Vinni Gren Bonde

Jeg synes det hjælper at fokusere på det, der rent faktisk virker. På den måde får jeg, over tid, en oplevelse af, at der er mere der virker end ikke-virker. Og det virker.

I 90’erne lærte vi, at vi bliver det vi spiser. Det er ikke rigtigt. Vi bliver det vi siger.

Det er forholdet til andre mennesker jeg taler om – altså de forhold, der er vanskelige. Uanset om det er en ekskæreste, en chef, en veninde, en kusine, en far. Vi alle har minimum én relation, der er i kategorien vaskelig.

Men ofte er en relation langt mere vanskelig end den behøver at være, fordi vi taler den i stykker.

Hvis vi tillader os selv at blive irriterede, vrede og måske tilmed konsekvenshungrende over, at en relation træder ved siden af, så bliver vi ensomme. Vi bliver bitre, for så vil vi opleve at alle træder ved siden af. Det gør vi også selv. Træder vi, træder vi ved siden af. Det er loven om at være i live, ganske enkelt. Det er en slags livets dans, der foregår. Træder vi snorelige, så er vi jo bare omvandrende NPC’s.

Og, hvad er det egentlig vi træder ved siden af, helt præcist? Egne opstillede regler? Jamen, kan man så overhovedet tale om at træde ved siden af? For, hvis det er andre der træder, er det jo ikke sikkert de har trådt over deres egne regler! Kan vi så overhovedet tillade os at blive vrede? Måske er der blot tale om to forskellige opfattelser af en situation. Hvor begge har ret. Eller ingen har ret. Eller ingen af delene.

Hvor går grænsen?

Vi leger at grænsen er overtrådt, fordi der er tale om etiske og universelle grænser, der er blevet vadet henover af den anden. Fint. Det er stadig ingenlunde rimeligt at tillade ét fejltrin (eller få) så meget magt, at vi mener alt bare er forkert. Det er jo forskruet. Må vi så lige være her, makker?

Med mindre den anden bevidst træder over din grænse, som vedkommende udmærket kender, blot for at genere dig. For at nedgøre dig. For at få dig i reaktion. Så er vi ude i fingeren. Eller begge to. Og gå.

Der kan også være situationer, hvor grænsen trædes over, uden at vedkommende aner det, men hvor man ser for forskelligt på tingene til, at man kan få et godt forhold. Der kan det være nødvendigt at elegant slippe.

I andre tilfælde er et samarbejde bydende nødvendigt som fx med en eks man har børn sammen med, i en deleordning. Der må man feje egne behov til side og gå ind i et samarbejde, uanset om man har lyst eller ej. Så længe børnene endnu er børn. Her kan det hjælpe at fokusere på, at eksen muligvis er en rådden nar, men han er i det mindste en god far og vil sine børn det bedste. Super, så langt så godt. Så er der faktisk håb. For så kan man have børnene i centrum og en tålelig relation kan komme i sving.

Alt for hurtigt kommer man til at tale negativt om eksen, om ikke andet så inde i eget hovedet. Magt. Tillad det ikke. Vend det.

Det samme kan være gældende med en far, man har haft et svært forhold til. Fordi man føler sig overset. Ved at fokusere på det i forholdet der virker, fx en ugentligt telefonsnak, så start dér. Ja, han var der måske ikke så meget for dig, da du var barn. Get over it. Mænd i 80erne var der ikke. Nyd, at han er der nu og vid, at du helt sikkert var der i hans bevidsthed, da du var barn.

Når jeg fokuserer på det, der rent faktisk virker, så synes jeg over tid, at det fylder mere end ‘alt det’, der ikke-virker. Et godt, eller bare tåleligt, forhold begynder ved dette fokus.

Hvis vi var bedre til at ryste fejltrin af os, og måske tilmed se disse som andet end fejltrin, så tror jeg sgu livet ville være lettere. For det der’sns relations-noget fylder immervæk sindssygt meget i vore liv. I sær i vore sind.

Jeg tror de fleste fejltrin i virkeligheden består i en fejlopfattelse, af det der gik galt.

Vi bliver det vi siger (tænker, skriver, …).