Vinni Gren Bonde

Hvorfor eje
det?
Hvorfor egentlig
det?

Jeg kigger rundt på alle disse ejendele.
Hvorfor ejer vi dem?
Hvorfor er de her, i vor hus?
Os, som næsten intet nips eller udenoms ejer …

Når Eivør synger Slør græder jeg.
Hun kunne synge grønlandsk
– jeg ville stadig forstå.
Stemmen afslører mere end ord.

Kragen fløj forbi lige før.
Det ved jeg, fordi jeg så skyggen på køkkenskabet.
Jeg vendte mig om, og så den stå på græsset.
Den var større og mere grå, end jeg husker.

Når sjælen synger,
står alt andet stille.
Ofte hører vi noget smukt.
Når sjælen optræder, er vi dog ikke i tvivl.

Jeg er så ked af det,
for jeg ofte føler jeg fejler.
Kunne gøre det meget bedre.
Få dem til at elske mig mere.

Lilla er ikke bare lilla.
Bladet på min rolondendon er lilla
– her til aften, hvor solen kaster lange skygger
er den lilla farve så ganske anderledes,
som to rødhårede, med fuldkommen hver sin nuance.

Jeg er ikke bange for at være alene, længe.
Jeg er bange for at være med andre – længe.
Vil på ingen vis undvære min familie.
For meget tid med dem, trætter mig enormt.

Kragen er fløjet.
Jeg fik ellers øjenkontakt med den.
Tror den fangede mit blik,
mens jeg dens hensigt.

Hvorfor er der så meget i vore skabe
– som vi alligevel kun benytter halvt?
Det tynger mit åg.
Jeg elsker at give (væk) – og være fri.

Mit næste liv kender jeg endnu ikke.
Mit forrige husker jeg ikke.
Mine celler gør.
De sladrer konstant til min krop, som reagerer.

Hør Eivør.
Hun gør det min jazz underviser taler om:
– vejrtrækningen er en del af stemmen!
Vejret er – i det hele taget – stærkt undervurderet.