Vinni Gren Bonde

I dag talte jeg med en veninde (vi kalder hende Mia), som sagde noget interessant.

Bryllup på hans families måde eller på hendes families måde
Hun kender et ungt par – han er amerikaner af katolsk baggrund, hun er svensker fra landet i Småland, og er ikke praktiserende religiøs. De vil giftes, men er uenige om formen.

Han kommer af en kultur, hvor det er pigens forældre, som betaler for et bryllup, med 300+ gæster og vielse i en katolsk katedral tæt på forældrenes hjem. Pigen kommer af en skandinavisk kultur, og hun er ikke længere en pige, men en kvinde på 30. Hendes forældre er ingenlunde indstillet på at betale for noget bryllup. Vil de unge giftes må de selv til lommerne, med mindre de kan ‘nøjes’ med en romantisk havefest i Småland.

Mia sagde: – Hvordan kan det være, at den ene kultur skal stå over den anden og vægter mere? Det er da ikke rimeligt. Man må da finde en løsning, hvor begge kulturer bliver tilgodeset.

Når vi flytter hjemmefra er alle dyder og kulturer hjemmefra et overstået kapitel
Jeg kunne kun være enig med Mia, men jeg vil faktisk gå skridtet videre. Det er nemlig hverken den enes eller den anden kulturbaggrund, som er vigtigt. Den er historie i det øjeblik de flytter hjemmefra. Nej, det er parrets fælles kultur, som skal vægte tungt på skålen. Den, som de selv skaber – selv vælger.

Sådan som Morten og jeg lever skal vores børn da ikke leve. De skal finde deres model for, hvad der er rigtigt for dem. Når de er flyttet hjemmefra, er vores opdrager-rolle en saga blot. Børnene kan så heller ikke forlange elle forvente den modsatte vej, at vi hopper med på deres kultur-kanon. Ved fx at betale for et bryllup.

Hr og Fru Småkage fra Smørum kan ikke forlange, at børn og børnebørn kommer hjem til dem til jul, eller at de inviteres til jul hos børn og børnebørn. Det kan jo være at Hr og Fru Småkages børn slet ikke gider at holde jul – eller holder det på en helt anden måde end Småkagerne, og derfor vil der alt for let opstå konflikt. Det giver måske en mere harmonisk december og januar, hvis man holder det hver for sig.

De er fra en anden kultur, så deres adfærd accepterer vi
I Mias og min snak kom jeg til at tænke på noget endnu mere interessant, som vi tit overser: Vi har ikke svært ved at acceptere nogen, som gør ting vi ikke helt forstår, hvis de gør det fordi de kommer fra en anden kultur. Så har de jo ikke noget valg. Det er religiøst eller politisk – og så retter vi ind.

Det kan være Hr og Fru Koefoed, som kommer i en frikirke, hvor der praktiseres voksendåb. Hr og Fru Koefoed er imod barnedåb og betragter det som et åndeligt overgreb og deltager derfor ikke den slags, hvis de inviteres. Det forstår mange ikke, men de accepterer det. For det er jo deres kultur. Deres religion. Det sammen med jøden, der ikke vil spise flæskesteg. Eller muslimen der ikke drikker alkohol.

De har valgt deres egen kultur, så deres adfærd accepterer vi ikke
Derimod, hvis Betty og Benny vælger egen kultur accepteres det ikke lige så let. Begge har forliste forhold bag sig og fandt hinanden i en alder af 55 år. Børnene er voksne og børnebørn på vej. De har valgt at leve sammen, det rolige liv, og gider ærlig talt ikke at gentage hele molevitten fra tidligere, ved at få en hel svigerfamilie at invovlere sig i, endnu engang. Det var hårdt sidst og de slap endeligt ifb med skilsmissen. Nu har hverken Betty eller Benny tænkt sig, at starte forfra. De vil bare nyde hinanden.

Dette accepteres imidlertid ikke af Bettys og Bennys respektive familier, de er dybt forargede og mener det er egoistisk og uhørt. Når man bor sammen, følger en masse forpligtelser med omkring familier og svigerfamilier. Så har man bare at troppe op til jul, fødselsdage, huske at ringe og være sød og bage sandkage. Betty og Benny har erfaringsbaseret valgt en ny kultur sammen. Den accepteres ikke!

Den sunde kultur må være den, hvor vi vælger indefra og ud, ikke udefra og ind
Jeg håber inderligt, at Mias bekendte formår at lægge forældrenes pres bag sig, som de lige nu presser hinanden med, og i stedet springer ud som selvstændige frie mennesker, og vælger det liv – og den form for bryllup – de sammen ønsker. Fx en vielse på stranden i Mexico, uden familie og venner ved det.

Det handler ikke om, hvorvidt man gør ting på den ene eller den anden måde, det handler udelukkende om, at vælge indefra og ud, ikke udefra og ind. At mærke efter inde i hjertet og herefter leve det ud.

Lad os tænde fredspiben
– og så skal vi andre ellers bare tænde fredspiben og glæde os over, at de har valgt. Uanset om vi forstår eller ej. Vi kan ikke tillade os at pege fingre, i eventuel manglende forståelse. Manglende forståelse er blot en mulighed for personlig udvikling. Vi skal acceptere. Bare det. Og det gælder det unge par og det gælder dem, som elsker at fejre traditioner og det gælder dem som har fundet deres helt egen vej og kultur.