Vinni Gren Bonde

Sidste weekend spurgte en af vore venner, om jeg egentlig nogensinde savnede Bornholm. Tårerne vældede frem da jeg svarede: Hver dag!

Jeg er lykkelig, hvor jeg er. Nyder det liv vi har – lige netop hér i smukke Hornsherred. I lille-put-landskabet, som minder om Tolkiens “The Shire”, hvor hobbitterne bor.

Hér boede de første (skrevne om…) danske vikinge-konger. Kong Skjold i Lejre, blot otte km fra vores hus. Han og Skjoldungerne sejlede af åer, hvor vi bor, ud til Roskilde- og Isefjord. Den ene af disse åer er en del af dalen i vor baghave. Waou – en gave!

Til tider savner jeg mit gamle København. Jeg boede i Saxogade i otte år, og i byen i 15 år i alt. Min far er københavner. Min farmor var især, med de skønne københavner-historier hun fortalte. Om krigen. Jeg elsker København og dens mystik. Hun er en glansfuld skøge.

Bornholm står dog som noget ganske særligt for mig!

Én ting er at bo på Bornholm, noget andet er at komme på besøg på øen, noget helt tredje er længslen efter øen. Og netop længslen er måske den største – i denne tre-enighed.

Jeg har familie i Sverige, som ofte taler om, at det er meget bedre i Danmark. Når jeg så taler med dem kan jeg godt høre, at de i virkeligheden er mere svenske end danske. De længes dog efter deres danske ophav. Deres danske historie. Som jeg gør med min svenske. Og bornholmske. Vi går tilbage til  år 1542 på øen – indtil videre …. Jeg søger endnu! Vi har med andre ord været der altid.

Længsel er en stor ting. Den må vi ikke underkende. For nej, jeg vil ikke have sommerhus på Bornholm. Jeg vil bare have lov at længes, dyrke slægtsforskning og være stolt. Måske vil vil flytte til Piemonte en dag. Måske bliver vi her, og flytte mere afsides, om muligt. Måske finder vi på noget tredje.

Én ting er sikkert: Jeg vil blive ved at mærke øen, dybt inde i mig. Vandet, klipperne og det vilde kuperede landskab. Som alt sammen er den stor del af mig. Min råhed. Min dans. Mit udtryk. Min sjæl. Jeg elsker Bornholm.

– og Bornholm elsker mig!