestigefyldt pigegarde. Parcelhus og fint modetøj – og styr på lortet. På Bornholm boede vi på landet, i noget mildest talt faldefærdigt håndværkertilbud – med rå vægge, is indvendigt i brusekabinen om vinteren og privat brønd der stoppede til, så jeg måtte tisse ude.

Jeg fik en knallert så jeg kunne fragte mig til nærmeste landsbyskole 4 km væk. De hvide italienske skindsko og blondebukser byttede jeg ud med ørkenstøvler og lange underbukser under oversize jeans og en endnu mere oversize sweatshirt. Mit hår var stadig langt og lysblond. Det blev dog ikke længere føntørret i sirlig form med rundbørste hver morgen, men blev klippet i viltre etager og var troldeagtigt.

Min adfærd ændrede sig også. Jeg begyndte at synge, male og være mere kreativ på en afslappet måde. Uden at perfome og indhente flotte karakterer. Jeg var som menneske i det hele taget meget mere loose end den nordsjællandske pige med orden i sagerne, skønskrift og flotte karakterer.

Nu følte jeg, at jeg var god nok! Jeg behøvede ikke at knokle for at være god nok. Jeg var det bare.

Når jeg besøgte min far på Sjælland havde han svært ved at følge med. Jeg havde ændret mig meget, og ikke til det bedre – i hans model af verden. Han følte nok han som far så mig glide fra ham. Hvilket jo er en naturlig del af unges frigørelsesproces. Men han forstod ikke ændringen. Han var stolt af mine prestigefyldte formåen fra tiden på Sjælland. Nu havde jeg andre værdier. Det skinnede igennem alt jeg foretog mig, og det jeg sagde. Jeg holdt dog fast i mit nye jeg, og ville ikke falde tilbage i en gammel aflagt rolle. Vi havde mange konflikter i den periode.

Mine veninder fra Sjælland så også ændringen. Min barndomsveninde holdt fast i det vi engang havde, og den jeg engang var – indtil vi efter et par år gled fra hinanden.

Børn, som skifter skole kan opleve muligheden af at genopfinde sig selv. Finde og præsentere en fornyet udgave af sig selv. De kan have oplevet mobning, men efter et skoleskifte forsvandt det som dug fra solen. De blev måske direkte populære i klassen. Det kan desværre også gå den anden vej.

Hvis jeg mødte min gymnasieklasse fra Bornholm i dag, ville de uden tvivl mærke en ændring hos mig. Det samme ville jeg nok med flere af de andre. Også selvom vi måske ville fastholde de indre billeder i starten.

Vi kan skifte job og genopfinde os selv på den ny arbejdsplads. Ligge sig i selen for at være kendt blandt kolleger som en omgængelig og sjov kollega. Eller måske har man brug for det modsatte, at gå fra at være kendt som festabe til at blive en dygtig og seriøs medarbejder. Vi kan ændre os, mens vi er på en arbejdsplads, men det kan være svært for de samme kolleger at rumme. Hvis man derimod forlader arbejdspladsen og møder et par af kollegerne mange år efter, vil de efter en hel aftens snak over kaffen nok fornemme, hvis man har ændret sig. Men det kræver man skifter luft for en tid.

Vi kan være nødt til at bryde med relationer, skoler, arbejdspladser, familier som holder fast i ens gamle rolle, som man ikke længere kan identificere sig med. Fx har jeg familiemedlemmer, som stadig insisterer på at kalde mig Vinni, selvom det er 24 år siden jeg tog navneforandring. Min svenske familie som ser mig sjældent kan jeg forstå har svært ved at vænne sig til det. Dem lader jeg bare sige Vinni, og har det helt fint med det. Men en kusine som ser mig jævnligt og som bliver ved med at insistere på at kalde mig Vinni, som griner hver gang og ruller med øjnene og siger: – ..eller hvad det nu er du hedder….., i en påtaget tone, har jeg faktisk ikke lyst til at omgive mig med – for hun accepterer ikke den jeg er nu – eller mit valg. Jeg gider ikke at gøres til genstand for hendes foragt. Det er den jeg trækker mig fra. Ikke hende som menneske. Jeg kan godt lide hende.

Faktisk synes jeg navnet Vinni er sødt. Det er bare ikke mig, længere. Det har det været. Så jeg reagerer på ingen vis med væmmelse på navnet, men på vedkommendes indstilling til min navneskifte. Som sagt, hvis nogen kommer til at sige Vinni, så smiler jeg bare og synes at det er hyggeligt at blive kaldt for en stund. Det handler om den andens indstilling til mit valg.

Jeg er overbevist om, at vi kan få nye roller livet igennem, når vi genopfinder os selv. Det handler ikke om at vi skal lave os selv om, men fremelske nogle andre sider af os selv, som vi ønsker at udvikle på – eller ønsker frem i lyset.

Min fætter, der har været professionel fodboldspiller livet igennem, stoppede sin karriere på et tidspunkt der var normalt for hans alder, for at gå over i en coachene funktion og en talentspejderrolle. På privatfronten skulle han nu finde på en måde at supplere indkomst på. Han skulle genopfinde sig selv. Han forsøgte sig med nogle forskellige jobs, indtil han omsider fandt noget han var rigtig glad for.

I gamle dage blev skomageren ved sin læst. Sådan er det ikke længere. Vi skifter karriere flere gange gennem livet, og skal omskoles ad flere omgange. Vi får ikke længere tilnavne (Morten Bager) som tidligere. Det har engang været trygt og overskueligt at vide, præcis hvor vi havde hinanden. Dog er det da dejligt, at en bager kan blive designer, hvis det er det han ønsker. Og vice versa.

De børn der fødes nu er mere sammensmeltede i feminin / maskulin energi, mere rummelige overfor diverse valg – og opfinden sig selv påny – livet igennem, hos sig selv og andre. Havner disse børn hos meget konservative forældre, som ikke evner at løfte den opgave, kan de få overordentligt svære vilkår i familien.

Hjemmegående mødre skal genopfinde sig selv, når børnene er blevet store og ikke længere har brug for dem. Hvis de ikke gør det, bliver det med garanti ikke uden problemer. Så går de fra en oplevelse af at der er brug for hende, til at hun er overflødig og usynlig. Det samme, når vi alle går på pension. Skal vi spille golf, køre i et rugbrød gennem Europa eller bygge modelskibe – eller male malerier?

Jo, netop fordi vi genopfinder os selv og ser os selv i nye roller, vil andre også reagere på det. Før eller siden. Om de så acceptere det, er noget andet. Det gælder også os selv.