Vinni Gren Bonde

En, to, træ,
det skal man ikke hænge sig i,
langt hellere gemme sig i,
inden skoven for længst er falmet.

Når skovspurven yngler
og det sidste blad dingler,
kalder mor: “Der er varm chokolade”,
mens vinteren sætter ind
ude fra.

Vi rykker os sammen,
vi har rykket os meget.
Vi lever livets efterår,
alt det bedste vi formår.

Gør klar til vinterens komme,
være klar, inden tegnene er omme.
Fødderne træder dansen, uden sko,
tælle til en og tælle til to.

Kom, du store hjælp,
frem med støvler og kælk.
Det rigtige er at komme først,
selvom det er godt at ligge sidst.

Hvem bestemmer, hvad det rigtige er?
Dem, der bestemmer sjældent prægtige er.
De, der bestemte, bestemmer bestemt intet længere,
det har vi bestemt, som bestemmer hér.

Enhver er sin egen guldsmed,
tegner (be)grænser om sig selv,
bange for egen succes og held,
for tænk hvis det lykkes – at lykkes selv.

Visker begrænsningerne i sneen væk,
dynger der tynger – de stærkes træk.
Først, når vi omsider kagen bager,
ved vi, hvordan den endeligt smager.