Vinni Gren Bonde

Barndomserindringer #6

Krebsen 58, 3650 Ølstykke

‘De hvide huse’ igen. Jeg var trist over flytningen, men glædede mig også til at indrette mit nye værelse. Jeg havde allerede flyttet så mange gange i mit korte liv at jeg havde vænnet mig til denne sigøjnertilværelse. Jeg sagde farvel til det gamle værelse og goddag til det nye.
Min mor gjorde meget ud af at vi skulle have det godt, selvom vi bestemt ikke havde særligt mange penge. Vi gik pludselig i brugt tøj. Men var altid rene og tøjet var uden huller. Desuden var hun god til at sy noget smart, og spare til noget lækkert indimellem. Vi manglede ikke noget. Vi klarede os.

Gårdhaven var min mors fristed. Roser og andre smukke blomster var passet og plejet efter alle kunstens regler. Det var en meget smuk og romantisk have. Det sorte hegn fik en omgang så det stod knivskarpt. Det samme gjorde den hvide beton ind mod naboen. Min mor havde skaffet sig en stor væv som hun vævede smukke tekstiler på. Vi havde et ægte tæppe på væggen. Hun arbejdede hårdt. Fuldtidsjob på kontor og rengøring ved siden af, for at få det til at løbe rundt. Hun spillede håndbold og læste merkonom om aftenen. Jeg forstå ikke hun kunne holde til det. Hun var 35 år, så knaldgodt ud og havde mange bejlere. Hendes hår var helt mørkebrunt og krøllet. I modsætning til mit lyse hår. Jeg lignede stadig mest min farmor.

Jeg begyndte at blive bange når jeg skulle sove. Så opfandt jeg ‘nat-ringen’. Guldringen jeg fik af min farmor sad altid på min ringfinger. Når jeg havde lagt mig i sengen og jeg følte nogen kiggede ind af sprækkerne mellem de lange orange gardiner, så vendte jeg min ring om i ’nat-stilling’. Jeg drejede den en halv omgang, så den røde sten vendte nedad. Det var min egen lille amulet, som ville beskytte mig mod alt ondt.

Om natten begyndte jeg at få mareridt. Jeg drømte den samme drøm igen og igen. Stern og jeg løb om natten ind på en kirkegård, hen til en grav, hvor min far lå begravet.
I samme periode oplevede jeg sorg. Ofte var jeg den første hjemme. Jeg cyklede hjem fra fritidshjem, et nyt fritidshjem jeg var flyttet til fordi det forrige lå udenfor cykelafstand. Jeg var glad for stedet. Når jeg kom hjem, lagde mig på min mors seng og græd utrøsteligt og kaldte højt på min far. Jeg gik rundt i huset og kaldte på ham igen og igen og fornemmede, at det ikke blot var min far jeg kaldte på, det var også min Himmelske Far. Jeg oplevede en ensomhed og en sorg.
En regnvejrsdag stod jeg i stuen og kiggede ud i gårdhaven, gennem havedøren. Jeg var nærmest i trance over at betragte regndråberne på dørens rude. Jeg stod der længe. – Det bliver godt når du bliver voksen. Bare rolig, Vinni. Det bliver meget bedre og også meget lettere det hele, når du bliver voksen. Det var min skytsengel, som talte til mig.
Så længe jeg kan huske har jeg haft et stormasket net. Samtaler med Gud og engle var selvfølgeligt. For mig var bøn ikke mine ord henvendt mod Himlen. Det var min stilhed, og ord henvendt til mig fra Himlen.

Det værste ved flytningen var, at jeg nu havde for langt til skole og derfor blev rykket over i 3. klasse på Hampeland, hvor Johnni også gik. Det var en moderne og kæmpe skole med tre spor og lærere, der havde en udpræget Laissez-faire adfærd. Børn skulle finde ud af det selv. Forældre var ikke nogen man samarbejdede med. Kunne man ikke følge med, måtte man prøve at følge med alligevel. Her var vi på fornavn med alle lærere. Trygheden og varmen på Jørlunde Skole var skiftet ud med grænseløse rammer og en utryg uro.
Min klasselærer hed Sonny. Han var kommunist, kørte i 2CV med blomstrede gardiner og boede i kollektiv. Han gik i shorts året rundt, som han selv havde lavet. Det var nemlig bare et par cowboybukser, hvoraf han havde klippet benene, højt oppe på låret. Han havde en hvid sok på den ene fod og en rød på den anden, så han altid kunne kende forskel på højre og venstre, og så gik han i Jesus-sandaler, også året rundt.
Sonny var rar mand. Som menneske ville jeg have elsket ham, men han var altså ikke et menneske, han var min lærer, og han stank af bitter kaffe og cigaretter ud af munden. Derfor stoppede jeg prompte med at række hånden op, for at få ham til at komme ned til bordet og hjælpe mig. Jeg gjorde det én gang, og så var den metode dømt ubrugelig.
Jeg blev drillet. Det var nyt, for det havde jeg ikke oplevet på den forrige skole. Tværtimod, var jeg 6. klasses yndling på Jørlunde Skole og i min klasse var jeg Kloge Åge og igangsætter.
Jeg vidste ikke hvorfor jeg blev drillet i den ny klasse. Måske var det fordi jeg var et let offer grundet min sårbarhed ovenpå skilsmissen. Nogle klassekammerater rev tøjet af mig, så jeg chokeret løb væk kun iført undertøj. Hele klassen stak i løb efter mig. Måske blot for at se, hvad jeg ville gøre og hvor jeg ville løbe hen, men ikke desto mindre afstedkom det bare endnu mere usikkerhed fra min side. Derfor løb jeg alt jeg kunne. Væk. Udenfor. Rundt på skolens arealer løb jeg i undertøj, og hele klassen var som en hale efter mig. Livet var op ad bakke.
Til aftensmaden fortalte jeg Johnni og min mor om det. Lidt drilleri havde aldrig skadet nogen, men det der lød dog som noget der var stukket helt af. Min mor vidste allerede, at det ingen effekt ville have at gå til lærerne, så hun og Johnni planlagde en helt anden strategi.
Den følgende dag troppede Johnni op i min klasse. Solbrun, veltrænet med markerede overarme, og bar en kæmpestor ghettoblaster, som Grandmaster Flash drønede ud af for fulde gardiner. Han gik direkte hen til Martin, som havde været primus motor på drilleriet dagen for inden. – Er det dig, som driller min lillesøster? Martin turde ikke svare og lignede en, som om ganske kort tid ville urinere i sine benklæder. – Hvis du gør det igen, så får du tæsk! Det gælder også jer andre!
De drillede mig aldrig igen. Faktisk begyndte jeg at svinge godt med klassekammeraterne og lege med dem efter skole. Den bedste var Lisette, vi blev bedste-veninder gennem mange år. Hun var smuk, med lange mørke krøller. Vi fik hinanden til at tisse i bukserne af grin, så sjovt havde vi det sammen.

Johnni og jeg reagerede på vores forældres skilsmisse. Vi skændtes og sloges, og engang kastede jeg en kniv efter ham, som satte sig i døren i hovedhøjde, efter Johnni lige nåede at lukke den. Reaktionerne drev over med tiden og blev afløst af en masse gode oplevelser. Selvom Johnni og jeg var dybt forskellige, ikke kun i det ydre, bestemt også i det indre, så kunne vi more os og lave gode ting sammen.

Når det var fredag skulle vi hygge. Dødtræt kom min mor hjem fra arbejde. Efter aftensmaden blev der lavet is i glas med kold kakao og flødeskum på toppen. Johnni og jeg elskede denne dessert og følte os meget forkælede. Så sad vi alle tre i min mors dobbeltseng og så fredags-flimmer. Mens Johnni og jeg grinede af begejstring over fjernsynet, var min mor faldet i søvn bag os. Udmattet efter en hård uge. Ikke kun fysisk hård, men også mentalt. Hvordan skulle det gå os? Hvem skulle hun ping-ponge med og spille bold op af, når der var udfordringer af enhver slags? Nu havde hun jo ikke længere min far. Hendes forældre var begge døde inden jeg blev født. Ja, de døde faktisk mens hun endnu selv var meget ung. Hendes søskende var meget ældre end hende og boede på Bornholm og i Sverige. Veninder var noget min mor ikke havde meget af. Min mor talte dog med min farmor. Hun havde jo selv prøvet at være alene med to børn og få midler til rådighed. Jeg tror min farmor var en stor støtte for min mor i den periode.

Vi besøgte min far og Vibeke i vores gamle hus. Jeg var ni år næsten 10 år nu. Det var underligt at se nye møbler i vores hjem og i sær underligt at der boede en fremmed dreng inde på mit værelse. Men han var sød, babyen Danny. Jeg elskede at lege med ham og få ham til at grine, ved at række tunge og skære ansigter.
Hans storebror Mike var fem år yngre end jeg. Han var også sød. Og Vibeke var rar. Hun forkælede alle os børn med lækker hjemmebagt chokoladekage og vi måtte være længe op når vi besøge dem i en weekend i ny og næ.
Der var skænderier mellem min far og Vibeke, og der blev råbt meget højt. Der var også meget passion.
Vibeke lod mig gå med sine sko, for vi passede sko. Hun var nemlig meget lille. Og hun havde over 400 par sko. Alle højhælede og smarte. Vibeke havde permanentkrøller og var meget moderne. Hun havde nogle smukke figurer i reolen, som jeg godt kunne lide at røre ved og betragte.

Min far gjorde, hvad han kunne. Min mor havde som sagt få midler og han følte et ansvar. Derfor forsynede han os med fiskefars fra Norsk Fars i stride strømme. Vi spiste fiskefrikadeller flere gange om ugen gennem flere år. Der gik 30 år før jeg igen spiste fiskefrikadeller. Jeg tænker min far har reddet vores røv op af vandskorpen ved denne gestus. Det var stort af ham, og heldigvis var min mor ikke for stolt til at tage imod.

Jeg begyndte til jazzballet hos Britt Bendixen og blev undervist af både Britt selv og af Zitta de Fries. I jazzballetten kunne jeg udtrykke mig. Det lå så ganske naturligt til mig og jeg havde meget let ved det. Der var så meget rytme i min krop, og jeg skulle bare se en koreografi én gang, så kunne jeg den allerede. Jeg lærte at brænde igennem i dansen, optrådte i KB Hallen og blev udtaget til showholdet.

En livline af de helt store var Gladsaxe Pigegarde. Jeg ville så gerne gå i pigegarde og min farmor havde tilfældigvis en kollega, som var aktiv i denne garde. Han skaffede mig adgang til optagelsesprøven. Jeg var musikalsk og rytmisk og blev optaget.
Tre gang om ugen øvede vi. Så jeg fik pludselig et meget travlt liv, fuld af spændende ting. Efter skole tog jeg selv bus, tog og bus hele vejen indtil Gladsaxe for at spille på marchtomme. Jeg elskede det, og jeg fik så mange gode veninder. I sær Hanne. Vi spillede begge tromme og øvede os sammen. Hun havde kridthvidt hår og de skønneste fregner i hele hovedet. Når hun smilede var tænderne mageløse store og jeg undrede mig altid over, hvordan de kunne være så store, når nu hun var så lille. Mine egne tænder var vind og skæve, så jeg fik bøjle på.
Pigegarden var min Mini Trans. Den gav mening og struktur. Jeg glædede mig sådan til at optræde, og min farbror drillede mig kærligt med, at jeg kom til at tale bagvendt. En tendens jeg havde fra min farmor. – Jeg glæder mig sådan til der kommer skilture, forklarede jeg begejstret. Jeg mente naturligvis tilskuere.
Min far var en kæmpe hjælp for os. Han hentede mig fra både pigegade og jazzballet og kørte mig hjem. Der var flere gange om ugen i et par år. Den fleksibilitet han udviste var usædvanlig høj. Det var ikke forventet af datidens fædre. Her fik vi simpelthen foræret den alenetid som vi ved skilsmissen havde tabt. Vi kunne tale sammen om alt, og min far havde stadig svar på alt.

På min 10 års fødselsdag måtte jeg få støvler af min far. Vi tog i Stenløse Center og jeg fandt straks et par jeg var vild med, grå og med en høj stilethæl på omkring otte centimeter. Da jeg kom hjem og min mor så dem flippede hun skråt. Hun ringede fluks til min far. Hvad i al verden bildte han sig ind? Hvad tænkte han på? Højhælede støvler til en lille 10 årig pige? De støvler skulle byttes til nogle flade forede støvler som jeg kunne cykle i og lege i. Færdig!
Sådan blev det. Jeg hadede min mor den dag, men forstår hende naturligvis i dag. Jeg havde reageret på samme måde. Min fars beslutning om købet var maskulin tankegang, løsningsorienteret: Pigen var vild med de støvler, ergo skulle det være dem. Mere blev der såmænd nok ikke spekuleret over det.

Min farmor og oldefar holdt jul hos os. Det var hyggeligt. Det gav os en følelse af at være en familie. Der blev ikke skortet på noget, hvad pynt, mad og gaver angik. Min mor har alle dage været fantastisk til at overraske børn med gaver. Min far og Vibeke købte flotte dyre gaver til os børn. Vi fik for lige mange penge hver, de ville ikke gøre forskel på børnene. Min far var stadig en slags rig. Lillejuleaften fejrede vi hos min far og Vibeke. Jeg fandt hurtigt fordelen ved at være skilsmissebarn, for jeg fik jo to juleaftner!

Der gik ikke lang tid før min far og Vibeke flyttede fra vores gamle villa. Det duede vidst ikke at hun og Danny var flyttet ind i vores gamle hjem, minuttet efter vi var flyttet ud, hvilket jeg har fuld forståelse for. Hun flyttede til et lejet paracelhus i Ølstykke Udlejre. Min far flyttede ind på to lejede værelser i et af ‘de hvide huse’, 10 minutters gang fra os.
Efter noget tid begyndte min far at kæreste med en kvinde, som hed Marlene. Min far savnede dog Vibeke og ville have hende tilbage. Han besejrede hende atter, og flyttede ind hos hende.

Jeg ville gå til spejder, for det gjorde Sif fra klassen, og hun fortalte man fik saftevand og kage. Den slags fråd var kun forbeholdt weekender i mit liv, så jeg skulle da gå til spejder! Men det var gabende kedeligt, jeg så ikke formålet med det, ting lugtede, men der var saftevand og kage.
Jeg kom med på sommerlejr, i Udlejre. Vi lå i telt i tisse øse regnvej i flere dage, og jeg sov direkte ovenpå en vandpyt, kun adskilt af et tyndt underlag.
Vi skulle ud at ’marchere’ i regnen og jeg hundefrøs på andet døgn i træk. Tilfældet ville, at vi mødte min far og Vibeke. Jeg stak i løb hen og krammede far. Jeg ville hjem!
– Det er lige stramt nok for sådan en lille tøs, at skulle sove i en vandpyt, sagde min far og jeg kom med dem hjem. Fik varmen og fik Vibekes dejlige mad. Jeg stoppede til spejder. Kagen var ikke det værd.

Sif var sej og vi legede sammen. Hun var også lidt farlig, for hjemme i deres køkken hang et avisudklip af hendes mor, som havde været nøgenmodel i avisen. Sif fortalte at hun var begyndt at ride et sted i Stenløse, hvor man kunne leje en hest i en time eller to for bare 10 kr. Det ville jeg også. Jeg havde jo gået til ridning i flere år og kunne snildt begå mig til hest, uden en voksen. Vi cyklede afsted.
Det sjove var, at manden der udlejede disse heste var min kusine Agnetes morfar. Agnete var min mors afdøde bros datter. Jeg genkendte straks gården, hvor jeg havde været mange gange. Han kunne vidst ikke genkende mig, og jeg var for genert til at sige noget. Men vi lejede et par heste og red rundt, længe.

Fælles fodslag havde min far og Vibeke endnu ikke helt fundet, så efter noget tid flyttede de atter fra hinanden, min far til to lejede værelser i Ganløse. Hér fik han stjålet samtlige møbler og ejendele, den første aften, inden han havde fået nøglen af udlejer.
Det var en svær tid for min far, men han holdt sig oppe ved at fokusere på sit arbejde, som han var god til.

Vibeke var flyttet til Albertslund i en kæmpe lejlighed. Naboerne var indere, så der duftede himmelsk i opgangen af varme krydderier. Min far flyttede omsider ind til hende og vi kom på besøg. Jeg passede Danny og elskede at køre ham i klapvogn i Albertslund Center og købte romkugler hos bageren. Det er til dato ikke lykkedes mig at finde bedre romkugler.
Engang var jeg alene hjemme en hel dag, da jeg besøgte dem. Så gjorde jeg grundigt rent over det hele. Jeg ville overraske dem. Vibeke blev glad og gav mig penge for det. Det var nemt at gøre rent hos hende, for der var altid snorelige ryddet. Selv på Danny og Mikes værelser. Der lå ikke én legetøjsbil på det tykke bløde guldtæppe og flød. Mike have et værelse, men boede stadig hos sin far. Det var hans seng jeg lånte når jeg var der, og han ikke tilfældigvis også var der.
Engang var Danny og jeg i karbad sammen, mens min far og Vibeke drak kaffe. Danny var endnu lille og kom til at lave pøller i badet. Vi sad og legede så godt med plastik-skib og ænder. Derfor tog jeg en hurtig beslutning. Sådan nogle pøller kunne jo ikke ligge i badet og flyde rundt, de måtte væk! Så jeg løftede bare pøllerne op over kanten så de klaskede ned på gulvet. Sådan!
Da Vibeke kom ud og så det grinede hun. Hun havde evnen til at se det komiske i næsten alt. En stor kvalitet.
Ligesom da vi om sommeren var i Sommerland Sjælland og sejlede i robåd, faldt i vandet og blev plaskvåde. Vibeke skreg af grin. Min far var derimod ikke helt glad for situationen. Vibekes alt for proppede skuldertaske var drivvåd. Hun grinede bare.

En dag flyttede min far og Vibeke til ‘de hvide huse’, i Fiskene. Siden da har de været sammen. De havde en hårdt start som par. De prøvede virkelig at få det til at fungere, men det tog dem flere år, før der var filet kanter. Ad åre blev de mere og mere sammenvoksede. Det gav en ro for os børn og det var hyggeligt at besøge dem.

Min mor havde tre ugers ferie det år. Økonomien rakte til en telttur i Jylland, hvor Johnni og jeg var i campingpladsens pool konstant. Vi var helt opløste og gik kun ned til min mor, når der var mad. Det var virkelig noget vi kunne finde ud af sammen, det der med at bade.
Til gengæld kedede min mor sig. Hun sad og læste knaldromaner og røg smøger nede ved teltet. Så snart hun hilste på nogle forbipasserende skulede kvinderne til hende. Hun skulle ikke stjæle deres mænd! Bevares, bare fordi man er single og ser godt ud, behøver man jo ikke at være ude på noget. Min mor forsøgte at skabe noget socialt for sig selv ved at hilse på de omkringliggende par, uden held. Det var tre lange uger for min mor. Men som nyligt fraskilt kunne hun leve med overordentligt meget, så længe hendes børn var lykkelige, og det var vi den sommer.
En aften, hvor jeg var oppe at bade med nogle piger, kom der en ung fyr. En rockerlignende type. Han begyndte at tale med os og vi var en smule skræmte. Han kom helt hen til mig og sagde, – Uh, sikke nogle øjne! Hvis jeg stikker dig en 25 øre, kan du så ikke ringe til mig når du bliver 15? Så gik han.
Jeg anede ikke hvad det betød, men han kunne åbenbart godt lide mine øjne.

Der var fire uger tilbage før vi børn skulle retur til skolen, men min mor skulle starte på arbejde om mandagen. Min far var arrangeret til anden side. Så var gode råd dyre.
Min mor meldte os til kommunens udflugter for børn. Hver morgen skulle vi mødes på Ølstykke Kirkes parkeringsplads med en busfuld af fremmede børn og tilbringe dagen sammen med dem, med medbragt madpakke og regnfrakke. Lejre Forsøgscenter, Roskilde Domkirke og Vikingeskibsmuseet var nogle af de udflugter vi kom på. Hver dag i en uge. Ny udflugt hver dag.
Jeg hadede det! Fremmede børn. Larm. Hurtige uforudsete bevægelser og følelsen af at være opbevaret på en forkert hylde i køleskabet. Jeg fulgte tavst med.
Min farmor arbejdede, men kunne tage os i en uge. Vi elskede at være hos farmor, i Tingbjerg. Der var en sjov legeplads og hun tog os med på Bakken. Der duftede altid så dejligt hos farmor. En blanding af hendes pudder, Imperialsæbe og blød kaffe. De sidste par uger inden skolestart klarede vi os hjemme. Vi var jo ikke helt små længere.
På Bakken med farmor satte Johnni og jeg os i hver vores vogn i en forlystelse. Det var Fru Gall ikke meget for, og satte sig derfor op til mig. Hun fik et chock over, hvor vild denne forlystelse var. Straks den var sat i gang hævede vognen sig højt op i luften og snorede rundt i fuld fart. Min farmor skreg, – Hjææælp, jeg vil af, stop vognen! Johnni og jeg var ør af grin.

Min mor fik en en ven, Bent. En kollega og en overordentlig tyk mand, som grinede hele tiden. Han kom på besøg til lagkage og kaffe. Få besøg gik der før han sov han der, for han manglede et sted at bo.
Jeg viste Lisette hans bukser. Vi hoppede ned i et bukseben hver, med hele kroppen, og hoppede rundt i stuen og skraldgrinede. Bent legede gymnastik med os. Vi havde arrangeret puder og madras på gulvet i stuen og hans sad parat nede en den modsatte ende for at tage i mod os, når vi lavede koldbøtter. Han kunne virkelig godt lide børn. Jeg var meget glad for Bent.
Da han var flyttet ind, fandt Johnni og jeg ud af de var kærester, min mor og ham. Det gjorde ikke noget. Johnni og jeg kunne godt lide ham. Han var sød og sjov. Og en morgen jeg vågnede, stod der et par gule Ecco-sko og en Mars-bar på mit natbord. Det havde han købt til mig. Han havde tænkt på mig.
Inden han var lyttet ind inviterede han os til Hansaland i Tyskland, en forlystelsespark. Der var en rutschebane med to loop, og en vandrutchebane hvor de tog billeder. Den slags var endnu ikke set i Danmark.
Der var ingen smalle steder med Bent. Medbragte rugbrødsmadder blev skiftet ud med burgere købt i en bod, og han ville ikke køre derned i min mors Simca, men havde lejet en lækker bil. Johnni og jeg nød det. Min mor var glad.

Johnni skulle konfirmeres og det var i skriggule lærredsbukser, gult smalt slips, kortærmet hvid skjorte og sorte sneakers. Det var bestemt ikke normen dengang! Han blev i øvrigt konfirmeret med sit livs første tømrermænd. Dagen før sin store dag havde han været til en kammerats konfirmationsfest og fik alkohol indenfor vesten. Han kom cyklende hjem i slinger og ynk og råbte, – Mor, jeg er dårlig. Hjælp, jeg er dårlig! Han kastede op i stride strømme og blev lagt i seng.
Næste morgen skulle han selv i konfirmationstøjet og startede dagen med stærk kaffe, noget han ikke kunne fordrage. Men det hjalp.
Min mor strålede. Hun var i et gult sæt, nederdel og top, med sort smalt bælte i hendes vipsetalje, sort kort blazer og en filthat på sned. Hun så bragende godt ud og hun bar sig som en stolt kvinde.
Da jeg var spæd havde hun lært at bære sig selv rigtigt, da hun gik ud og solgte tøj, som tøjmodel. Hun sagde til mig, at hvis jeg ville gå i høje sko, så skulle jeg først lære det, ellers var det bedre at lade være, for det var de færreste, som i virkeligheden kunne finde ud af det. Jeg må give hende ret. Der er mange der bør holde sig til sneakers.
Mor lærte mig at skride med hofterne, og lærte mig tyngdepunktets hemmelighed. Grundet al det dans og jazzballet jeg havde dyrket, var det ikke svært for mig.
Johnnis konfirmationsfest blev holdt inde hos naboen, hos Flemming og Grethe, og vores hjem blev i stedet indrettet til at kunne huse gæster fra Sverige, men også indrettet som aftenens diskotek. Der blev danset i gårdhaven for fulde drøn! Da stereoanlægget blev sat op udenfor i gårdhaven og testet samme formiddag, råbte en overbo at vi skulle skrue ned. Så råbte min mor tilbage, at han bare kunne vænne sig til det, – Det bliver nemlig meget værre, bare vent.
Min far holdt en humoristisk tale for sin søn og forærede ham et askebærer fra Mini Trans, som en sjov gimmick. Vi vidste jo alle godt, at Johnni havde røget i flere år.

Johnni var efterhånden en temmelig veltrænet fyr, og var begyndt at spille håndbold på elite-plan for Virum Sorgenfri. Efter konfirmationen kom sommeren og så begyndte han på idræts-efterkole. En helt ny af slagsen, som også tog i mod elever med fysiske handicaps.
Johnni havde lært kørestolsræs og lærte en blind værelseskammerat at svømme. Der var kørestole overalt på skolen og man kunne frit nappe én at køre rundt i. Det gjorde Johnni en dag, hvor han skulle ned til bageren i byen. Da han havde handlet og skulle ud af forretningen sprang bagerekspedienten frem bag disken og sagde, – Åh, lad mig endelig holde døren for dig. – Det gør ikke noget, svarede Johnni. – Jeg kan bare åbne den selv. Så rejste han sig op fra kørestolen, åbnede døren og trak stolen ud på fortorvet, satte sig i den og rullede retur til skolen.
Der stod bagerekspedienten med kæbe og mund hvilende på dørtrinet og gloede efter ham. Efterskolen var ny, Johnni var med på den første årgang, og i den lille flække af en by i det nordjyske havde man endnu ikke set disse gående kørestolsbrugere.
Nu var Johnni var atter hjemme og tog armbøjninger med mig på ryggen.
Jeg kunne godt se pigerne kiggede efter ham. Jeg kunne godt forstå det. Ham lignede jeg heller ikke. Brunt hår, store azurblå øjne, flot næse og en ‘klovnemund’. Han så på en eller anden måde lidt anderledes ud, uden jeg kunne sætte en finger på hvordan. Måske amerikansk. Senere fandt jeg ud af at Johnni (og jeg) har noget slavisk i os.

En sen eftermiddag, hvor jeg havde været på biblioteket, valgte jeg at cykle forbi vores gamle gule patriciervilla på Stationsvej 13. Ruten hjem var længere ad denne vej, men jeg nød den. Ølstykke var efterhånden blevet en stor og kedelig soveby, og et sted jeg allerede i en tidlig alder vidste jeg aldrig selv ville bosætte mig i som voksen. Ruten af Stationsvej var dog endnu smuk. Den snoede sig, husene var gamle og flotte, og så havde jeg i øvrigt en agenda. Jeg ønskede at gense vores gamle hjem, fra tiden inden skilsmissen.

Som jeg cyklede langsomt afsted forestillede jeg mig, hvordan mit liv ville have været, hvis vi endnu boede i villaen og mine forældre ikke var blevet skilt.
Jeg cyklede langsomt forbi huset. Der boede andre mennesker nu. Nogen jeg ikke kendte. Så kiggede jeg op på mit gamle værelsesvindue. Der hang perepladen!
De nye ejere havde måske et barn, som havde valgt at beholde den, som syntes den var flot? Det rørte ved noget i mig. Et stykke af mig var stadig på mit gamle værelse.
Så satte jeg farten op og var hjemme på et kvarter. Til velduftende spaghetti med kødsovs som kun min mor kunne lave det. I den sorte smedejernsgryde, og med den stærke Heinz ketchup til, som Johnni og jeg elskede.

Mange år senere cyklede jeg atter forbi Stationsvej 13 og så til min overraskelse, at perlepladen endnu hang der. For mig var det en hilsen til mig om at nok kan vi flytte, men vi efterlader os altid spor.

Min mor var bekymret over min skolegang. Flere gange havde hun talt med lærerne, som bare betragtede hende med stumme øjne. Hendes enetale havde ingen effekt. Flere af forældrene valgte at rykke deres børn over på andre skoler. Lisette begyndte på en anden kommuneskole i byen, og jeg startede efter sommerferien i 6. klasse på Frederikssund Private Realskole. En meget anderledes, gammeldags og konservativ skole. Men jeg elskede den! Der var morgensang, drama, lancier og skolen lå midt i en handelsby.
Det var en ændring af dimensioner! Jeg kunne tage bussen på 20 minutter til skole, det var der mange der i forvejen gjorde. Jeg fik en klasselærer, som så mig. De øvrige lærere var jeg også glad for. De arbejdede med mig og i løbet af blot et halvt år var jeg med i samtlige fag, og igen foran i dansk. Det bedste var at jeg igen elskede at gå i skole. Jeg elskede at lave lektier, også matematik. Jeg fik lynhurtigt venner og blev en af de populære piger i klassen.

Forinden havde jeg i sommerferien været med pigegarden på tourne i Canada og USA, i fire uger. Turen var dyr, så betingelsen var at jeg selv tjente til lommepenge. Og det gjorde jeg ved mit opvaskerjob på Ølstykke Kro. Det var et slid, men jeg fik mange vagter og sparede. Jeg fik lov at lave is-desserter til gæsterne, det lærte kokken Ole mig. Han var sød. Jeg fik også rengøringstjansen på kroen, og oplevede det lidt surrealistiske i at gøre rent i den krostue, hvor jeg havde spillet på Mabels stortromme som treårig. Jeg gjorde rent på herretoilettet, hvor jeg havde spist en urinalkugle.
Jeg cyklede frem og tilbage midt om natten til kroen for at gøre rent. Det var meget normalt dengang som 12årig. Der talte man ikke om børnearbejde. Et job var et job.

Turen i Canada og USA var selvsagt en kæmpe oplevelse. Vi var indkvarteret privat hos amerikanske familier, som var ufatteligt gæstfri og søde. Jeg fik cola til morgenmad et sted. Noget mine danske klassekammerater var ved at falde ned af stolen over at høre. De søde familier holdt barbecue parties for os, hvor de havde inviteret venner, familie, kolleger som skulle komme og feste med de søde danke pigegardere.
Jeg boede sammen med Hanne. De rodede hele tiden i vores hår, fordi de så godt kunne lide blondt hår, sagde de. De var mest vild med Hannes, fordi hun var lysere end mig. Hendes var virkelig kridt-hvidt som mit var da jeg var fire år og havde Mattias, mit var blevet mere mellemblond. Jeg havde smart 80’er hår. Inden vi rejste havde jeg fået det klippet og permanentet. Det var hotteste mode dengang og jeg følte mig piv overbevisende. Togskinnerne sad der endnu, ligesom mine mange bumser også gjorde.
Min krop var stadig formet som et S, hvilket tog sig godt ud, når man var pigegarder. Faktisk var jeg så svajrygget, at min mor tog mig til lægen, fordi jeg klagede over ondt i ryggen. – Det er da klart, pigen har jo en svajryg, så hun skal lære at strække ud den modsatte vej, ligesom en kat. Så det gjorde jeg, når jeg fik ondt. Også i skolen, midt på gulvet.
Som voksen blev jeg lykkelig over denne S-figur. Det skulle vise sig at være noget mange mænd fandt attraktivt.
Vi var på sightseeing i Toronto, Canada og optrådte til 4. juliparader i Michigan USA, og besøgte musikkonservatoriet ved Michigan Lake og spillede sammen med de studerende. Amerikanerne var vilde med vores snorelige retning og konservative stil. De syntes vi nærmest var som den russiske hær i vores udtryk. De holdt ikke selv nogen god retning i deres geledder. De sjuskede, syntes vi. Til gengæld dansede de rundt og lavede de vildeste rytmer når de spillede. Vi var dybt imponeret over denne fremmedartede og meget swingfulde parade.
Vi gardere fra forskellige verdensdele betragtede hinanden og lærte af hinanden. Det var spændende, og min horisont blev udvidet.

Da jeg kom hjem havde jeg fået mere selvtillid. Min far var skuffet over de fotografier jeg havde taget. Han havde forestillet sig billeder af høje skyskrabere. Jeg forklarede ham, at det var svært at stå på gaden og få en skyskaber til at være inde i et foto. Jeg kunne til gengæld fremvise fotos af forskellige uniformstyper, instrumenter vi ikke kendte og billeder af mennesker, som åbnede deres hjem for os. Det var til gengæld ikke noget, som interesserede min far synderligt.
Min mor sad og puffede til Bent, da de havde hentet mig i lufthavnen og jeg sad og skulle berette. – Prøv lige at hør hende, Bent. Den måde hun udtaler det på. Det er rigtig amerikansk! Hun var ved at sprænges af stolthed.
Det var nemlig en anden positiv side af musikaliteten. Jeg hørte nuancer i sprog og dialekter som jeg gjorde i musik, og jeg havde let ved at gengive det.

Min mor og Bent ville flytte. De ville gerne starte på en frisk sammen. Bent var jo flyttet ind hos os, så de var ikke rigtigt flyttet sammen. Derfor fandt de et lækkert paracelhus på Skjoldsvej 51, med ottetals-swimmingpool og solarie.
Vi nåede at bo i Krebsen i knapt tre år. Det var længe i min verden. Jeg lavede farvel og goddag finten og indrettede mig i mit ny værelse på et splitsekund, en aften jeg kom hjem fra pigegarden. Om morgenen var jeg taget i skole fra Krebsen 58. Om aftenen stod jeg af bussen et stop tidligere på vej hjem fra pigegarde, og gik hen til Skjoldsvej 51. Jeg nød ruten. Det var spændende at flytte. Min mor havde netop lige malet mit værelse da jeg kom ind. Jeg hang Fjällräven på stolryggen. Jeg var hjemme.