Vinni Gren Bonde

Jeg vil sidde hér, ved vinduet
dagen lang
livet igennem
og betragte alle mine fejl
udspille sig
se det
hér
fra den anden side af ruden.

Behageligt vil jeg sætte mig til rette.
Dette skal være min nye stillingsbetegnelse: Behageligt tilrette!
I alt slags vejr
vil jeg beskue himlen og vinden
bygningen overfor
og lægge mærke til
hvordan de småsprossede vinduer
går fra at være hvide
til at blive lyserøde
når vintersolen står lavt
henover taget til venstre for
som ligner et pastelfarvet snekrystalhav.
Og jeg vil bemærke de skiftende grå nuancer
i samme vinduers sprosser
som næsten går i ét med regnen
og stemningen i mit indre
en efterårs-formiddag
klokken 10:30
mens P8 Jazz kører
og naboen går.

Jeg vil sidde hér på min trone
og se livet udspille sig.
Ny dag
samme scene
samme håb.
Udsigten bliver til indsigten
et spejl af mit indre.
Jeg ældes med årstiden
og den med mig.

Hér vil jeg sidde og gribe efter vinden
muligheden
og overraskelsen.
For den er der.
Før eller siden viser den sig.
En fremmed ringer på nogens dørklokke,
og besøger hende overfor
bag det småsprossede vindue
med de yndige blondegardiner
hun må være gammel
eller bare romantisk.
Der bliver tændt lys,
jeg kan se hende.
Men ikke tæt på.
Hun bevæger sig som en på min alder.
Gæsten er mystisk.
Med sort hat.
En forfører?
En teater-ven?

Jeg faldt vidst i søvn.
Lyset hos kvinden er slukket.
Hos mig er det endnu ikke tændt.
Det føles hver gang så underligt ensomt,
at vågne i et mørklagt hjem.
Jeg tænder straks stearinlys
og indirekte lys
som om jeg ventede en gæst.

En knop springer ud
på grenen i gården
to
syv
det er forår.
Fuglene kvidrer i falset af begejstring
mens jeg svinger højre fod ind under venstre lår
sådan sidder jeg bedst.
Hvad vil fuglene fortælle mig i dag?
Det som vinden sladrede om i går?

Bindingsværket på baghuset med de småsprossede vinduer
står skarpere i det tidlige forår
mere insisterende og karakterfulde
og ligner gentagelsestegn fra et nodeark.
Jeg smiler, når jeg opdager det
og føler det er mig, der er gentagelsen.
Jeg nynner en strofe af tilfældige toner,
og gentager.
Jeg beslutter mig for
at baghuset er et stykke musik
i gården
i mit liv.

Behageligt tilrette jeg sidder
mens livet går
og vender retur
som overboen
og den mystiske gæst.