Posts Tagged ‘skygge’
Skygger
Oversøiske handlinger
overtroiske meninger.
Ledningen hænger blødt i luften,
danner skygge på væggen.
Skyggen er pænere end ledningen
– skygger er altid pænere.
Engang var forretningsskilte pæne.
Det var dengang folk var pæne,
man talte pænt
var pænt klædt.
Det pæne var en dyd.
Nu vil folk bare have ret.
Jo mere sol
dets mere skygge.
Træernes skygger er lange
om vinteren.
Jeg prøvede engang at fange min egen skygge,
da jeg var lille.
Jeg løb efter den,
men den var hele tiden foran mig,
og jeg nåede den ikke.
Jeg ville jo bare omfavne den.
For jeg kunne så godt lide den,
for den gjorde præcis det samme som mig.
Når jeg løftede en arm og vinkede,
gjorde den også
i samme moment.
I maleriet er det skyggerne, der gør værket.
Kom, lad os trække vejret gennem hjertet.
I dag købte jeg fire adventslys.
Jeg elsker lys
i de mørke morgener
de dunkle eftermiddage
og de sorte aftentimer.
Da vi boede på landet
tændte jeg ofte bål i haven,
som vi kunne sidde i stuen og se på.
Jeg elsker mørket,
og nyder at lade mig omfavne af det.
Det er lidt, som at få et kram af sin skygge.
Gåture i mørke
gennem byen
langs vandet.
Mørket skærper sanserne.
Henne i kirken lukker jeg øjnene,
når jeg er til stillegudstjeneste.
Så nyder jeg orgelspillet bedre.
Hele kirken er kun oplyst med stearinlys.
Det er magisk at sidde der,
og mærke lyset i mørket.
Også selvom jeg ikke tror på
kirkens historie om Jesus.
Det er ligegyldigt.
Der er alligevel ikke to mennesker,
der tror det samme om et tredje.
Vi ser alle noget forskelligt.
Og det pågældende menneske,
ved jo ikke engang,
hvem af de andre, der har ret.
For han er jo bare,
den han er.
Hvad er der at tro på?
At han er sådan som han selv synes,
eller som andre synes?
Ingen har ret
alle har ret.
Måske ser vi det
vi ser
fordi skyggerne ser anderledes ud
fra den vinkel
hvor vi står
og anderledes ser skyggerne ud
for dem,
som står et andet sted.
Og dog er det det samme vi ser på.
Måske er det ligegyldigt,
at vi ser noget forskelligt.
Måske et det uundgåeligt.
Vi har jo ikke de samme øjne.
Inde i maleriet er der en skygge.
Jeg vil hvile mine øjne på den.
