Vinni Gren Bonde

Jeg bryder mig ikke om Halloween,
eller andre amerikanske traditioner,
når hældes ned over os.
Hvornår skal vi holde Thanksgiving?
Folk holder jo allerede Valentines Day.
Da jeg var 30 år,
var der intet af den slags.

Er jeg en gammel sær dame?

Jeg kan virkelig ikke lide Halloween.
Alligevel har jeg købt slik,
for det tilfælde,
at der skulle komme børn forbi i morgen.
For jeg kan godt lide børn.

Hvorfor fejrer vi ikke længere Allehelgens Aften?
Folk ved vel ikke engang, hvad det er.
Hvorfor kasserer vi vores egen identitet
og iklæder os den amerikanske?
Jeg synes det er trist.

Alle storbyer i den vestlige verden er ens.
Alle har H&M og caféerne serverer det samme.
Ingen grund til at rejse.

Jeg har købt slik.

Foran Kvickly står lokalpolitikere
og deler slik ud til børn.
Jeg smiler venligt til dem,
velvidende, at jeg aldrig kommer til at stemme
på dem
eller andre.
Jeg smiler.

Jeg går op i at være sund,
drikker ikke alkohol og ryger ikke.
Alligevel sidder jeg her
og drikker Jolly Sukkerfri.
På en almindelig torsdag,
mens kyllingen er i ovnen
og fornuften snorksover.

Er det en form for balance, jeg udøver?
Et tegn på,
at jeg ikke kammer over med min sundhed?
Eller er det snotdumt?

Jeg tror nok det er begge dele.

Alt med måde,
siger mange.
Og nogen kan det.
Det der med,
at at finde den gyldne middelvej.
Jeg synes det lyder utopisk
og røvkedeligt.
Jeg svinger lidt mere med pendulet end det.
Er ikke i denne helt stillestående midtvejs ting,
som vi kalder den gyldne middelvej.
Svinger ikke grotesk,
fra side til side med pendulet,
men dog noget.
Så er der bevægelse
og det kan jeg lide!
Det er som en dans.
Med livet.
Luften står ikke stille.
God linje hele ugen
– festdag om lørdagen.
Eller torsdagen.

Gyldne middelvej.
Alt med måde.
Middelmådighed.
Mette Medium
– genialt navn til en clairvoyant, i øvrigt.

Nogen kalder mig clairvoyant.
Det synes jeg ikke jeg er.
Jeg ser bare.
Det kan vi alle,
hvis blot vi åbner øjet.

Nogen kalder mig spåkone,
kunstmaler, sanger, danser,
karismatisk, småtosset
og en sær gammel dame.

Når jeg lægger min hånd på cafébordet,
kan jeg smage metallet i munden.
Det er da sært.
Eller måske en form for nærværelse?

Hvis vi ikke havde noget forhold
til en af vore fem børn,
ville jeg kime vedkommende ned
– jeg ville insistere på at få et forhold op at køre!
Spørge, hvad der er galt.
Sende billeder og små hilsner.
Sende gaver til børnebørnene.
Jeg ville blive ved
og ved
og ved det skal til.
Ville ikke lege gylden middelvej.
Jeg ville svinge mig i pendulet,
og finde vores børn og børnebørn,
hvis ikke på den ene side
så måske på den anden side.

Forholdet til børn og børnebørn,
er noget man aktivt gør.
Det er ikke en venten.

Det jeg ikke ville gøre,
var at trække mig.
Tænke, at bolden nu ligger hos dem.
Vente.
Forvente.

Jeg ville ringe,
skrive,
synge,
danse,
og pakke min kærlighed ind i smukt gavepapir
og bruge hele min pension på GLS.

Jeg ville ikke føle mig forsmået.
Det begreb findes ikke,
i forholdet til sine børn
og børnebørn.
Der findes kun kærlighed.
Og måske en masse uenighed.
Forvirring.
Men først og fremmest kærlighed!

Hvordan kan man udvise ligegyldighed,
overfor sit voksne barn
og sine børnebørn
årti efter årti?

Det er mig en gåde.

Hvordan kan man gå så meget op i,
at have ret?
Eller rettere:
Gøre det klart,
at det er de andre,
der har uret.

En gåde.

Hvis jeg nu sætter mig derovre,
på bænken foran Kvickly,
så kan jeg betragte gåden
fra en anden vinkel.
Jeg har med garanti blinde vinkler,
her, hvor jeg står.
Jeg må ikke stå stille,
på den gyldne middelvej,
for den gør mig blind.

Have ret?
Det er der ikke nogen, der har!
Eller, det har vi allesammen.
Vi ser blot noget forskelligt,
fordi de betragter det samme bjerg
fra hver vores vinkel.

Mennesker er ens overalt.
Det er ikke mennesker,
der går i krig.
Aldrig!
Det ligger ikke til menneskesjælen,
for det bringer os for langt væk
fra os selv
fra vores himmelske Far,
som insisterer på at have et forhold til os.
Som sender gaver
gennem ild og vand.
Men vi ser det ikke,
for vi er blevet blinde for det
i vores fokus på dem,
der leger Gud.

Mennesker går aldrig i krig.
Det er regeringer, der gør.
De kan uddele alt det slik de vil,
jeg stemmer ikke på dem.

Jeg stemmer på menneskeheden!

Jeg sidder på bænken
foran Kvickly,
smiler til slik-uddelerne
og tømmer min Jolly Sukkerfri.