Vinni Gren Bonde

En ung norsk pige fortalte, hvordan hun ville flytte fra Norge, fordi du hadede at bo i den lille landsby, hvor hun var født og opvokset. Hun ville væk fra de snærende bånd og ‘alle ved alt om alle’ byen.

Adskillige kommenterede og sagde, at sådan var alle små samfund i hele verden.

Det fik mig til at tænke på min egen opvækst.

Jeg er vokset op i små samfund. Først Ølstykke (som var en lille landsby, da jeg var barn) og senere Østerlars, Bornholm.

Da jeg som 17 årig flyttede i ungdomsbolig i Rønne, nød jeg livet i det lille samfund, der dog var noget større end det bondeland jeg kom fra inde midt på øen. I Rønne kunne ikke gå to skridt uden at møde nogen fra kirken, gymnasiet eller noget familie. Det havde jeg intet i mod. Tværtimod! Det var jo bare sådan livet var på Bornholm. Man hilste åbentlyst og ofte fik man en lille sludder, og måske også en sladder. – Har du hørt, at Jens Due har slået op med Bibiane? Oftest var det alt andet end ondsindet. Det var information.

Når jeg om aftenen ringede fra telefonboksen til min mor, vidste hun allerede, hvad jeg havde fået til aftensmad, for det havde Kirsten Holm fortalt hende. Kirsten fra frikirken havde mødt mig i Fakta og kunne ved selvsyn erkende, at jeg ‘både handlede gult, grønt og rødt’, som hun sagde til min mor.

Hele min mors familie på øen var kristne. Det blev vi så også (det er jeg ikke længere) og begyndte at komme i en frikirke i Rønne. Endnu et lille lukket samfund i det i forvejen lille samfund. Ja, det var nærmest en sandkasse. Et beskyttet værksted. Igen på både godt og ondt. I kirken var der en ungdomsgruppe og vi lavede alt sammen. Musik, sang, film-maraton, kælkede om atten nede på højen ved stranden, hjalp hinanden ved svære livsvalg, hjalp hinanden med praktiske ting, hvis der var brug for det.

Som 19 årig fik jeg en kæreste ‘udefra’. En ikke-kristen, som det hed. Vi var let berusede en aften og skændtes på en stille vej, hvor vi gik. Det så en af medlemmerne fra kirkens bestyrrelse, der tilfældigt kom forbi. Han var tilfældigvis også min venindes far. Han gik hen til os og bad min kæreste lade mig være. Ja, han blandede sig, og man kan diskutere, hvorvidt det var i orden eller ej. Men det var også et udtryk for omsorg og konflikthåndtering. Under alle omstændigheder fik han afværget en dum situation.

Sådan var det i det lille samfund. Alle vidste alt om alle. Folk var både nysgerrige og hjælpsomme.

Jeg knus-elskede at bo i Rønne. Jeg absolut elskede det! Alt var i cykelafstand og der var mange gratis glæder. Det var en tid inden der kom take-away og caféer, og hvor man ikke gik ud at spiste. Den slags var der ikke råd til. Generelt havde Bornholmerne ingen penge, og dem de havde blev ikke brugt på den slags unødigheder. Vi besøgte hinanden, bagte kage og talte sammen. Spillede brætspil.

Jeg følte mig ALDRIG ensom. Det var tiden inden internet og mobiltelefon, og det var almindeligt brugt at komme uanmeldt på besøg. Der gik ikke to dage uden nogen bankede på døren og ville have kaffe. I dag ville jeg blive skide irriteret.

Små samfund har sine svagheder – ja, men i den grad også sine styrker.