Posts Tagged ‘terapi’
Hvorfor jeg ikke lægger TAROT længere
Jeg er blevet spurgt om, hvorfor jeg egentlig ikke længere lægger tarotkort for folk, så jeg tænker det er på tide med et kort skriv om dette.
Grunden er, at jeg mener folk bør tage ansvar for eget liv og søge svarene (i sig selv) selv. 90% af dem som kom til mig for at få lagt tarot, var kun interesseret i at høre svaret. Udgangen. Nøglen. ‘Hvad ender det hele med’? ‘Hvad har Universet til mig’? ‘Hvad lander der mon i min turban’? Altså: Hyggespiritualitet. Det var ikke folk, som arbejdede seriøst med sig selv. De ville finde den lette løsning, det nemme quik fix.
Jeg tror ikke på quik fixes! Og jeg gider ikke at spilde min tid med at se i kortene, når folk ikke gider at se ind i sig selv, men tror svaret findes ‘derude’.
Desuden var der en tendens til, at folk ikke respekterede at jeg havde ‘kontortid’. Næh, de ville have jeg skulle stå klar efter arbejdstid, klokken 17:30 – eller i weekender. Ingen forståelse for at jeg selv har familie og børn, som jeg skal være sammen med om aftenen og i weekender. De ville ikke tage fri, som de gør når de skal til læge, fod-terapeut og tandlæge. Det bliver ganske enkelt slet ikke taget seriøst, når det kom til stykket. De forventede jeg var en slags Jesus, der bare skulle stå klar og være glad for at give.
Derudover oplevede jeg faktisk et par stykker, som ville prutte om prisen. En pris, der i forvejen var sat under mine kollegers med samme uddannelse som jeg. Sådanne mennesker kan jeg ikke hjælpe. Og det handler ikke om penge. Det handler om commitment. Der er tale om energiudveksling.
Det hele begyndte med, at jeg kom til et punkt, hvor jeg kunne mærke jeg ikke længere skulle lægge tarot for folk jeg kendte. Det er for tæt på. En terapeut / behandler skal ikke hjælpe sin familie, venner eller naboer. Det blev meget klart for mig, og derfor droppede jeg det og holdt mig til at hjælpe professionelt. Derudover fik jeg at vide jeg skulle forhøje min pris, da den var alt for lav, så det gjorde jeg ligeledes.
Efter et stykke tid blev det klart for mig, at jeg slet ikke havde lysten længere, fordi jeg stadig oplevede at de fleste bare ville have lidt hygge-nygge-spiritualitet. De mest seriøse var online-kunder, som selv var behandlere eller healere. Eller folk, som brugte tarot som supplement til en allerede påbegyndt rejse. Hvilket ofte var nogen jeg kendte i forvejen (venner, naboer), men derfor nogen tæt på, som jeg ikke længere kunne hjælpe.
I dag laver jeg energi-arbejde, astral-rejser, maler/ tegner/skriver og uddanner mig stadig – og arbejder med min fortsatte udvikling. Der er endnu meget at lære, og jeg er ydmyg over vejen. Tak.
PS: Nu vi er ved det – jeg hjælper heller ikke længere folk med deres CV og ansøgninger. Jeg har været væk fra arbejdsmarkedet så længe, at jeg ikke føler jeg kan yde noget professionel støtte her.
