Vinni Gren Bonde

Vi kender alle til den asymmetriske relation, hvad end det er i et venskab, kollegialt, familie eller andet: Bedst som relationen er ligeværdig, trækker det pludseligt skævt. Det handler om, at den ene part ønsker at ‘skubbe’ kærligt til den anden, for at denne skal se det ‘lys’ vedkommende selv har set. For at udvikle sig, lære noget, erkende noget.

Det kommer af gode hensigter, men når den ene part bliver den vidende og den definerende – og peger på, hvad den anden bør sætte sig ind i – så trækker det forholdet skævt. Især fordi det er uopfordret.

Jeg indser, at jeg har trukket et venskab i en asymmetrisk retning. I begestring og antagelse om, at en veninde skulle have samme interesse i et specifikt emne som jeg, kom jeg på gal kurs. Nu arbejder jeg på at få venskabet retur til symmetri. Ligeværdighed.

For nyligt har jeg selv oplevet et asymmetrisk forhold til en tandlæge. Her er det ekstra grelt, fordi vedkommende bryder en etisk grænse, fordi hun er sundhedsperson og uopfordret blander sig i mit privatliv.

Tandlægen havde hørt, at jeg havde haft kræft. Det fortalte hun mig, mens jeg lå på ryggen med kæften fuld af vat. Og nu skulle hun fortælle mig, hvorfor jeg havde fået kræft. Jeg forsøgte at stoppe hende – uden held. Fortalte hende, at jeg i dag var rask og at det var mit fokus. Men den pendulsvingende tandlæge overhørte de tydelige signaler og gav den hele armen med både jordstråler, sygdomsfremkaldende bolig, karma og sorg. Altsammen baseret på egen erfaring. Nu skulle jeg bare høre …

Tandlægen brugte min sygdomshistorik til at forsvare sit eget verdensyn. Det er bare IKKE okay. Og det er åndeligt umodent.

Den tandlæge har ikke længere mig som kunde. Hun var sød, hensigterne gode (hun ville jo bare hjælpe), men det var uopfordret (og uønsket fra min side). Hun var i sin egenskab af professionel sundhedsperson dybt grænseoverskridende og uetisk. Tilliden er brudt og jeg kommer ikke retur. I det her tilfælde er det for sent at gå retur til et symmetrisk forhold. Den bus er kørt.

Hvad end det handler om jordstråler, gnostiske skrifter eller kosttilskud, så kan vi til hver en tid dele vores interesse med andre – det vil i flere sammenhænge være naturligt. Hvad laver du for tiden, hvad laver jeg for tiden – og i den dur. Hvad vi ikke kan forvente er, at vores viden har relevans for andre. Heller ikke selvom vore liv kan have flere overlap af interesser, så det ser ud som om, at det må interessere den anden.

Vi kan ikke forvente eller antage, at vores verden skal blive andres verden, bare fordi vi selv synes den verden giver mening. Der kan være 1000 grunde til, at den verden ikke lige giver mening for andre.

De har jo deres verden.