Vinni Gren Bonde

Da jeg var teenager og ung på Bornholm kom man uanmeldt forbi og bankede på. – Giver du kaffe? Ja, nej. Alle svar var tilladt. Det gav en impulsivitet og dynamik som jeg efterhånden har svært ved at få øje på.

Nu skal man besøge hinanden, hvor der er fundet en dag i kalenderen 2,5 måneder forinden. Der skal diskes op med frokost, kaffe med hjemmebag og/ eller aftensmad. Der går tre dage med det. Handle og rengøring den første dag, madlavning/bagning/ankomst den næste dag og ligge lig den tredje dag.

I mange timer sidder man overfor hinanden og snik snakker. Personligt har jeg det sådan, at jeg ikke orker mere snak efter et par timer. Så er jeg ør i hovedet, vil gerne hvile ørerne, og reflektere lidt over det vi har talt om. Taler man i længere tid, sker der et skift i kommunikationen. Det er også her mange af de lidt mere klamme spørgsmål kommer på bordet. – Hvordan går det med din chef, er det stadig ham psykopaten?

Bevares, min tid på øen var før mobiltelefonen blev opfundet. Vi havde alle stationære telefoner. Disse blev brugt flittigt. Det gjorde det uanmeldte og impulsive besøg altså også. – Jeg var lige henne i Sørine og så tænkte jeg om du mon var hjemme og gav en kop kaffe.

I dag vil jeg betakke mig for at få uanmeldt besøg. Kulturen er ikke rigtig til det længere. For vi alle har en mobil og kan lige fyre en sms afsted. Der er ingen undskyldning.

En af mine talrige og skønne kusiner sendte mig en sms i onsdags. Hun er bornholmer og vant til det impulsive, selvom hun dog bor på Sjælland nu. – Giver du en lynhurtig kop kaffe her til formiddag? spurte hun. Jeg skal alligevel til Ringsted. Ja!!

Jeg nåede lige et bad, og så trillede hun ind i gårdspladsen. Ingen forventninger til rengøring, hjemmebag, frokost eller spørgen ind til samtlige børnebørn. For det er jo bare et impulsivt besøg, en tør kop kaffe. Vi sad i haven, i solen og snakken gik. Det var så hyggeligt. Efter en god times tid smuttede hun og jeg nåede mit.

Med andre ord, så slutter besøget på en høj node, hvor energien er høj. Man er ikke kørt træt. Og ikke nået til den med: Har du forresten hørt, at den og den skal skilles? Ellers tak, er helst fri.

Det gik op for mig, hvor meget jeg har savnet det impulsive besøg. For det sker aldrig mere. Ikke i mit liv. Og det har jeg tænkt mig at lave om på!

I min familie – på både min fars og mors side – har impulsive (ja tilmed uanmeldte) besøg været den normale praksis. Man blev ikke afvist. Dog kunne man risikere, at det skulle være et kort besøg på en lille halv time. Altså bare en hurtig kop kaffe. Og så videre. Det var helt tilladt og i orden. Det giver alt andet lige en dynamik, som ikke findes i maratonbesøg, som kræver pænt tøj og stramme fjæs.

Det med at ses ofte – og i kortere tid – gør, at man er tættere på hinandens hverdag. – Hvordan gik det med den trøje, fik du den byttet da jeg var gået sidst?

Peter Frødin fortalte engang i et interview, at han ringer til sine forældre hver dag. Bare kort. – Ja, for ellers kan der hurtigt gå lang tid, og så bliver det hele bare så mærkeligt når man taler sammen.

Det gjorde et indtryk på mig og jeg kunne genkende det. Går der lang tid, bliver det tungt. Så skal man starte fra Adam og Eva og have alle mellemregninger med. Det er bare for meget!

Morten og jeg bor på landet. Der er en tendens til, at nogen gerne vil “på landet” og opvartes med frokost, kaffe og hjemmebag samt aftensmad med vin ad libitum, men ingen invitation den modsatte vej. Og hvis man “trænger sig på”, er det til en tør kop kaffe. Selvom der er lige langt. Det giver ikke helt mening. Mange gider ikke tage den lange vej hjem til os, bare for en kop kaffe. Sjovt nok mener de, at vi sagtens kan tage den lange vej hjem til dem, til en kop kaffe.

Morten har en kammerat, som er god til at kigge uanmeldt forbi. Det er hyggeligt hver gang, for han har ingen forventninger. Bare en tør kop kaffe, oppe-stående i køkkenet og en lille sludder. Pissefedt! Han er en af de få jeg tåler bare kommer uanmeldt. Måske fordi han udstråler nul forventninger, bare “hej”.

Vi er forskellige og det skal der være plads til. I en periode prøvede vi det med sms’er og impulsive kaffebesøg hos mine svigerforældre, når vi alligevel var på disse kanter, men det faldt ikke i god jord. Det var ikke deres stil. De var mere til at invitere hele familien med børn og børnebørn til fællesspisning fra 18.00 – 21:30. Hvor vi så ikke fik talt ordentligt sammen, fordi der var larm og kaos. Men de syntes det var super hyggeligt og nød denne form. Og det er da ok. Sådan er vi jo så forskellige.

Det var underligt for mig, som var opvokset med en perlerække af impulsive besøg. Det var normalt at køre i en langsom Simca i 1982 fra Ølstykke til Brønshøj, for at drikke en kop kaffe. Så hvorfor ikke lige slå et sving ind om svigerforældrene i Roskilde, når man nu alligevel var i byen for at handle?

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået ved dørtelefonen og ringet på hos min farmor, 2700 Brønshøj. Jeg blev altid lukket ind. Af og til smilede hun og sagde: Ja, jeg har house coat på i dag, jeg gad ikke at tage tøj på. Men kaffen den manglede ikke. Hun elskede at få besøg på den måde, for så kunne hun flyde ud, som hun selv kaldte det. Hun behøvede ikke anrette med flæskesteg og småkager.

At sidde overfor hinanden i otte-ni timer og snik-snakke er sindssygt anstrengende. Men et lynvisit, hvor man lige beretter nyt fra fronten og selv høster informationer man finder glæde ved – tja, det er energifyldt! Og så slipper man for hele menageriet med at finde støvsuger frem og rydde op og virke “klar” og “på”. Ved impulsive besøg kan man sidde i joggingtøj og morgenhår og stadig være den fede værtinde. Og og og…. man behøver ikke informere og ALT der er sket i sit liv det seneste år. Ih guder. Gem dog noget til mystikken.

Lad os sænke ambitions-barren og højne antallet af de korte kaffebesøg. Jeg stemmer for impulsive sms’er: Er du hjemme om en time og giver en kort kop kaffe – uden noget?