Vinni Gren Bonde

Hvis jeg var single
ville dagen i dag være sådan en slags dag,
hvor jeg læste bøger hele dagen i sofaen
kun afbrudt af en lang gåtur i en grøn stor park, hvor jeg boede
i en smuk og klassisk storby
for hvem gad at være single
på landet?

Jeg ville nyde at gå i joggingtøj
og regntøj
og mærke dråber på min kind
som ikke var mine
men himlens.

I mine tanker ville jeg kæde ting sammen
skille ting ad
erkende uhensigtsmæssige mønstre
og beslutte mig for at ændre dem.
Jeg ville handle på vej hjem,
lave ovn-mad
så jeg kunne læse mere, mens maden blev klar
jeg ville glemme alt som støvsugning og vasketøj
men huske at stirre uendeligt ud af vinduet
bemærke de sammen personer
på samme fortorv
bevæge sig på samme måde
som dagene før.
Jeg ville rammes pludseligt af ensomheden.
Drømme om kærligheden.
Den eneste ene
børn og familie
på landet
for hvem gider at stifte familie i en storby?

Jeg ville spise maden langsomt
til tonerne af Nils Frahm
og tilbage
ville være endnu en tåre,
og denne gang min egen.

Opvasken kunne klares på ét minut,
ingen grund til at tage baljen frem,
når man kun er sig selv.
Også kaffekoppen bruges dagen igennem.
Vandglasset.
Brødkniven.
Smørekniven.

Jeg ville trække vejret dybt
og sukke.
Da jeg gik tur var jeg ikke ensom.
Hvorfor er jeg nu?
Jeg er ikke mere alene nu
end før.
Ensom er en bluse.
Nogen gang får jeg taget en forkert på.
Som ikke matcher resten af mig.
Andre gange er det en blød og rar bluse,
som minder mig om at alt er som det skal være,
at der er masser af plads til mig
og ensomheden.

Blusen på min krop
er lidt som gardinet er for vinduet
som jeg kigger ud af
ind i
evigheden.
Vinduets ensomhed
er himlens tårer.

Regn minder mig om ensomhed,
men på en rar måde.
Den gode ensomhed,
den, som ånder fred.

Jeg mærker stadig ensomheden,
i livet efter singleheden.
Kun af og til
og på en god måde.
Jeg søger ensomheden,
den søger mig.
På en måde holder jeg af den,
som den der tro følgesvend.
Så på den måde er man jo ikke single, nogensinde
for man har jo altid ensomheden.
Jeg er slet ikke bang for ensomheden,
den er ikke i familie med depressionen.
Stress er i familie med depressionen.
Det har jeg ikke mere af.
De var begge usunde venner,
som jeg vinkede farvel til
for mange år siden.

Jeg savner ikke singlelivet,
men jeg mindes det
jeg erindrer det.
Måske fordi jeg var det så længe
i en så voksen alder.
Jeg kan savne momenter af singlelivet.
Jeg kan savne at have en hel uge for mig selv,
hvor jeg ikke ser nogen
ikke behøver at forholde mig til nogen
ikke behøver at tjekke Forældreintra, mails og sms
og hvor jeg i hvert fald ikke behøver at svare.
Jeg kan savne at gå hele dage og bare høre musik
læse bøger
med bøger på
æde dem
med bøger til
sluge dem.
Spise slik, drikke kaffe, gå i joggingtøj.
Sove til middag
til frokost
høre klassisk musik
west coast jazz
meditere
bage
gå ture
uden at behøve at hilse på nogen
handle
uden at tale med nogen
bare være
uden at være nogen.
Det savner jeg!
Bare to gange om året.

Jeg savner ikke ensomheden,
for den mødes jeg endnu med.
Hvis jeg ikke opsøger den,
så opsøger den mig.
Jeg er slet ikke bange for den,
og den er ikke bange for mig.

Jeg taler ikke om alenehed,
nej ensomhed.
Ensomheden er gylden
den vil mig noget.
Den minder mig om at være i min mors liv
hvor alt var mørkt
trygt
dog trangt
og alligevel uden rammer
intetheden før evigheden.
Livet i moders liv.
Livet før livet.
Den sande ensomhed.
Den ligger dybt i os alle.
Jeg elsker den.
Det er i den jeg vokser.
Erkender.
Fornemmer.
Bevidstgøres.
Uden den
ingen Bevidstgjorthed.

Tak, ensomhed.