Vinni Gren Bonde

Jeg har altid moret mig, når Bornholmerne kaldte mig førter (bornholmsk for tilflytter). Min mors slægt går over 700 år tilbage på øen. Jeg er direkte ane med vikinge-kongen på Bornholm, som under vikingetiden var selvstændig og ikke en del af Danmark.

Ja, det er sandt min mormor brød kæden, da hun som bare 14 årig valgte at flytte (flygte) fra øen. Fordi hun var voldsomt dårligt behandlet af bornholmerne, eftersom hendes mor var så uheldig at miste sine mænd (de døde simpelthen) og derfor havde hun haft flere, eftersom hun var så smuk og sød, at hun let fandt en ny. Bom, så var min mormor dømt til at være horeunge og have en letsindig mor, hvilket ikke kunne være længere fra sandheden! Men i et lille samfund som Bornholm for 100 år siden, kunne man da bare glemme alt om at forklare sig. Mere end én mand: luder! Min mormor blev sat bagerst i klassen, skulle finde sig i ondsindet sladder og onde øjne på gaden. Væk ville hun! Havde hun ikke flyttet, var jeg måske født på Bornholm.

Min mor samlede dog dette kortvarige brud, da hun flyttede til øen (med mig og min bonusfar) tilbage i 80’erne. Jeg har en kæmpe familie på Bornholm. Og ja, de taler vaskeægte bornholmsk (ikke Rønne-fint).

Alligevel blev jeg kaldt for førter af mine klassekammerater, til trods for jeg formegentlig var mere bornholmsk end dem 🙂 eller måske i familie med dem, langt tilbage … Men søde var de, og jeg var bestemt vel taget i mod.

Jeg troede det var et bornholmsk fænomen, det der med at have “travlt” med at kategorisere folk efter, om de var født til højre eller venstre for vandet. Men det opdagede jeg var et helt normalt fænomen, når blot man kom et stykke udenfor København.

Da jeg mødte Morten og deltog i nogle af de lokale Midtsjællandske arrangementer, som fx Sankt Hans, blev jeg dælme spurgt, hvor jeg var fra. Hvilket stadig kommer bag på mig. Jeg tænkte hver gang, gad vide hvad de mener – ved de ikke jeg bor hende i nummer 50?

Da jeg svarede jeg kom fra Frederiksberg, var jeg straks stemplet som hende Københavneren og jeg så da også de løftede øjenbryn. Måske fordi jeg taler “Nørrebro”, som de gør i min fars familie (de er fra Nørrebro og en slægtsforsker fortalte mig engang, at jeg taler “ydre Nørrebro”). Men mit svar var jo heller ikke fyldest. Det var det korte svar. Jeg havde boet fire år på Frederiksberg, inden jeg flyttede sammen med Morten. Men jeg havde da en historie før dette. Jeg havde jeg boet 10 år på Vesterbro, tidligere Amager og Christianshavn. Syv år på Bornholm, et halvt år i Israel, og født i Ølstykke, hvor jeg boede til vi flytte til øen da jeg var 14 år.

Er jeg så fra Ølstykke? Fordi det er det sted jeg blev født? Det er det sted jeg identificerer mig allermindst med. Jeg har aldrig brudt mig om det sted – heller ikke som barn. Jeg glædede mig bare til at blive voksen, så jeg kunne flytte til København i en hyggelig lejlighed. Det var drømmen. Da jeg boede på Frederiksberg vidste jeg, at når jeg fandt den store kærlighed og skulle stifte familie, så var det bare om at komme ud på landet at bo. Og sådan blev det da også.

Jeg undrer mig stadig over det med at være tilflytter eller ej. Jeg synes det er en underlig og mærkværdig måde at se på andre på. Måske fordi mine forældre – og jeg – har flyttet så meget rundt og boet så mange forskellige steder. I Ølstykke flyttede mine forældre i gennemsnit hver 1,5 år fra jeg var 0-14 år.

Der var engang en, som spurgte mig om ikke jeg følte mig rodløs, når jeg havde haft så utroligt mange adresser. Næh, overhovedet ikke. Det har gjort mig tilpasningsdygtig og omstillingsparat. Foruden åben overfor nyt, nye mennesker og helt andre måder at gøre ting på.

Som om, at nogen hører mere til et sted end andre, bare fordi de ikke har boet andre steder.

Vi er alle tilflyttere … Det er kun et spørgsmål om, hvornår vi flyttede til. Vi er jo alle på en rejse – i det indre og det ydre.