Vinni Gren Bonde

Når vi udvikler os, er der lurende fare for vi fejlagtigt tror vi er de eneste, der udvikler os. Altså, sådan for alvor. Vi har måske et billede af, at andre er i den kasse de altid har været i, den som vi selv for længst har forladt.

I virkeligheden er der god grund til at tro, at vi alle udvikler os. Det er dog ikke sikkert det er i samme retning. Der er som sagt mange veje til Rom. Der er mange afkørsler, der leder af uudforskede veje.

Når man ikke længere kan se sin ven, og tror det skyldes den enorme fart man selv skyder på sin rejse, narrer man sig selv. For dels kunne det være omvendt, at vennen har passeret én for flere kapitler siden, og det er grunden til han ikke er at finde i bakspejlet. Dels kunne det være, at vennens rejse var i et ganske andet område, et andet landskab. Han benyttede en anden afkørsel og er derfor ude af synsfelt.

Dér står man så. I mødet med sin ven, efter lang tid. Ser på ham som den han engang var eller rettere som det billede man har af, hvordan han engang var – alt i mens man selv føler sig udviklet og on top of things. Man fastholder ham i billedet ved at tale til ham som den man mener han var, fra sit eget nye jeg. – Ja, meget er jo sket …

Man har måske oven i købet højtragende titler på frække uddannelser man kan henvise til, som er årsag til man nu står dér med en stærkere magnetisk udstråling. Man har løftet sig. Man har fået indsigt!

Men har man fået udsigt? Eller kigger man i virkeligheden bare ind i egen navle?

Min elskede mand sagde for mange år side: – Indsigt er at vide, hvornår man skal holde sin kæft.

Denne tien kan vi også trække ind i os selv. Forlange øjeblikkelig ro, når tanker og antagelser løber afsted med os, om andre. For vi ved reelt intet om dem og deres rejse. Uanset om vi så dem i går eller forrige år. Andres rejser kører på indre linjer, og dem har vi ingen adgang til. Vi ser ikke sporskiftet.

I agtelse må vi bruge krudtet på, at få vor forestillinger om andre til at ophøre og i stedet kigge ud af forruden på den rejse vi selv har gang i. Når det lykkes, vil der være brændstof til den helt lange rejse. For på den rejse er der ikke plads til meget bagage.

Som Lars Muhl ofte sagde til mig: – Når du er sammen med andre mennesker, så gør dig usynlig.